Single Daily
af

Jens Nygaard

Engelbrecht om pensionsreform: Mindretal burde have været inddraget

Hård kritik fra mange sider af den danske regerings udspil til en skattereform.
Hård kritik fra mange sider af den danske regerings udspil til en skattereform.

Når der fra politisk hold bliver taget initiativ til en større reform, som det for tiden er tilfældet med reformen af den danske folkepension, er det normalt kutyme, at man forinden tager kontakt til de parter, som bliver mest berørt.

– Men der er mig bekendt ikke fra den danske regerings side blevet taget kontakt til det danske mindretal inden udspillet til en pensionsreform, siger Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet.

Læs mere: Pensionsreform: De fleste rigsdanskere i Sydslesvig bliver ramt

Han mener, at det ville have været »naturligt forinden at have taget kontakt til mindretallet« og måske have regnet på konsekvenserne for de rigsdanske ansatte inden for det danske mindretal. Men det er ikke sket.

– Der er tale om dårligt politisk håndværk, siger Benny Engelbrecht, hvis parti slet ikke blev inviteret til forhandlingerne, der fandt sted mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti.

Engelbrecht forstår også frustrationerne blandt rigsdanske ansatte inden for mindretallet, der nu med tilbagevirkende kraft bliver ramt på pengepungen.

– Det kunne have været imødegået. Men det ville have krævet, at man havde gjort arbejdet ordentligt, siger den tidligere skatteminister.

Også fra dele af det danske erhvervsliv bliver den nye ordning med udlandsopholds kraftigere negative påvirkning af folkepensionens størrelse kritiseret:

– Det er uhensigtsmæssigt, og det er ikke begavet i forhold til, at vi danskere skal ud i verden for at gøre os alle sammen rigere. Så er der ikke nogen grund til at straffe dem, der gør det, siger Kim Nøhr Skibsted, der er kommunikationsdirektør i det store firma Grundfos.

Benny Engelbrecht. Foto: Sebastian Iwersen.

I foreningen Danes Worldwide konstaterer bestyrelsesformand Michael Metz Mørch, at blot et arbejdsophold i udlandet af en »fornuftig« længde fremover vil koste på folkepensionen.

– En kraftig opstramning på folkepensionen er et dårligt signal at sende, siger han.

Samtidig er det ret klart, at en del af målet har været at ramme indvandreres ret til danske velfærdsydelser.

– Så må vi begrænse adgangen, men derved rammer vi desværre en gruppe danske statsborgere, som vi helst ikke ville ramme, siger René Christensen, der er finansordfører for Dansk Folkeparti.

Han ville gerne have, at den nye ordning ikke havde ramt danske statsborgere, men det må man ikke i forhold til menneskerettighedskonventionerne.

Så derfor bliver blandt andet danskere, der arbejder i Sydslesvig, nu også ramt.

kommentar
deling del

Skriv et svar