Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Facebook får travlt

Justitsminister Heiko Maas (SPD) fremlagde onsdag sit lovforslag, der skal bekæmpe hadefulde ytringer og spredningen af decideret løgn – fake news – på nettet.

Maas og dermed hele den tyske forbundsregering lægger ikke fingrene imellem: Bliver hans forslag vedtaget i dets nuværende form, vanker der fremover store bøder til de internetportaler, der ikke fjerner hadefulde bemærkninger eller løgne meget hurtigt.

Sociale medier som Facebook eller Twitter risikerer bøder på op til 50 millioner euro, hvis groft nedsættende bemærkninger ikke fjernes indenfor 24 timer. Men også privatpersoner, der bevidst bruger had og løgn på nettet, skal kunne straffes ganske betydeligt. Lovforslaget taler om bøder til enkeltpersoner på op til 5 mio. euro.
 Det er voldsomt store beløb, som næppe kommer til at ramme mange, om nogen.

Læs også: Bøder mod had på sociale medier vækker kritik

Men grundideen er rigtigt set: Offentligt fremsatte injurier eller løgne bliver ikke mindre grove af at blive fremsat på internettet.

Heiko Maas har grundlæggende helt ret, når han siger, at “der i sociale netværk på internettet er lige så lidt plads til strafbart had og løgne, som der er på gaden”. Loven vedtages eventuelt allerede inden forbundsdagvalget til september. Flertallet er qua den store CDU-SPD-regering sikret.

Den første kritik er også allerede kommet. De Grønnes Renate Künast frygter ytringsfriheden trådt under fode. Hun frygter, at loven i sin nuværende form vil føre til, at alt for mange debatindlæg på Facebook, der ikke er kritisable, vil blive slettet bare for en sikkerheds skyld.

Det drejer sig om helt grundlæggende at finde tilbage til en ordentlig opførsel, når vi optræder i det offentlige rum, helt uafhængigt af om vi mødes fysisk eller online.
Jørgen Møllekær

Også firmaerne bag de store internetportaler er ikke overraskende stærkt kritiske. Sidstnævnte kan vi leve med. Facebook, Twitter, Google, og hvad de ellers hedder, er private firmaer, hvis formål er at maksimere det store plus på bundlinjen. Ingen virksomheder siger ja tak til nye udgifter.

Læs også: Justitsminister vil bekæmpe fake news

Men sandheden er jo også, at netop disse firmaer, der har så stor magt over, hvad der kan udbredes på internettet, har været ret så sløve i optrækket i forhold til selv at forebygge det store misbrug af det offentlige rum på nettet, som vi er vidne til i de her år. Selvfølgelig skal Facebook bruge de ressourcer, der skal til for at slette strafbart indhold hurtigt. Når man er verdens største medie, har man også et globalt ansvar for, at vores gennem årtier møjsommeligt opbyggede civiliserede og demokratiske omgangstone med hinanden ikke nedbrydes.

Det bør vi som samfund ikke acceptere, og det er netop det, Tyskland nu går imod.
 Det handler ikke bare om frygten for spredningen af falske nyheder i forbindelse med forbundsdagsvalget. Det drejer sig om helt grundlæggende at finde tilbage til en ordentlig opførsel, når vi optræder i det offentlige rum, helt uafhængigt af om vi mødes fysisk eller online.

Læs også: Svært at forhindre racisme på nettet

De Grønnes kritik af, at ytringsfriheden kan blive indskrænket for meget, er ikke uvæsentlig. Hvis Facebooks modsvar bliver at slette indhold automatisk ved hjælp af computerprogrammer, kan man nemt forestille sig, at legalt indhold også ryger med i farten.

Det er netop derfor, at Facebook og andre skal ansætte personale i hvert enkelt land, der kan vurdere, hvornår bestemte udsagn er strafbare eller holder sig indenfor den pågældende kulturs omgangsformer. Det har Facebook jo aldrig levet op til, men påtvinger os alle sammen et amerikansk samfundssyn.

Den væsentligste kritik mod Maas-initiativet kommer fra den tyske dommerstand. De mangler fortsat redskaber til, hvordan anklagemyndigeheden kan tvinge Facebook og andre til hurtigt at udlevere data på de ofte anonymt afsendte had-beskeder. Ja tak, den del af problemet vil vi også gerne have løst.

kommentar
deling del

Skriv et svar

...vi gør Danmark lidt større.

FLENSBORG AVIS AG

Wittenberger Weg 19

D-24941 Flensburg

om os impressum Datenschutzerklärung
© Flensborg Avis 2019