Single Daily
af

redaktionen

Facebook skal lokke tyskere til at bygge hus i Rinkenæs

Sønderborg Kommune bruger de sociale medier til at søge efter tyskere, der vil købe en byggegrund i Rinkenæs tæt ved mark og skov.
Sønderborg Kommune bruger de sociale medier til at søge efter tyskere, der vil købe en byggegrund i Rinkenæs tæt ved mark og skov.

Af Annelise Mølvig

Sponsoreret – Sønderborg Kommune. Sådan står der på et Facebook-opslag. På Facebook-sprog betyder det, at det er en annonce, som Sønderborg Kommune har betalt for. I annoncen spørger Sønderborg kommune: »Haben Sie Zukunftspläne, nach Dänemark zu siedeln?«

Sønderborg Kommune annoncerer på tysk for at gøre tyskerne opmærksomme på, at kommunen nu sælger nye byggegrunde i Rinkenæs.

– Vi synes selv, det er en god ide.

Det siger Marianne Tychsen, der er ejendomskonsulent i Sønderborg Kommune og står for at sælge kommunens byggegrunde.

– Det er da fuldstændigt oplagt, at området er interessant for tyskerne, siger hun og nævner, at området er attraktivt med Rinkenæs Skole, der går op til 7. klasse, og den store Gråsten Skole, der går op til 9. klasse samt den tyske skole, Förde-Schule Gravenstein, der går op til 7. klasse.

– Der er også gode indkøbsmuligheder, og mange tyskere kender i forvejen Ulsnæs-centret, og der er mange gode foreninger, siger hun.

God tid

Annoncen blev oprettet kort før sommerferien, og foreløbigt har kun en enkelt tysk borger vist interesse, men danskerne lader heller ikke høre fra sig.

– Vi kan se, at folk kører forbi og ser på det, men de har god tid. De fleste køber grunde om foråret, siger Marianne Tychsen og fortæller, at byggesagskontoret er forberedte, når folk ringer.

– Vi har flere folk, der er gode til tysk, og som kan forklare om de danske byggekrav, siger hun.

Aabenraa deltog i foråret i en messe i Kiel for at gøre opmærksom på mulighederne for at bo i Aabenraa Kommune.

– Vi har altid gjort meget ud af, at vi er to-sprogede. Det er en forpligtelse, vi har som grænsekommune, siger Aabenraas borgmester Thomas Andresen (V) og oplyser, at kommunens hjemmeside således både står på dansk og tysk.

– Vi har altid haft en god erfaring med at have tyskere ansat i vores virksomheder, men vi vil hellere have, at de bosætter sig, end at de pendler, siger borgmesteren.

Set fra tysk side er det attraktivt at bosætte sig i Danmark, i hvert fald oplyser Ole Jepsen fra Nybolig i Padborg, at antallet af tyskere, der køber bolig på den danske side af grænsen, er stærkt stigende.

– Det er voldsomt dyrere at købe i Flensborg end her, siger han og fortæller, at han både har unge købere, der gerne vil ind på ejendomsmarkedet, og ældre, der måske har haft en stor villa, og nu gerne vil have noget mindre og billigere.

kommentar
deling del

Skriv et svar