Europeada 2020 går til slovenerne i Kärnten
Det bliver ikke det dansk-tyske grænseland, men derimod det slovenske mindretal i Kärnten i Østrig, der får til opgave at arrangere mindretallenes fodboldturnering Europeada i 2020.
Det besluttede et stort flertal på FUENs mindretalskongres i Cluj-Napoca i Rumænien lørdag.
Efter at de to mulige arrangører havde præsenteret deres projekt, blev der stemt, og mens Kärnten fik 136 stemmer, fik det dansk-tyske grænseland kun 36 stemmer, mens syv afholdt sig fra at stemme.
– Jeg er selvfølgelig skuffet, men jeg må sige, at slovenerne mødte op med et godt tilbud, sagde direktøren i Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger, Anders Kring, efter afstemningen.
Han kunne ellers mønstre hele fire mindretal i grænselandet som arrangører – foruden de danske sydslesvigere var det hjemmetyskerne i Sønderjylland, nordfriserne og de slesvig-holstenske sintier og romaer.
Efter afstemningen blev der peget på slovenernes beliggenhed centralt i Europa som en stor fordel. Den betyder, at det for mange mindretal bliver betydeligt billigere at sende et helt fodboldhold afsted, end hvis de skulle have været til det dansk-tyske grænseland.
Mere i mandagsavisen