Single Daily
af

Trine Flamming

Familielægen har udtjent sin værnepligt

Peter Nielsen har været læge for rigtig mange flensborgere - ikke mindst dansktalende. Nu har han trukket sig tilbage.
Peter Nielsen har været læge for rigtig mange flensborgere - ikke mindst dansktalende. Nu har han trukket sig tilbage.

Siden midt i 1980erne har læge Peter Nielsen taget sig af stort og småt hos sine patienter i Flensborg. Men nu er det slut – Peter Nielsen er gået på pension.

– Jeg synes, jeg har udtjent min værnepligt. Nu vil jeg gerne bruge noget mere tid på familien, siger 67-årige Peter Nielsen, der efter lange arbejdsuger i alle sine arbejdsår nu glæder sig til også at hjælpe sin hustru i haven og stå mere i køkkenet.

Tilbage til fødebyen

Peter Nielsen, der tog sin studentereksamen på Duborg-Skolen, blev uddannet i Aarhus og fik sin kandidat i januar 1980.

Dernæst arbejdede han blandt andet på forskellige afdelinger på Sønderborg Sygehus og troede, at han skulle have en praksis på Rådhustorvet i den sønderjyske by. Men da der kom noget på tværs, vendte han tilbage til fødebyen Flensborg, og her fik han siden egen praksis sammen med kollegaen Jens Vosgerau.

– Jeg havde lidt kontakt med Jens, som jeg tidligere havde mødt i faglig sammenhæng, og vi fandt ud af, at vi havde lignende forestillinger om medicin, fortæller Peter Nielsen.

Han blev en del af Jens Vosgeraus praksis i oktober 1985, og efter de havde »prøvet hinanden af«, blev de to ligeværdige partnere pr. 1. april 1986 i en praksis, hvis to-sprogede islæt har betydet, at der gennem årene også har været rigtig mange dansktalende patienter.

– Vi har gennem tiderne – ikke mindst jeg – haft mange patienter med danske rødder og som taler dansk. Men vi betjente hele befolkningen i Flensborg, så hovedsproget har altid været tysk, siger Peter Nielsen.

Fre venstre er det Clemens Berndt, Peter Nielsen og Pelle Pelz. Foto: Sven Geißler

Gøre en forskel

Han fik som familielæge med almen praksis set hele spektret hos sine patienter, og det er præcis, hvad han godt kan lide.

– Det favner bredt, og man ser på hele situationen, forklarer Peter Nielsen.

Han har blandt andet brugt meget tid på at være med til at forfine sundhedsundersøgelser, så man kan sætte ind på et tidligere tidspunkt, hvis en patient måtte have brug for det, og efterhånden har han fået mere og mere interesse for og er gået mere i dybden med hjerte-kar-området.

– Hjerte-kar-problemer er et stadig større problem i samfundet. Det har jeg fattet en særlig interesse for, ikke mindst at opspore risikopatienter og gøre en forskel. Jeg har interesse i at få fat i folk, inden problemerne har sat sig alt for mange spor, siger han.

Hjerte-kar-problematikken handler om både gener og livsstil, men Peter Nielsen prædiker ikke:

– Jeg vil ikke være sundshedsapostel. Jeg har prøvet at være kvalificeret rådgiver, siger han og har i stedet for en løftet pegefinger holdt en gulerod op, der hedder »et langt og godt liv«.

– Situtationen før et slagtilfælde er alt andet lige bedre end efter. Og man kan faktisk hjælpe og gøre noget. Det var en glæde, at jeg følte, jeg gjorde noget relevant, og en tilfredsstillelse, hvis jeg kunne gøre noget godt – helst bedre end gennemsnittet, siger Peter Nielsen.

Nye, dygtige folk

I august 2017 flyttede prakissen fra Friesische Straße 81 til større og mere moderne lokaler i Citti-Park.

Den er nu lagt i hænderne på Clemens Berndt og Pelle Pelz, der i et løbende generationsskifte siden 2010 lige så stille har taget over efter henholdsvis Jens Vosgerau og Peter Nielsen.

– Det er utrolig dygtige folk, vi har fået ind, siger Peter Nielsen, der er sikker på, at det er trygge hænder, hans praksis, der har fået navnet »Innere Medizin mit hausärtzlicher Versorgung«, er lagt i hos de unge læger og resten af den unge stab i Citti-Park.

Peter Nielsen selv har i tiden op til sin pensionering prøvet at trappe gradvist ned og holde sig til en arbejdsuge på 30 timer. Den 1. maj stoppede han så helt.

kommentar
deling del

Skriv et svar