Single Daily
af

Lars Geerdes

En koncert man sent vil glemme

Verdensstjernen Giora Feidman var rørt over den store opbakning, han fik i Flensborg. Spilleglade musikere blev fejret af et lydhørt publikum.
Verdensstjernen Giora Feidman var rørt over den store opbakning, han fik i Flensborg. Spilleglade musikere blev fejret af et lydhørt publikum.

Det sker af og til, at man bliver udsat for noget, der efterlader så stort et indtryk, at man har svært ved at finde de rigtige ord. Koncerten med Giora Feidman onsdag aften i yachtværftet Robbe & Berkings store hal var sådan en begivenhed, de fleste af de tilstedeværende – inklusive undertegnede – sent vil glemme.

Giora Feidman (t.h.) slår tonen an, mens (fra venstre) Murat Coskun, Guido Jäger og Enrique Ugarte venter på deres indsats. Foto: Sven Geißler.

Giora Feidman (t.h.) slår tonen an, mens (fra venstre) Murat Coskun, Guido Jäger og Enrique Ugarte venter på deres indsats. Foto: Sven Geißler.

Man kunne sagtens nøjes med at beskrive koncertforløbet. At verdensstjernen Giora Feidman sin høje alder til trods viste sig stadigvæk at være en sand virtuos på sit instrument. At hans medspillere – Enrique Ugarte fra Baskerlandet i Spanien (akkordeon), den tyskfødte Murat Coskun (rammetrommer) og tyskeren Guido Jäger (kontrabas) – er lige så fantastiske musikere. At Feidman åbnede koncerten, der var arrangeret af Schleswig-Holstein Musik ­Festival, med en sart og stille version af »Hava Nagila«, som han spillede, mens han vandrede fra indgangs­porten igennem hele hallen til scenen. Og at kvartetten så stort på, hvad der stod i det trykte program og spontant ændrede både reper­toire og rækkefølge.

Meget mere end 
bare en koncert

Når en jødisk musiker, der er født i Argentina, med et internationalt band står på en scene i Tyskland, er det dog en begivenhed, der er større end bare en koncert. I en tid som vores, da højrenationalisme og antisemitisme mange steder i Europa genopblusser, og visse politikere helt skamløst prøver at relativere de forbrydelser, der i det tyske folks navn er begået mod jøderne (og andre), er det et signal, at et tysk koncert­publikum ikke kun andægtigt lytter til musikken, men helhjertet synger med på flere jødiske sanges refrainer. Endda et stærkt signal, som den 82-årige klarinettist blev benovet og rørt over – og takkede for med en ­ydmyg gestus.

– I skal ikke klappe. Det er mig, der skal klappe ad jer, sagde Giora Feidman i en blanding af tysk og engelsk, efter at den udsolgte hal på smuk vis havde sunget med på Sholom Secundas berømte »Donna, Donna«.

Ydmygheden prægede også Giora Feidmans holdning over for hans musikerkollegaer. De var loyale medspillere, når klarinettisten gik foran i sprudlende fortolkninger af den traditionelle klezmermusik, men de fik også mange muligheder for at præsentere deres evner som solister og i duetter – og fik fortjent bifald af maestroen.

Det skete for eksempel efter en medrivende fortolkning af Chick Coreas »Spain« med akkordeon og kontrabas. Og efter Enrique Ugartes helt ekstraordinære akkordeonversion af den berømte »Concierto de Aran­juez«. Og efter en solo på en lille rammetromme, som Murat Coskun med fingerspidser, håndflader og knytnæver fik flere forskellige toner ud af end en hel del trommeslagere i pop- eller rockbands vil kunne af et komplet trommesæt.

Selv om koncertens overskrift lød »The Spirit of Klezmer«, var der altså langt mere end kun klezmermusik på repertoiret. Det var medvirkende til, at aftenen blev både farverig og underholdende, fascinerende – og ikke mindst følelsesladet.

– Hverken i tora, det gamle testamente, det nye testamente eller i koranen står der, at ekstranumret skal komme sidst, sagde Giora Feidman med et smil og annoncerede en sang, som blev udødeliggjort af ­Louis Armstrong.

Giora Feidman (t.h.) i et af de fascinerende øjeblikke under koncerten i samspil med Guido Jäger på kontrabas. Foto: Sven Geißler.

Giora Feidman (t.h.) i et af de fascinerende øjeblikke under koncerten i samspil med Guido Jäger på kontrabas. Foto: Sven Geißler.

Et budskab om 
fred og kærlighed

– Vi er født for at leve i fred med hinanden. Hvorfor er det så ikke sådan i hele verden, spurgte den lille, sympatiske mand med den store udstråling, og opfordrede koncertgæsterne til at sprede budskabet om fred og kærlighed, inden han gav en bevægende version af »What A Wonderful World«.

Selv om de fire musikere har spillet sammen i mange koncerter, var der aldrig en antydning af rutine – tværtimod. Koncerten bar præg af spillelyst og spontanitet, og det nød gæsterne i høj grad. Og omvendt. For det var meget tydeligt, at også kvartetten på scenen nød at være i selskab med et lydhørt publikum, der fangede både de sjove og de alvorlige toner.

Schleswig-Holstein Musik ­Festival: Giora Feidman og band: The Spirit of Klezmer. Robbe & Berking værftet, Flensborg, onsdag aften.

kommentar
deling del

Skriv et svar