Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Facts kan også formidles med følelser

Sigurd solgte vand i Sahara, da han gæstede Flensborg Teater med sin sprudlende teaterkoncert om en pige, der bliver skudt tilbage i danmarkshistorien med en tidsmaskine.
Sigurd solgte vand i Sahara, da han gæstede Flensborg Teater med sin sprudlende teaterkoncert om en pige, der bliver skudt tilbage i danmarkshistorien med en tidsmaskine.

Egentlig er der ikke så meget overraskende i historie, scenografi eller genre. I Sigurds Danmarkshistorie sætter en dansk pige sig i 2018 ind i sin fars hjemmekonstruerede tidsmaskine og bliver katapulteret flere tusinde år tilbage. Med nutidens øjne tager hun en rejse gennem Danmarks historie fra stenalder til moderne tid i en teaterform, vi alle kender. Så ikke noget nyt her.

Men Sigurd Barrett er hamrende musikalsk, kan en hel masse med ordene og besidder en formidabel timing. Samtidig tager hans musikalske tidsmaskine-tur konstant nye drejninger, så man sidder opslugt fra start til slut.

I weekenden landede tidsmaskinen i Flensborg Teater – første stop på en lang danmarksturne, der varer til næste forår. Og lige netop i grænselandet har Sigurd det som en mand, der sælger vand i Sahara. På opfordring fra det danske mindretal har han skrevet sangen »Man må trække en grænse«, som adskillige elever allerede har sunget i de danske skoler i Sydslesvig, og samme sang skal han optræde med, når 100-året for 1920-afstemningen om to år markeres i området.

Den sang gik naturligvis rent ind i Flensborg. Publikum var rørt, og han selv var rørt efter at have sunget linjerne: »Man må trække en grænse, men hvor skal den gå? Syd for Flensborg, ved Kiel eller Aabenraa? Uanset hvor den går, er der meget på spil, for i hjerterne ved vi, hvor vi hører til«.

Og ingen vej uden om 1864 med bulder og brag. Så skidt med, at Sigurd forenkler og koger ting ned. Som når det blot hedder, at den danske konge og slesvig-holstenerne havde en aftale, som den danske konge brød.

Her har Sigurd samlet et helt hold af korsriddere, der i 1219 er på vej til Estland. Vi så bare ikke noget Dannebrog falde ned fra loftet. Fotos: Camilla Winther

Her har Sigurd samlet et helt hold af korsriddere, der i 1219 er på vej til Estland. Vi så bare ikke noget Dannebrog falde ned fra loftet. Fotos: Camilla Winther

»Vi« var også slemme

Der er heller ikke plads til at udstille alle danskens skyggesider gennem årene – jo, der bliver da lige tid til at spørge, om »vi« kunne være bekendt at sejle afrikanere over Atlanterhavet for at bruge dem som slaver på De Vestindiske Øer. Et spørgsmål, der de seneste år blevet meget moderne at svare nej til, så det gjorde »vi« også i Flensborg Teater.

Nu er der lige kommet en danmarkshistorie om en masse ukendte danskere i historien, men det er de kendte navne som Grauballemanden, Egtvedpigen, Harald Blåtand og den lidt selvfede Christian Firtal, der sætter sig på Sigurds historiefortælling – både i den bog, der danner grundlag for teaterkoncerten her, og teaterkoncerten selv.

Det giver dog god mening at trække de kloge Hans Christian’er frem, Ørsted og Andersen, samt Grundtvig og Kierkegaard – Sigurd gør det på en superhumoristisk, glad og gennem-troværdig facon.

Fuld fart på

Med sig på turneen har Sigurd et meget tilstedeværende orkester og den slagfærdige skuespiller Adam Ild Rohwedder. Et hold unge og dygtige dansere kan deres koreografi, og Sigurds døtre spiller skiftevis på turneen den unge pige, der er blevet skudt tilbage til fortiden. I Flensborg var det Dagmar Christine Barrett.

Der er fuld fart på, men publikum ryger aldrig af i svinget. Sigurd samler alle op – i hvert fald hvis man mindst har nået skolealderen. »Sigurds danmarkshistorie« bliver til meget mere end en koncert.

Teaterkoncerten er en dramatisk fortælling, der kan gøre historie spændende selv for den stakkel, der synes, at historie er røvkedelig.

Sjovt og underholdende er det – og der er noget at tale om bagefter. Facts kan også formidles med følelser.

Sigurds danmarkshistorie i Flensborg Teater den 15. september. Instruktion: Louise Schouw. Iscenesættelse: Rikke Juellund. Koreografi: Rikke K. Vangsgaard. Medvirkende: Sigurd Barrett, Adam Ild Rohwedder, Dagmar Christine Barrett, Eskild Dohn, Martin Klausen, Mikkel Riber, Sofia Vangsgaard, Frederikke Simoni Haunsø og Frederikke Dahl. Arrangør: Sydslesvigsk Forening.

kommentar
deling del

Skriv et svar