Single Daily
af

Lennart Adam

En skyline med 100 skibsmaster

Er der i en tid med globalisering og industrialisering stadig noget som søfartsromantik?

Ja, der er. I hvert fald i Flensborg, ikke mindst under Romregattaen, som fandt sted denne weekend.

Der er for eksempel synet af over 100 traditionelle fartøjer, der hele weekenden ligger i Flensborg Havn, og hvor de mange master med reb og tovværk i et par dage danner Flensborgs skyline.

Så er der liv på skibene. Man spiller musik sammen, griner eller bare soler sig på dækket og nyder de første rigtige sommerdage.

Og så er der selvfølgelig kapsejladsen selv. Også i Romregattaens 38. år har konkurrencen ikke mistet sin appel til sejlerne, og Flensborg Fjord var fyldt med store og små skibe, der sejlede om kap. Det særlige er dog, at det ikke er en hård konkurrence. Reglerne kender deltagerne alt til, for nogle af de gamle skibe har deltaget, siden den første »Rum-Regatta« blev skudt i gang. Hvem vinderen er, er ikke så vigtigt i sidste ende. Det vigtigste er at være med og bruge tid sammen. Det ses, når priserne bliver uddelt. Den store flaske rom, som andenpladsen i hver klasse får som præmie, bliver delt i almindelighed.

Indtil natten falder på, fejres der på skibene. Mennesker mødes, drikker sammen, nogen bringer en guitar eller en harmonika og derefter synges der sammen. Weekenden er derfor hvert år et højdepunkt for mange lystsejlere, og datoen har en fast plads i deres kalender.

Søndag lagde de fleste af bådene fra land, satte sejl igen og sejlede tilbage til deres hjemmehavn. Det farvel var dog næsten altid ledsaget af ordene: Vi ses næste år!

Foto: Sven Geißler

kommentar
deling del

Skriv et svar