Single Daily
af

Niels Ole Krogh

A.P. Møller-fonden giver en million til ny opera på grænsen

Foreningen Opera på Grænsen har fået en million kroner til opførelse af en opera i anledningen af genforeningsjubilæet i 2020.
Foreningen Opera på Grænsen har fået en million kroner til opførelse af en opera i anledningen af genforeningsjubilæet i 2020.

Foreningen Opera på Grænsen har modtaget en bevilling på en million kroner af A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, i daglig tale A.P. Møller-fonden. Pengene er øremærket til en opførelse af en ny opera, »Grænsen«, i anledning af genforeningsjubilæet i 2020.

Formand for Opera på Grænsen, Anders Molt Ipsen, er særdeles glad for bevillingen, da det nu gør det muligt at igangsætte hele projektet, der har været under forberedelse de seneste halvandet år.

Et stort hold

Operaen »Grænsen« realiseres i et samarbejde med Sønderjyllands Symfoniorkester, et kammerorkester samt komponist og librettist Bo Gunge. Operaen opføres i fuld skala, og dramaet inddrager de hovedbegivenheder, der førte til afstemningerne i 1920.

Kunstnerisk leder på projektet er Erik Kaltoft, forhenværende professor ved Det Fynske Musikkonservatorium.

– Alle varianter af menneskelig dårskab, dobbeltspil og selvovervurdering viser sig blandt de mange, der følte sig kaldet til at blande sig i det politiske spil, siger Bo Gunge og fortsætter:

– Midt i det hele står én person, som modtager mange verbale tæv, finder sig i mange uforskammetheder og er genstand for endeløse rænker. Det er H. P. Hanssen.

Oplagt genre

Om musikken udtaler Bo Gunge, at det især er en god historie at fortælle som opera, fordi nogle af de virkelige begivenheder næsten ville virke utroværdige i realistisk fortællestil.

– Musikken bløder kanterne op og transporterer os rundt til begivenhedernes skiftende brændpunkter. De højstemte følelser hos karaktererne i det nationale drama kan modereres forbilledligt over i ekspressive fraser hos sangerne, som forplanter sig med lydens hast til stolesæderne. Med den frie tilføjelse af fortællingen om H. P. Hanssens datter Astrid, og hendes forlængede kamp for et ordentligt liv på trods af grænser og forskelle, flyttes de 100-årige begivenheder samtidig helt tæt på os selv, og på den enestående fred grænsedragningen i 1920 alt i alt bidrog til, siger Bo Gunge.


Glæden ved musik

Opera på Grænsen leverer sang og musik i området nord og syd for den dansk-tyske grænse. Foreningen knytter tråde med opera- og sangoplevelser. Glæden ved sang og dens udøvelse står centralt i foreningens bestræbelser på at udbrede kendskabet og interessen for sang og operaen som genre.

Der arbejdes på at styrke og udbrede glæden ved sang, musik og bevægelse gennem egne opsætninger, koncerter, workshops og talentudvikling.

Bestyrelsen består af Hanne Damtoft Johansen, Lene Lass, Birgit Messerschmidt, Stephan Kleinschmidt og Anders Molt Ipsen

kommentar
deling del

Skriv et svar