Single Daily
af

Ritzau Nyhedsbureau

Færdigt vildsvinehegn deler vandene

Mandag står det omstridte vildsvinehegn ved den dansk-tyske grænse helt klar. Men WWF og Danmarks Naturfredningsforening kæmper for at få hegnet fjernet igen.
Mandag står det omstridte vildsvinehegn ved den dansk-tyske grænse helt klar. Men WWF og Danmarks Naturfredningsforening kæmper for at få hegnet fjernet igen.

Af Stephanie Phuong Lam

København. Når det sidste hegnsfag monteres på det omstridte vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse denne mandag, vil optimismen ikke tone frem i alles blikke.

Siden et politisk flertal besluttede at opføre hegnet langs grænsen, har flere parter forgæves forsøgt at få det stoppet.

Mens Naturstyrelsen og landmænd er tilfredse med anlægget, kæmper Verdensnaturfonden (WWF) og Danmarks Naturfredningsforening for at få pillet det 68 kilometer lange hegn ned igen.

Hegnet koster mellem 45 og 60 millioner kroner, hvor landbruget punger ud med 30 millioner kroner af det samlede beløb.

Hegnet skal beskytte dansk svineproduktion mod den afrikanske svine­pest, da et omfattende udbrud har ramt ned blandt vildsvin og tamsvin i blandt andet Polen.

– Det er fuldstændig tåbeligt, at man bruger så mange millioner kroner på et hegn, der ikke har nogen dokumenteret effekt på, at det kan holde svinepesten ude af Danmark, påpeger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

– Vi står i en gigantisk natur- og biodiversitetskrise, hvor arter og natur skal beskyttes, og hegnet skærer tværs igennem beskyttet natur, siger hun.

Det er Naturstyrelsen, der står for opførelsen og driften af hegnet, som har til formål at forhindre vildsvin i at passere den dansk-tyske grænse og dermed risikere at smitte de indtil videre 40 vildsvin, som der ifølge Naturstyrelsen er i landet.

Målet er ifølge Bent Rasmussen, projektchef i Naturstyrelsen, at Danmark skal være helt fri for vildsvin.

Han siger, at andre lande har ­fået smitten ved, at vildsvin er blevet smittet af inficeret kød, der er smidt i naturen eller på rastepladser. Det har vildsvin rodet i og spist af, og dermed er pesten blevet spredt.

– Så vi vil forsøge at undgå, at nogle af de tyske vildsvin får opbygget en bestand her. Vi har også ansvaret for at nedskyde de vildsvin, der måtte krydse de steder, hvor hegnet ikke dækker, siger Bent Rasmussen.

Mogens Dall, der er bestyrelsesformand i LandboSyd ser også, at flere vildsvin i Danmark vil øge risikoen for, at danske svin kan smittes med den frygtede sygdom.

11 milliarder kroner om året

– Hvis vi får vildsvinepest i Danmark, vil vi miste 11 milliarder kroner om året, fordi eksporten af svin til lande uden for EU vil stoppe.

– Jeg har selv svin på min gård, men jeg har lejet min stald med svin ud. Og jeg har også en interesse i, at svinene ikke bliver smittet med pest, siger gårdejeren.

Men hvis hegnet skal blive, skal der også kompenseres for de eventuelle negative effekter, mener Thor Hjarsen, seniorbiolog i WWF.

– Man kan kompensere ved for eksempel at øge beskyttelsen af de arter og naturområder, der måtte blive påvirket negativt af hegnet.

– Hvis der kommer en negativ effekt, skal der laves nogle bedre naturbeskyttelsestiltag fra myndighedernes side. Det kræver både Bern-konventionen og EUs habitatdirektiv, siger han.

WWF indsendte tidligere på året en klage til Bern-konventionen, som beskytter dyr og deres levesteder. Klagen er ifølge WWF stadig under en proces.

FAKTA

Afrikansk svinepest 

Afrikansk svinepest er en smitsom og dødelig virus, der kan ramme alle racer af svin.

Virussen kan leve i op til ni måneder i fersk kød og nogle svinekødsprodukter.

Over 80 procent af de svin, der får sygdommen, dør få dage efter, at de er blevet syge.

Der findes ikke nogen behandling eller vaccine mod sygdommen.

Hvis der konstateres afrikansk svinepest I Danmark, vil den danske eksport af svinekød til lande uden for EU øjeblikkeligt lukke.

Afrikansk svinepest har aldrig været konstateret i Danmark, men sygdommen huserer hos tam- og vildsvin i andre lande i Europa og i Asien.

Kilder: Fødevarer & Landbrug, Fødevarestyrelsen, Ritzau.

kommentar
deling del

Skriv et svar