Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Et stykke fra i går

»Italienische Nacht« er en udmærket historisk forestilling, hvis relevans i en nutidig kontekst dog er begrænset. Nutidens omvæltninger er så voldsomme og komplekse, at de kalder på mere ambitiøst teater end at nyfortolke et 87 år gammelt stykke - som Landestheater gør.
»Italienische Nacht« er en udmærket historisk forestilling, hvis relevans i en nutidig kontekst dog er begrænset. Nutidens omvæltninger er så voldsomme og komplekse, at de kalder på mere ambitiøst teater end at nyfortolke et 87 år gammelt stykke - som Landestheater gør.

Den tysksprogede ungarer Ödön von Horváth skrev i 1931 folkestykket »Italienische Nacht« – en analyse af, hvad mennesker gør i et kriseramt samfund. I en lille tysk by kommer den politiske opposition til fascisterne i håndgemæng med de fascistiske modstandere, men ævler og kævler også så meget indbyrdes, at de slider hinanden op. Der er ikke rigtig enighed om, hvordan man skal gribe modstanden mod fascisterne an. Stykket blev senere bandlyst af nazisterne, og efter krigen blev det – meget bemærkelsesværdigt – først spillet igen i 1967!

Sådan var det politiske landskab i Weimarrepublikken i perioden mellem Første Verdenskrig og nazisternes magtovertagelse i 1933.
Landestheater har sat forestillingen op her ved indgangen til den ny sæson. Men ikke i Ödön von Horváths typiske stil.
Horváth gjaldt som en fornyer af folkestykke-genren. I 1800-tallet var folkestykket groft sagt en betegnelse for naturalistisk teater, der skulle have en appel til et bredt publikum. Ödön von Horváth brugte 100 år senere folkestykkets virkemidler, men dog til socialpolitisk stof, der udgør hovedparten af hans samlede dramatiske produktion. Sociale og psykologiske mekanismer skulle præsenteres på en folkelig og populær måde.

Instruktøren Wolfram Apprich har dog i “Italienische Nacht” skåret både march, musik og dans væk. Der er faktisk ikke særlig meget at le ad. Stykkets figurer står i skiftende formationer vendt med ansigterne ud mod publikum – foran en dyster og lidt truende mur. Her er ikke dét, der kommer i nærheden af en bayersk værtshusstemning, som man finder den hos Ödön von Horváth.
Det italienske er der ikke ret meget af i von Horváths historie om tiden før nazisternes magtovertagelse. Kun lidt flag og lidt staffage. Meningen er, at der skal holdes en italiensk aften på den lokale kro, men fascisterne saboterer festen og kræver i stedet for, at der bliver holdt en tysk aften.

I stedet for at møde fascisterne med modstand strides republikanerne« – eller den socialdemokratiske fløj – med hinanden. Mens Betz (spillet af Landestheater-debutanten Klaus Gramüller) forsøger at gyde olie på vandene, griber Martin (spillet konsekvent krigerisk af Simon Keel) til helt andre kontante midler og laver hærværk mod den lokale kejserstatue.

Ingen bayersk krostemning her – med en mørk mur som kulisse har skuespillerne ansigterne vendt mod publikum. Fra venstre er det Uwe Kramer, Ingeborg Losch,Timon Schleheck (ny på Landestheater), Simon Keel, Klaus Gramüller (ligeledes ny på Landestheater), Alexandra Pernkopf og Heidi Züger.
(Foto: Henrik Matzen)

Et postulat

Den lidt småborgerlige borgerrepræsentant (spillet af Uwe Kramer) nøjes med at undertrykke sin hustru, Adele (spillet af Ingeborg Losch). Hun falder i den grad ud af rollen. Fra at være en underkuet kvinde, frigør hun sig med ét fuldstændig fra sin patriark og skælder fascisterne ud, efter at de har belejret kroen. Hele hendes pludselige kvindefrigørelse virker som et postulat – både fra Ödön von Horváths side og fra instruktørens. Von Horváth gjorde nogle gange sine kvindeskikkelser lidt påtaget stærke, og instruktøren forholder sig på det punkt ukritisk til manuskriptet.

Så er det fascisten (René Rollin, til højre) , der sætter dagsordenen over for borgerrepræsentanten (Uwe Kramer) og hans hustru (Ingeborg Losch).
(Foto: Henrik Matzen)

Fascisten spilles overbevisende af René Rollin – uden naziuniform. Kun med et kraftigt fuldskæg, der åbenbart skal symbolisere nutidens højreradikale. Persongalleriet fuldendes af endnu et nyt ansigt i Landestheaters ensemble: Timon Schleheck spiller musikeren Karl, der har travlt med at belære de unge kvinder om demokrati og i øvrigt kan holde fingrene fra dem. Til stykkets resterende kvinder hører Heidi Züger som kroværtinden samt Maja Haueis og Alexandra Pernkopf som de unge kvinder Anna og Leni.
Hvorfor skal vi så se »Italienische Nacht« lige nu?

Jo, det skal vi naturligvis, fordi mange ynder at drage paralleller mellem den politiske ustabilitet og skærmydslerne i Weimarrepublikken og nutidens politiske situation i Europa. Men er der nu så meget, vi kan hente fra mellemkrigstidens Tyskland i det 20. århundrede? Faktisk er der mindst lige så mange forskelle på dengang og nu, som der er ligheder – hvis ikke flere.

Landestheater vil gerne advare os mod den snigende proces, det er, når den politiske midte begynder at overtage højrekræfternes tankegods. Men i mange lande – deriblandt Tyskland – ser man jo netop, at de etablerede politiske partier danner fælles front mod de nye og voksende partier på det yderste højre og de problemer, det fører med sig.

Nutidens omvæltninger er så voldsomme, komplekse og nye i en helt anden sammenhæng, at de kalder på langt mere ambitiøst teater end at nyfortolke et 87 år gammelt stykke. Det kan vi forhåbentlig se frem til.

Schleswig-Holsteinisches Landestheater: Italienische Nacht – af Ödön von Horváth. Iscenesættelse: Wolfram Apprich. Scenografi og kostume: Mirjam Benkner. »Italienische Nacht« spilles til og med den 21. november i Rendsborg, Slesvig, Flensborg, Husum, Heide, Nibøl, Meldorf, Itzehoe og Sankt Peter-Ording.

kommentar
deling del

Skriv et svar