Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Et erotisk forhold til sten

Den hollandske billedhugger Maria C. P. Huls, der bor i Nordfrisland, får det slesvig-holstenske erhvervslivs kulturpris 2017. Med æren følger en separatudstilling i kunsthallerne ved Gottorp Slot i Slesvig.
Den hollandske billedhugger Maria C. P. Huls, der bor i Nordfrisland, får det slesvig-holstenske erhvervslivs kulturpris 2017. Med æren følger en separatudstilling i kunsthallerne ved Gottorp Slot i Slesvig.

Maria C. P. Huls må ikke være den, der gør det store væsen af sig.

Da kunsthistorikeren Dr. Christian Walda sammen med sin chef Dr. Kirsten Baumann besøgte billedhuggeren i hendes værksted i den gamle skole i Dagebøl, fik de sig en aha-oplevelse.

– For os var det virkelig en ny oplevelse. Ingen af os kendte virkelig Maria C. P. Huls’ kunst i forvejen, fortæller Dr. Kirsten Baumann, der er direktør for den kunsthistoriske afdeling på Schleswig-Holsteinische Landesmuseen på Gottorp Slot i Slesvig.

Er der nogen, der burde kende kunst-landskabet i Slesvig-Holsten, er der netop eksperterne fra landsdelsmuseerne i Slesvig. Godt nok er Maria C. P. Huls hollænder, men i 1988 kom hun til Nordfrisland og efter en afstikker til Osnabrück, vendte hun i 2011 tilbage til det nordvestligste Tyskland.

Torsdag blev Maria C. P. Huls hædret med det slesvig-holstenske erhversvlivs kunstpris. Det er 16. gang, at prisen uddeles. Uddelingen finder sted hvert andet år, og med udmærkelsen følger 5000 euro og en separatudstilling i landsdelsmuseernes udstillingshaller ved Gottorp Slot. Maria C. P. Huls’ skulpturer kan ses i Korsstalden til og med den 7. januar 2018.

Er det første gang, at Maria C. P. Huls udstiller på Gottorp Slotsø, kan Sydslesvigs Danske Kunstforening bryste sig af at have fået øje på hende på et tidligere tidspunkt. I efteråret 2013 udstillede hun på fællesudstillingen »Stories« på Dansk Centralbibliotek i Flensborg.

Billedhuggeren Maria C. P. Huls har ingen fingeraftryk tilbage på fingrene.
(Foto: Claudia Dannenberg)

Huls viser 30 værker på udstillingen i Slesvig, 14 skulpturer og 16 koldnålsraderinger. Og hvad kommer så først, vil den opmærksomme gæst spørge. Skulpturerne er altid anstødsstenen til de grafiske værker, fortæller hollænderen.

Skulpturerne er primært udført i marmor, skifer, alabast, granit og den subvulkanske gangbjergart dolerit, også kaldet for diabas. De er udført med en millimeterpræcision, udført efter et nøje gennemtænkt koncept og holder balancen selv med en meget lille flade at hvile på. Maria C. P. Huls skriver også digte til sine skulpturer.

Et kærlighedsforhold

– Jeg har et næsten erotisk forhold til hver sten. Det er en slags kærlighedsforhold, siger hun.

Hun arbejder med næsten matematiske grundformer uden, at det ligger matematik bag værkerne. Modsætning, dualitet, harmoni, polaritet og ligevægt gennemsyrer skulpturerne. Hendes kunst er konkret og skåret ned til det væsentlige. I modsætning til Maria C. P. Huls fingre er der ofte mønstre og overflade-relieffer i hndes sten.

– Jeg har så at sige intet fingeraftryk tilbage på mine fingre. De er slidt væk gennem mit arbejde som billedhugger. Når jeg skal have fornyet mine identitetspapirer, har myndighederne svært ved at finde mine fingeraftryk. Sidste gang lykkedes det at finde et lillebitte område, der ikke var slidt væk, fortæller hun.

Maria C. P. Huls »In Balance II« (2013) hviler på kun en meget lille flade uden at kippe om. Skulpturen er udført i marmor og dolerit.
(Foto: SH Landesmuseen)

For første gang uddeler Dr. Dietrich Schulz-Kunststiftung også en talentpris til en kunstner, der er på vej frem. Den går til billedhuggeren Fabian Vogler fra Bargum syd for Læk. Med prisen følger 3000 euro. Fabian Vogler udstiller to værker i Korsstalden på slotsøen i Slesvig.

Schleswig-Holsteinische Landesmuseen: Særudstilling med Maria C. P. Huls – modtager af »Kunstpreis der Schleswig-Holsteinischen Wirtschaft 2017«. Kan ses til og med den 7. januar 2018.

kommentar
deling del

Skriv et svar