Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Et godt foto er, når man siger fuck!

Den engelske fotograf Matt Stuart er for tiden nomineret til den højt estimerede fotosammenslutning Magnum. Sommeren over viser Stadtmuseum i Slesvig en udstilling med hans fotografier fra det offentlige rum.
Den engelske fotograf Matt Stuart er for tiden nomineret til den højt estimerede fotosammenslutning Magnum. Sommeren over viser Stadtmuseum i Slesvig en udstilling med hans fotografier fra det offentlige rum.

For fotografen Matt Stuart er der tre F’er: Fiske, følge og fuck!

Han undskylder selv for sproget, men bruger de tre F-ord til at forklare, hvordan han fanger sine enestående fotos på gaderne i London. Når han fisker, venter han på det rette motiv. Når han følger, er det et motiv, han ved eksisterer, og som han derfor bevidst følger for at få i det rette øjeblik. Og »fuck!« – nå ja, det er når man bliver så overasket i sekundet, at man bare griber fat i kameraet her og nu og knipser. Motivet bliver simpelthen serveret på et sølvfad her og nu, og om lidt er det allerede for sent.

Et fjerde F, der kunne tilføjes, er begyndelsesbogstavet fra ordet »fejl«. Det er nemlig rigtig gode – til at lære af. Når man har lavet mange fejl, ved man, hvad der duer, og hvad der ikke gør, siger Matt Stuart.

Stadtmuseum Schleswig viser sommeren igennem en særudstilling med Matt Stuarts street photo­graphy. Groft sagt er street photography et forsøg på at betegne den slags fotos, man tager af overraskende eller ligefrem uventede mennesker eller momenter i det offentlige rum. Det behøver ikke nødvendigvis være på en gade eller i et bebygget område, men blot i offentligheden et sted.

Matt Stuart: Trafalgar Square i London. 2004.

Matt Stuart: Trafalgar Square i London. 2004.

London er alt

Matt Stuart er født og opvokset i London. Titlen på udstillingen i Slesvig hedder »All that life can afford« og er et citat af den produktive engelske forfatter Samuel Johnson (1709-1784):

»Why, Sir, you find no man, at all intellectual, who is willing to leave London?«

»No, Sir, when a man is tired of London, he is tired of life; for there is in London all that life can afford«, lød svaret.

Med andre ord: London har alt. Eller i hvert fald nok til 99 fantastiske fotos med overaskende vinkler, hændelser, mennesker og kombinationer.

Matt Stuart er som et barn af millionbyen en tidligere lidenskabelig skater. Senere skiftede han sit skateboard ud med et Leica-kamera. Det var ellers noget af et spring, skulle man mene. Men Matt Stuart ser en tydelig sammenhæng, siger han, da han er i Slesvig i forbindelse med udstillingsåbningen.

– Skating og foto har mange ting til fælles: Du er nødt til at prøve igen og igen og igen, før det lykkes. Og de fleste gange falder du af. Forskellen er måske lige, at falder du af som skater, så slår du dig fysisk. Som fotograf bliver du kun såret mentalt, smiler Matt Stuart – og leverer samtalen igennem det ene eksempel efter det andet på britisk humor og ironi.

– Jeg har en dårlig hukommelse, og det er en væsentlig grund til, at jeg fotograferer, griner han højlydt.

 Aldersgate Street, London, 2006.

Aldersgate Street, London, 2006.

På flugt

Han husker dog de ganske få gange, hvor han har er røget i problemer, fordi han har fotograferet mennesker, mens de var i gang med noget – og ikke lige regnede med at skulle blive fotograferet. Der er for eksempel et billede på udstillingen, hvor en mand er i gang med at arbejde på en stige og balancerer noget dumdristigt på den.

– Da hans kollega fik øje på mig, troede han, at jeg var fra arbejdstilsynet, og så løb jeg bare min vej, så hurtigt, jeg kunne, husker Matt Stuart.

Street photography skal man ifølge den engelske fotograf kun praktisere, når man ikke har nogen destination. Det duer ikke, når man skal et sted hen eller har et bestemt ærinde.

– Det er rejsen, der er interessant. Ikke endemålet. Street photography er et godt middel til at sætte tempoet ned. Det renser i den grad tankerne, siger Matt Stuart.

Han er lige for tiden optaget på prøve i den internationale foto-sammenslutning Magnum Photo.- Om kort tid får han besked på, om han bliver optaget som fuldgyldigt medlem, eller om han skal fortsætte med at være nomineret endnu et år.

Kun et par stykker af de 99 fotos på udstillingen er ikke taget analogt – altså på gammeldags maner med filmrulle og hele den omstændelige proces. Matt Stuart begrunder det med det helt særlige look, fotos får, når filmen har været igennem gammeldags fikser og fremkaldervæske. Han mener også, at det bedste skud er det, der kun er skudt én gang. I mellemtiden har han blæst forfatteren Samuel Johnsons gode råd et langt stykke. Matt Stuart er flyttet til Los Angeles og fotograferer lige for tiden i den sydcaliforniske ørken, og det foregår digitalt. Omkostningerne er blevet for store til analog fotografi, og temperaturerne i ørkenen er for høje.

GB. England. London. 2015.

GB. England. London. 2015.

Nix pille!

Han har dog stadig sine dogmer, som han holder fast i, når han dyrker disciplinen street photography.

– Jeg rører ikke det, jeg fotograferer. Jeg flytter ikke på genstande. Jeg arrangerer ikke noget. Og jeg taler først med de mennesker, jeg fotograferer, efter at jeg har taget billedet, siger han.

Ingen af de mennesker, der er afbildet på fotografierne på udstillingen i Stadtmuseum i Slesvig, vidste, at de blev fotograferet før bagefter.

– Jo mere afslappet man er som fotograf, jo mere usynlig bliver man. Et smil betyder også rigtig meget, siger Matt Stuart.

Det afgørende øjeblik interesserer ham – på linje med mennesker og det, der foregår mellem dem.

Matt Stuart er ikke kommet sovende til billederne. De er opstået i en periode på 12 år, og nogle gange har han da også været træt i både ben og hoved.

– Men jeg har det sådan, at når jeg laver noget, fokuserer jeg 100 procent på dette og ikke andet, siger han.

Udstillingen har premiere i Slesvig, før den til efteråret sendes videre til Städtische Galerie Iserlohn.

Matt Stuart. Foto: Lacphoto

Matt Stuart. Foto: Lacphoto

kommentar
deling del

Skriv et svar