Single Daily
af

Lars Geerdes

En slem skuffelse til 40 euro

Lydfolkene kunne ikke klare udfordringen i en industrihal, så koncerten med Judith Holofernes i Flensborg blev en gedigen fiasko. Kun hardcore-fansene gik tilfredse hjem.
Lydfolkene kunne ikke klare udfordringen i en industrihal, så koncerten med Judith Holofernes i Flensborg blev en gedigen fiasko. Kun hardcore-fansene gik tilfredse hjem.

Den tyske sangerinde og guitarist Judith Holofernes anses med rette for at være en af vor tids mest begavede, tysksprogede sangskrivere. Hendes tekster rummer både kærlighed og hverdagshistorier, samfundskritik og filosofiske tanker, og altid med en dybde, som overgår de fleste af hendes kollegaer.

Derfor var der lagt op til en spændende aften i selskab med den tidligere forsanger i »Wir sind Helden«, da Schleswig-Holstein Musik Festival (SHMF) tirsdag aften inviterede til koncert med Judith Holofernes og hendes nye band i værfthallen hos Robbe & Berking i Flensborgs industrihavn. Programtitlen, »Ich bin das Chaos«, var identisk med titlen på hendes seneste album, hvorfra også det meste af aftenens repertoire var hentet.

Men sikken skuffelse, de fleste af de ifølge arrangørerne cirka 700 gæster blev udsat for.

SHMF er en festival, hvis styrke blandt andet er at åbne dørene for anden en klassisk musik. Festivalens publikum er dog for størstedelens vedkommende i aldersgruppen »50 plus«. For dem er en såkaldt ståkoncert, hvor der ikke er mulighed for at hvile benene, en udfordring. Når koncerten så begynder med 18 minutters forsinkelse, bliver udfordringen bare endnu større. En forklaring for forsinkelsen fik vi ikke.

Da Judith Holofernes endelig kom på scenen, bebudede hun straks, at koncerten ville blive »anderledes« – og overlod i første omgang mikrofonen til den færøske stjerne Teitur Lassen. Teitur, som hun i længere tid har arbejdet sammen med, serverede tre af sine typiske ballader, der som helhed betragtet er meget monotone. Han gjorde det med en klaverlyd, som allerede i andet nummer fik mange gæster til at flygte ud af hallen. Lydstyrken var skruet alt for højt op, og det pling-plang, Teitur producerede på sit instrument, var både umelodisk og uambitiøst. Det lød, som om han først skulle finde de rigtige tangenter.

Den færøske stjerne Teitur Lassen fik lov at åbne koncerten med hele tre solonumre, der lød som den rene monotoni. Foto: Sven Geißler.

Den færøske stjerne Teitur Lassen fik lov at åbne koncerten med hele tre solonumre, der lød som den rene monotoni. Foto: Sven Geißler.

Ikke styr på lyden

Da Holofernes’ band endelig kom på scenen, viste det sig hurtigt, at lydfolkene ikke havde styr på tingene. De nu syv musikere på scenen producerede en øredøvende larm, som ikke kun dræbte sangen, men også enhver fornøjelse ved at overvære koncerten. De færreste havde nok husket at tage ørepropper med, for hvis man har hørt pladerne, regner man ikke nødvendigvis med at skulle overvære noget, der kommer tæt på at stå ved siden af en lufthavns startbane.

Det var et uigennemsigtigt miskmask af guitarer, bas, trommer, perkussion og keyboards, der kom ud af højttalerne, så musikernes individuelle evner ikke kunne spores. Man kunne indvende, at akustikken i sådan en industrihal, hvor der ellers produceres klassiske yachter, kan være problematisk. Men der har før været en del koncerter på stedet, både klassisk, jazz og rock, og lyden har hidtil aldrig været et problem.

Publikum bestod af tre fraktioner: Der var hardcore-fans direkte foran scenen. De kendte tilsyneladende alle tekster udenad, så det ikke gjorde noget, at lyden var så elendig, at ordene næsten gennemgående var uforståelige. De nød stemningen i en rockkoncert, og det har de selvfølgelig lov til.

Jarita Freydank, Teitur Lassen, Alexander Binder, Jörg Holdinghausen, Judith Holofernes, Hanno Stick og Katrin Hahner (fra venstre) kunne ikke vise deres individuelle evner, fordi alting druknede i den dårlige lyd. Foto: Sven Geißler

Jarita Freydank, Teitur Lassen, Alexander Binder, Jörg Holdinghausen, Judith Holofernes, Hanno Stick og Katrin Hahner (fra venstre) kunne ikke vise deres individuelle evner, fordi alting druknede i den dårlige lyd. Foto: Sven Geißler

Den anden fraktion bestod af de tålmodige, der fortrak til den bagerste del af hallen eller lige udenfor i håb om at kunne beskytte ørerne mod larmen og måske på afstand alligevel få noget ud af Holofernes’ gode tekster. Og så havde de betalt cirka 40 euro pr. billet (35 plus gebyr), dem smider man jo ikke bare væk.

Endelig var der de skuffede, der meget tidligt ikke kun forlod hallen, men hele arrangementet. Under hele koncerten kunne man iagttage en lind strøm af gæster, der med forstenede ansigter gik deres vej.

– Egentlig hører vi hende gerne på grund af de gode tekster. Men dem kan man jo ikke høre her, sagde en af gæsterne med et skævt smil. Og en anden konstaterede tørt:

– Jeg er bare skuffet.

Da koncerten nærmede sig slutningen, var der meget tydeligt mere plads mellem gæsterne. En flok af den førstnævnte fanfraktion foran scenen var til gengæld tilsyneladende tilfredse med forestillingen og klappede sig til en hel stribe ekstranumre. Men da var de fleste, der havde købt billetter, allerede på vej hjem.

Schleswig-Holstein Musik 
Festival: Judith Holofernes med band: Das Chaos bin ich. 
Robbe & Berking værftet, 
Flensborg, tirsdag aften.

kommentar
deling del

Skriv et svar