Single Daily
af

Thomas Schumann

Et »Sygehus Slesvig« for hele grænseregionen

Slesvigsk Parti foreslår et udviklet samarbejde mellem sygehuse på den danske og den tyske side af grænsen.
Slesvigsk Parti foreslår et udviklet samarbejde mellem sygehuse på den danske og den tyske side af grænsen.

Grænserne skal udviskes mellem det danske og tyske sygehusvæsen, hvis det står til det tyske mindretals parti, Slesvigsk Parti. I et læserbrev i mandagens udgave af Flensborg Avis beskriver partiets kandidat til regionsrådet, Dirk Sina, ideen om et »Sygehus Slesvig«. Han fik ideen, da han kiggede på sygehusenes udfordringer med at rekruttere fagpersonale og kvalificerede læger.

– Danmark centraliserer sine sygehuse og derfor søger færre læger ud i udkantsområderne, siger Dirk Sina og påpeger, at man også i Sydslesvig kæmper med udkantsproblemer.

Derfor foreslår han, at det skal gøres lettere for læger fra Sønderjylland og Sydslesvig at arbejde hen­over grænsen. Derudover skal sygehusenes kompetencer og tilbud komme alle i området til gavn – uanset nationalitet. Sådan vil regionen kunne få et sygehustilbud svarende til det i Odense eller i Kiel.

Slesvigsk Partis kandidat til regionsrådet, Dirk Sina, foreslår mere samarbejde mellem sygehusene i Flensborg, Aabenraa og Sønderborg. (Foto: Slesvigsk Parti)

Slesvigsk Partis kandidat til regionsrådet, Dirk Sina, foreslår mere samarbejde mellem sygehusene i Flensborg, Aabenraa og Sønderborg. (Foto: Slesvigsk Parti)

Stephanie Lose: Bolden ligger på tysk side

Regionsrådsformand for Region Syddanmark, Stephanie Lose, synes principielt godt om Slesvigsk Partis idé. Men, påpeger hun, Region Syddanmark har tidligere oplevet afvisninger fra tysk side om samarbejde, senest i forbindelse med stråle­behandling for danske patienter på sygehusene i Flensborg.

– Så jeg mener, at bolden til mere samarbejde på sundhedsområdet ligger helt og holdent på tysk side af grænsen, udtaler Stephanie Lose.

På Franziskus-Hospital i Flensborg får ideen en varm modtagelse fra direktøren, Klaus Deitmaring.

– Jeg synes, det er godt, hvis sygehusene ikke lader sig stoppe af en landegrænse. De tilbud vi har skal stå til rådighed for alle patienter i området, siger Klaus Deitmaring. Han forklarer, at Franziskus-Hospital tidligere har henvendt sig til politikere i Danmark og Tyskland for at lave en ordning, hvor slesvig-holstenske patienter kunne modtage en bestemt strålebehandling i Aarhus. Den samme behandling kan de tyske patienter ellers kun få i Sydtyskland.

– Det er ikke ligegyldigt om patienten skal rejse to eller otte timer for at få sin behandling, siger Klaus Deitmaring. Han ærgrer sig over, at ideen ikke blev fulgt op af de tyske og danske politikere.

– I sidste ende går det ud over patienterne, siger han.

Dirk Sinas læserbrev 06.11.2017

Grænseoverskridende samarbejde 
– fra udkant til centrum

Af Dirk Sina, overlæge og kandidat til regionsrådet for Slesvigsk Parti

I en tid, hvor grænsebommene og nationalismen skyder op, ønsker Slesvigsk Parti mere og ikke mindre fællesskab på tværs af grænsen.

Ved regionsvalget får du indflydelse på fremtidens sundhedsvæsen.

Dygtige kolleger arbejder døgnet rundt dybt engageret på regionens sygehuse, men både i Sønderjylland og i Sydslesvig kæmper man hver for sig mod udkantsproblemer.

Ekspertisen forsvinder fra grænselandet til ulempe for patienterne.
Rekruttering af fagpersonale og gode ledere, økonomi eller teknologi kan være en udfordring, når grænsen gøre os til udkantsregion og ikke tværtimod opleves som en fantastisk mulighed.

Tænk, hvis man i stedet for havde en grænseløs sundhedsregion Slesvig, hvor man samarbejder i centre, slår funktionerne sammen, hvor det giver mening, og patienter med komplicerede lidelser kan behandles på højeste niveau med dansk nytænkning og tysk grundighed.

Sundhedssystemerne er forskellige, kulturen er anderledes, men patienterne og deres bekymringer er de samme.

Jeg oplever som læge med erfaring fra tre forskellige lande den dynamik, vidensdeling og synergi, som opstår, når man åbner sig for hinanden.

Slesvigsk Parti har en vision om et murstens- og grænseløst »Sygehus Slesvig«, som løfter trekanten Aabenraa – Flensborg – Sønderborg op til en sundhedsregion på højde med Odense eller Kiel.

Det bliver hårdt arbejde, men »wo ein Wille, ist auch ein Weg«.

Efter Bios’ ledelseskrise på Sygehus Sønderjylland og Carl Holst-sagen er der brug for et nyt hold af visionære regionspolitikere. Derfor er Slesvigsk Parti og spidskandidaten Gøsta Toft med mange års erfaring i dansk-tysk samarbejde det helt rigtige valg.

kommentar
deling del

Skriv et svar