Single Daily
af

Holger Johannsen

Falsk læge i Flensborg er forsvundet – gemmer sig muligvis i Danmark

I flere år har den 35-årige Sebastian S. fra Munkbrarup arbejdet som akutlæge blandt andet ved motorsportarrangementer i Padborg Park. Nu er han efterlyst som svindler.
I flere år har den 35-årige Sebastian S. fra Munkbrarup arbejdet som akutlæge blandt andet ved motorsportarrangementer i Padborg Park. Nu er han efterlyst som svindler.

Sagen om den falske akutlæge (Notarzt) fra redningsorganisationen Arbeiter-Samariter-Bund (ASB) i Flensborg, der blev afsløret sidste år i december, bliver nu aktuel igen. Den 35-årige Sebastian S. fra Munkbrarup er forsvundet, inden der blev rejst tiltale mod ham. Nu bliver han efterlyst af Statsadvokaturen i Flensborg. Det bekræfter den ledende statsadvokat, Ulrike Stahlmann-Liebelt.

Politiet i Flensborg er nu i gang med at få fat i den efterlyste. Man vil også tage kontakt til kollegerne i Danmark, da den efterlyste muligvis gemmer sig nord for grænsen.

Sebastian S. skal tiltales for dokumentfalsk, embedsmisbrug og overtrædelse af narkotikalovgivningen. I flere år har manden – ifølge statsadvokaturen – arbejdet som akutlæge for redningsorganisationen ASB, hvor han har været medlem siden 2010. Blandt andet har den falske læge mod betaling været med til motorsport-arrangementer i Padborg Park, som også bliver brugt af tyske bilklubber. Han har også været med til motorsport-stævner og musikfes­tivaler i Tyskland. Ifølge vidner har Sebastian S. blandt andet behandlet en hårdt kvæstet motorcyklist, der var involveret i en ulykke og skulle have amputeret det ene ben.

– Den mistænkte blev mod honorar brugt som akutlæge ved motorsport-stævner, hovedsageligt i Padborg Park, bekræfter Christian Kartheus fra Flensborg Politi.

Den falske læge blev afsløret i slutningen af sidste år. Ifølge en artikel i nyhedsmagasinet »Spiegel« var det hans hustru, der har forladt ham, som gav politiet et tip om sin mands dobbeltspil.

Sebastian S. hævdede over for redningsorganisationen ASB, at han har afsluttet et studium i lægevidenskab på universitetet i Hannover og bagefter taget en uddannelse til speciallæge i kirurgi på universitetet i Kiel. I den forbindelse fremviste han forfalskede dokumenter, deriblandt et falsk approbationsbevis, der skulle dokumentere, at han var uddannet læge.

På arbejde i Danmark

Siden den falske akutlæge blev afsløret sidste år, har han trukket sig meget tilbage. Han boede alene i sit parcelhus i Munkbrarup og var ifølge naboerne i den seneste tid »nærmest usynlig«.

– Han kørte altid afsted tidligt om morgenen og vendte først tilbage sent om aftenen, fortæller naboerne.

Siden begyndelsen af sommeren er han helt forsvundet. Til en journalist fra »Spiegel« sagde han, lige før han forsvandt, at han vil prøve at starte et nyt liv.

– Jeg har fået job i Danmark, som jeg ikke vil miste igen, sagde den efterlyste.

Sagen minder meget om en sag fra starten af 1980ere, hvor postbuddet Gert Postel fra Bremen udgav sig for at være lægeuddannet. Han kaldte sig dr. dr. Clemens Bartholdy og fik en stilling som stedfortrædende embedslæge i sundhedsforvaltningen i Flensborg, hvor han var blandt andet var med til at udarbejde psykiatriske rapporter om patienter.

Postel blev afsløret, fordi han mistede sin pung, der indholdt to forskellige id-kort – den ægte og den falske.

– Jeg undrer mig efterhånden over, at sådan noget altid sker i Flensborg, lyder det fra statsadvokat Ulrike Stahlmann-Liebelt.

kommentar
deling del

Skriv et svar