Single Daily
af

Jonas Løytved

Europæisk chok: Za-greb chancen

SG Flensburg-Handewitt tabte højest overraskende sæsonens første hjemmekamp i Champions League til de kroatiske mestre fra RK Zagreb.
SG Flensburg-Handewitt tabte højest overraskende sæsonens første hjemmekamp i Champions League til de kroatiske mestre fra RK Zagreb.

Stimer stopper på et tidspunkt, men man skulle være kroatisk jubeloptimist for at have forudset, at SG Flensburg-Handewitts sejrsstime ville stoppe onsdag aften i Flens-Arena. Det, der på papiret lignede en gå-tur i Campus-parken, blev til en kroatisk bjergvandring, da SG tabte med 31-29 til RK Zagreb på hjemmebane i Champions League.

Fem flotte Bundesliga-sejre og en imponerede Champions League-åbningssejr – og nårh ja et Super Cup-nederlag – stod der indtil onsdag aften ud for SGs sæsonstart, men efter seks sejre i træk glippede det i kamp syv. Vel og mærke i en kamp, som ingen i Flens-Arena havde regnet med, at de ville tabe. Selv de seks kroater på den ene langside troede ikke deres egne øjne, mens de blafrede løs med deres rød- og hvidternede flag.

Det er ikke hver dag, at SG taber i egen hal, og selvom der ikke er nogen nemme kampe på den fineste europæiske scene i Champions League, så hører en hjemmekamp mod RK Zagreb altså alligevel i kategorien under kampe, der er »must win«. Kroatisk klubhåndbold har ikke samme styrke som landsholdshåndbolden, og hovedstadsklubben blev da også kylet ud af sidste sæsons Champions League-turnering allerede i gruppespillet. Svenske IFK Kristianstad kom videre i stedet – og dem slog SG eftertrykkeligt ud i 1/8-finalen.

Men historie kan man ikke bruge til noget, når Champions League-hymnen fylder højtalerne, og der står 0-0 på tavlen. Også selvom det meste af en langt fra fyldt Flens-Arena sad med et »det skal nok gå«-indtryk. Det udtryk forsvandt da også i takt med, at gæsterne kom foran først 5-4, så 7-5 og pludselig 9-5. SG-træner Maik Machulla tog time-out, flåede Benjamin Buric ud af buret og erstattede ham med Torbjørn Bergerud.

Den norske keeper var en af de få, der kunne være sin indsats bekendt. Med flere store redninger holdt han længe værterne inde i opgøret. Kroaterne kom alt for let til deres chancer, og det var et mindre mirakel, at der faktisk stod 16-16 ved pausen. 16 SG-mål var nemlig imponerede i en halvleg, hvor de tyske mestre i offensiven var alt for afhængige af Lauges enkeltmandspræstationer og Lasse Svans træfsikkerhed fra fløjen.

Pænt sluppet efter de første 30 minutter, og så fik favoritterne vel Za-greb om kampen? Næ. Gæsterne gik i front med 19-16, og så skulle SG atter jagte. Forsvarskaptajn Tobias Karlsson og stjerneskuddet Johannes Golla blev sparet i de første 40 minutter, men de kunne heller ikke redde de europæiske kastanjer ud af ilden, da de blev sendt i aktion som en form for brændslukkere. Med 10 minutter igen førte Zagreb med 28-23, mens hovedparten af Flens-Arena stod med blikke, der var mere tomme end ølkasser efter en gymnasiefest.

SG har været solide som bornholmergranit i de seneste seks kampe. Det har virket som om, at intet kunne slå revner, men Za-greb chancen. Et europæisk chok ramte Flens-Arena, hvor tilskuere udvandrede før tid, mens de seks kroater hoppede, dansede og flåede i deres flag. SG Flensburg-Handewitt indledte i Nantes med bravur, mens onsdagen i Flensborg blev noget mere sur. Der er ikke råd til flere af den slags nederlag, hvis det skal blive til en topplacering i puljen. Videre til 1/8-finalen skal de tyske mestre til gengæld nok komme – det kræver bare en plads blandt de bedste seks ud af gruppens otte hold.

kommentar
deling del

Skriv et svar