Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

En moralsk forpligtelse

Delstatens kunstmuseer på Gottorp Slot i Slesvig er i gang med systematisk at undersøge, hvor megen kunst museet er kommet uretmæssigt til som følge af nazisternes omfattende kunstrøveri.
Delstatens kunstmuseer på Gottorp Slot i Slesvig er i gang med systematisk at undersøge, hvor megen kunst museet er kommet uretmæssigt til som følge af nazisternes omfattende kunstrøveri.

I Tyskland er museer på stribe i disse år ved at opgøre, hvor stor en del af deres samlinger der består af kunst, som blev røvet af nazisterne. Nogle af museerne er også i gang med omfattende granskninger af den kunst, som tyske forskere har hjembragt fra udgravninger i udlandet. Proveniens kalder man den forskning, som kunsthistorikere foretager for at kunne fastslå, hvorfra bestemte kunstværker på et museum eller i et arkiv stammer. Det er en forskning, der fik særlig relevans efter, at den såkaldte Gurlitt-samling blev afsløret i München i 2013. Her kom 1400 mesterværker af europæiske malere for dagens lys. En stor del af disse værker var stjålet fra jøder eller købt mistænkeligt billigt på auktioner, efter at flygtende jøder i 1930erne måtte skille sig af med kunsten til unaturligt lave spotpriser. Forskningen har dog løbende stået på siden 1970erne, hvor den for alvor begyndte.

På Slesvig-Holstens delstatsmuseer – der har hovedkvarter på Gottorp Slot i Slesvig – blev der for fem år siden igangsat et systematisk efterforskningsarbejde, og nu kan chefen for museets kunsthistoriske afdeling, Dr. Kirsten Baumann, sammen med magister Melanie Jacobi fremlægge de første resultater. Mellemfacit er, at der i magasinerne kun befinder sig ganske få kunstværker, der kan betegnes som kunst, som er blevet frarøvet de oprindelige ejere.

Dr. Kirsten Baumann vurderer, at der næppe vil befinde sig flere »belastede kunstværker«, end der kan tælles på én hånd. De første kritiske objekter blev tirsdag præsenteret på et pressemøde på Gottorp Slotsø i Slesvig. Det drejer sig om maleriet »Mädchen mit Geranie« af malet af kunstneren Karl Hofer (1878-1955) i 1923 og en vifte, der er udført på forgyldt papir i cirka 1750.

Stjålet på Krystalnatten

Maleriet har tilhørt den jødiske privatsamler Max Selig fra Düsseldorf og blev stjålet fra hans private ejendom på Rigskrystalnatten den 9. november 1938. I 1949 blev det i Kiel fundet som såkaldt »ejerløs kulturklenodie« i Kiel og videregivet til Schleswig-Holsteinisches Landesmuseum. Hvad der kommer til at ske med maleriet, er endnu ikke afklaret, men Dr. Kirsten Baumann siger, at museerne på Gottorp Slot har som mål, at der findes en »retfærdig og mindelig løsning, som alle parter kan være tilfredse med«. Det gælder også for de kritiske kunstværker, der måtte dukke op senere i efterforskningen, tilføjer hun.

Den orientalske vifte har tilhørt en familie Budge fra Hamborg, og her er der blevet indgået et forlig, så landsmuseerne nu har »genkøbt« viften fra de retmæssige ejere, nemlig Budge-familiens arvinger. Det betyder, at viften nu retmæssigt kan forblive i depoterne på Gottorp Slot.

Endvidere er der blevet opdaget en tinpokal, som er blevet givet tilbage til arvingerne efter den oprindelige ejer, den jødiske kunsthandler Mozes Mogrobi i Amsterdam – og det uanfægtet det faktum, at chefen for Thaulow-Museum i Kiel, Dr. Ernst Sauermann, købte tinpokalen af Mozes Mogrobi i 1941. I London-erklæringen fra 1943 fastslog de allierede nemlig med basis i Haager Land­krigsreglementet, at al kunst, der var købt af tyskere i det tysk-besatte områder under Anden Verdenskrig, var at betragte som »anskaffet på ureglementeret vis«.

Rene linjer

– Vi har ikke blot en videnskabelig, men også moralsk forpligtelse til at sørge for, at al kunst i vore depoter har rene linjer tilbage i historien. Når det er sagt, så må vi også fastslå, at vores forgænger, Dr. Ernst Sauermann, i forhold til andre museer i Tyskland har været yderst tilbageholdende med at anskaffe kunst, som man allerede dengang kunne forudse havde en kritisk forhistorie, siger Dr. Kirsten Baumann.

Thaulow-Museum i Kiel var forløber for de nuværende Schleswig-Holsteinische Landesmuseen i Slesvig. Museet flyttede fra Kiel til Slesvig efter Anden Verdenskrig.

Det er minutiøst arbejde, Melanie Jacobi står for. Hun følger det system, der i fagkredse er kendt som »lyskurv-systemet«. Kunstværkerne inddeles i grønne, gule og røde farver. Grøn står for de værker, der med sikkerhed kan klassificeres som »problemfri«. Gul står for de kunstværker, der er »sandsynligvis problemfri«, Og den røde farver betegner de kunstværker, der med sikkerhed kan fastslås som værende »belastet«.

Aflægge regnskab

– Målet er ikke at kunne give så meget tilbage som muligt, men at kunne aflægge regnskab for hvert enkelt kunstværk. Vi indskrænker os til at undersøge de værker, der er blevet indkøbt af museet i de år, nazisterne sad ved magt, og i efterkrigsårene frem til 1949, fortæller Melanie Jacobi.

Grundlaget for arbejdet er Wash­ington-aftalerne fra 1993. I disse fastslås det blandt andet, at alle de kunstværker, som nazisterne beslaglagde, skal identificeres, og at de enten skal afleveres tilbage, eller museerne skal opnå aftaler med de retmæssige arvinger til værkerne. De værker, som nazisterne stemplede som »entartete Kunst«, betragtes dog ikke som »røvet kunst« (»Raubkunst«), da der her var tale om kunst, der i forvejen tilhørte museer i det tyske rige.

Landesmuseen arbejder også på at opnå aftaler med kunsthandlere i Danmark, primært i København. Mens proveniensforskningen har fået højeste prioritet i Tyskland, er den nærmest ikke-eksisterende i Danmark, hvad angår den kunst, der er blevet beslaglagt og videresolgt uretmæssigt i nazi-perioden.

– Det er ganske enkelt ikke noget tema i Danmark. Her ser man – og det vil primært sige kunsthandlerne – intet behov for handling. Kunsthandlerne ønsker i første omgang at forsvare deres kunder, siger Dr. Kirsten Baumann.

Gottorp Slot i Slesvig. Foto: Carsten Rehder/dpa

Gottorp Slot i Slesvig. Foto: Carsten Rehder/dpa

kommentar
deling del

Skriv et svar