Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

En sommer med israelsk litteratur

Israelsk litteratur får en central placering på Slesvig-Holstens Litteratursommer – en række af litterære arrangementer, som Literaturhaus Schleswig-Holstein står bag. To af de israelske forfattere, der kommer på besøg, er Meir Shalev og Assaf Gavron.

Meir Shalev hører til blandt de mest populære og bedst sælgende forfattere i Israel. Hans romaner er storslåede socio-historiske tableauer, der gennem en overflod af bifortællinger og anekdoter i en karnevalistisk sammensmeltning af det tragiske, det humoristiske og det burleske indkredser det zionistiske projekt gennem 120 år.

Assaf Gavron er ud over at være musiker og sangskriver en af Israels prisbelønnede forfattere, der i romanform beskæftiger sig med Mellemøstkonfliktens mange menneskeskæner.

Meir Shalev gæster blandt andet Stadtbibliothek i Flensborg den 24. juli og Literaturhaus i Kiel den 27. juli, hvor temaet er hans roman med den tyske titel »Mein Wildgarten«. Assaf Gavron kommer til Literaturhaus i Kiel den 30. juli og Altes Rathaus i Garding på Ejdersted den 1. august, og han vil koncentrere sig om sin bog med den tyske titel »Achtzehn Hiebe«.

En tredje israelsk gæst bliver journalisten og forfatteren Lizzie Dorum, der kommer til biblioteket i Kappel den 7. august og til Diakonisches Werk i Husum den 8. august.

En udstilling om flygtningeskibet »Exodus« åbnes på søfartsmuseet den 7. august, og Mellemøst-journalisten Jörg Armbruster fortæller om den faglitteratur, han har udsendt om den israelsk-palæstinensiske konflikt tre aftener i på det jødiske museum i Rendsborg (8. august), i synagogen i Frederiksstad (9. august) og Literaturhaus i Kiel (10. august.)

Meir Shalev. Foto: Wikimedia Commons
Meir Shalev. Foto: Wikimedia Commons
Assaf Gavron Foto: Wikimedia Commons.
Assaf Gavron Foto: Wikimedia Commons.
kommentar
deling del

Skriv et svar