Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Europæisk topmøde i Flensborg

Musikken lever kun, når den bliver spillet. Det bedste er, når hver koncert er unik. Hovedkoncerten ved musikfestivalen FolkBaltica var med et ensemble sat sammen af musikere fra ti lande med hver deres vidt forskellige baggrunde - og ligheder.
Musikken lever kun, når den bliver spillet. Det bedste er, når hver koncert er unik. Hovedkoncerten ved musikfestivalen FolkBaltica var med et ensemble sat sammen af musikere fra ti lande med hver deres vidt forskellige baggrunde - og ligheder.

Det er ingen nem sag at bringe 11 musikere sammen fra 10 lande og få dem til at ramme hinanden. Omvendt var intentionen at vise, at det kunne lade sig gøre, at kunstnere og solister med vidt forskellige musikalske baggrunde kunne skabe en koncert perfektioneret til noget nær det højeste.

2018 er udnævnt som europæisk kulturarvsår, og to af ambassadørerne er det danske spillemands-par Harald Haugaard og Helene Blum. De to havde til FolkBalticas hovedkoncert i Marienkirche i Flensborg samlet nogle af de navne, der har optrådt i andre sammenhænge under festivalen i den forgangne uge. De 11 højt professionelle musikere mødtes for første gang i september sidste år på øen Hven i Øresund – det var der, astronomen Tycho Brahe havde sine observatorier.

Det var noget af et europæisk topmøde på vandet mellem Danmark og Sverige. Ud over de to gæstgivere fra Danmark og FolkBalticas hus­kunst­­­ner i 2018, den østrigske Julia Lacherstorfer, var det sangerinderne Etta Scolla fra Italien og Natasa Mirkovic fra Bosnien, violinisten Sérgio Crisóstomo fra Portugal, Fløjtenisten Brian Finnegan fra Nordirland, tyskeren Albin Pauls og polakken Michal Zak på blæseinstrumenter, svenske Mattias Pérez på guitar og finske Tapani Varis på kontrabas.

De var samlet fra alle hjørner af Europa foran alteret i Marienkirche i Flensborg: Sharing Heritage - Love Tree Ensemble. Fotos: Hans Christian Davidsen

De var samlet fra alle hjørner af Europa foran alteret i Marienkirche i Flensborg: Sharing Heritage – Love Tree Ensemble. Fotos: Hans Christian Davidsen

Fra Karelen til Sicilien

Fra Karelen i nord til Sicilien i syd, fra Balkan i øst til Irland i vest, strakte det musikalske univers sig. Og på forunderlig vis blev koncerten alligevel en helhed, hvor de 11 musikere både optrådte som ensemble og i mindre, varierende konstellationer. Den traditionelle folkemusik fra alle hjørner af Europa var både sat op som kontrast til hinanden, men også med de paralleler, som kunne høres.

Orkestret har taget navn efter sangen »Kærlighedstræet«, der på Den Iberiske Halvø er kendt som dansevisen »La Folia« og i Danmark kendes i tre forskellige udgaver. Den enkle sang i trefjerdedels takt spilles over det meste af kontinentet, men i flere varianter.

Bosnisk stemme med kraft - Natasa Mirkovic.

Bosnisk stemme med kraft – Natasa Mirkovic.

Fascinerende gryderet

Fra en imponerende åbning med en traditionel fra Portugal og en vals fra Sverige gik det over polskaer, stille ballader og et fantastisk arrangement af Telemanns klassiske Vivement med to blæsere til tysk-østrigeren Albin Paulus’ imponerende blandingsmusik, hvor jødeharpe smeltede sammen en med ordløs sang med forlænget tone og hyppige skift af tonehøjden i stemmen og en skiftevis høj og lav lyd.

Undervejs var der indlagt musikstykker, hvor flere sange var sat sammen til et sammenhængende stykke – mest udpræget i andet sæt med »Love Tree Dance« arrangeret specielt til lejligheden: En fascinerende gryderet åbnet med irsk og afslutte med fynsk – i fem dele. Der var bragende bifald for indsatsen, som italienske Etta Scollo fulgte op med den vemodige og udtryksfulde mediteranne melodi »Arvulu«.

Koncerten i Marienkirche kunne kun opleves denne ene gang. Der kommer desværre ingen andre offentlige optrædener, hvilket man kun kan begræde. Musikken levede, mens den blev spillet.

Siciliens stemme - Etta Scollo.

Siciliens stemme – Etta Scollo.


FolkBaltica: Sharing Heritage – Love Tree Ensemble i Marienkirche i Flensborg den 28. april.

kommentar
deling del

Skriv et svar