Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

En hyldest til det langsomme

Sydslesvigeren Berit Dröse blev færdiguddannet som kunstner for ti år siden og har allerede en lang liste af arbejdslegater og udstillinger på sit cv. På en udstilling på det danske bibliotek i Flensborg opløser hun både tid og tyngdekraft.
Sydslesvigeren Berit Dröse blev færdiguddannet som kunstner for ti år siden og har allerede en lang liste af arbejdslegater og udstillinger på sit cv. På en udstilling på det danske bibliotek i Flensborg opløser hun både tid og tyngdekraft.

Du bliver mødt af en flere meter bred videoinstallation, når du træder ind til årets første udstilling i Sydslesvigs Danske Kunstforening. Baggrunden på den væg-store skærm er sort, og en krop svæver og vrider sig rundt i rummet.

»Dark Energy« kalder Berit Dröse videoen, som man bliver helt svimmel af at se på: En krop befinder sig i noget, der ligner en limbo – en slags mellemtilstand eller tilstand af lammelse. Tyngdekraften forskydes, og tid og rum opløses.

Kunstneren siger, at installationen er et selvportræt og inspireret af en periode i sit liv, hvor hun oplevede sig selv som rodløs.

Berit Dröse udstiller de kommende tre uger på Dansk Centralbibliotek i Flensborg sammen med billedhuggeren Alf Becker, der bor i Angel.

Hun er student fra Duborg-Skolen i 2002 og tog bagefter en uddannelse på Det Jyske Kunstakademi i Aarhus, som hun supplerede med studier på Kunsthochschule Berlin-Weißensee fra 2007 til 2008.

 Berit Dröse er student fra Duborg-Skolen i Flensborg i 2002 og har senere gået på kunstakademierne i Aarhus og Berlin. Hun kredser om forbindelsen mellem en fysisk og en mental virkelighed. Foto: Hans Christian Davidsen.

Berit Dröse er student fra Duborg-Skolen i Flensborg i 2002 og har senere gået på kunstakademierne i Aarhus og Berlin. Hun kredser om forbindelsen mellem en fysisk og en mental virkelighed. Foto: Hans Christian Davidsen.

Censurerede udstillinger

Nu er hun tilbage i Sydslesvig efter allerede at have haft et væld af solo­udstillinger og gruppeudstillinger ikke blot i Danmark og Tyskland, men også på anerkendte udstillingssteder i blandt andet Sverige, Rusland, Norge, Østrig, Holland, Frankrig og Island.

Hun debuterede på Kunstnernes Påskeudstilling i Kunsthal Aarhus i 2005 og er senere sluppet igennem til flere andre censurerede udstillinger i Danmark, herunder Forårsudstillingen på Charlottenborg i København og Den Censurerede Fynske i Odense. Berit Dröse har været vidt omkring på arbejdslegater og som residerende kunstner på blandt andet Det Danske Institut i Rom og Athen, i Reykjavik og i Trondheim.

60 timer om ugen

Men som installationskunstner kan man komme til at leve livet hårdt. Hendes kunst er ikke sofastykker, som gennemsnitsgæsten køber med sig hjem fra en udstilling. Berit Dröse er derfor nødt til at have et deltidsjob ved siden af, og med de nødvendige timer i atelieret løber hendes arbejdsuge snildt op på over 60 timer.

Det er ikke mange værker, hun er mødt op med på udstillingen i Flensborg. Meningen er, at udstillingsgæsten skal dvæle og give sig god tid, opleve det langsommelige og det fysiske som en kontrast til de digitale oplevelser, som findes til overflod.

Berit Dröses timeglasskulpturer. På hver skulptur er der monteret reagensglas, som der løber sand igennem. Glassene drejer rundt ved hjælp af en motor. Fotos: Hans Christian Davidsen.

Berit Dröses timeglasskulpturer. På hver skulptur er der monteret reagensglas, som der løber sand igennem. Glassene drejer rundt ved hjælp af en motor. Fotos: Hans Christian Davidsen.

Man bliver snydt

Berit Dröse arbejder rumligt og opfordrer beskueren til at gå langsomt rundt i udstillingslokalerne og meditere ved værkerne. Bag video-installationen, hvor en kvindekrop bevæger sig langsomt og søgende i det mørke univers, kan man blive snydt af hendes timeglasskulpturer, »Hourglass I – VII«, der ligner antikke værker, men som er yngre, end de ser ud til.

En række timeglas kører rundt med en motor og står på små kobbersøjler på borekerner, cylinderformede bjergartsprøver.

Man kan se det hele på få minutter, men kan også unde sig selv en halv time eller en hel – meget apropos. For i »Hourglass I – VII« belyser Berit Dröse tidens ubegribelighed og stiller spørgsmålstegn ved vor forståelse ved begrebet tid. For hvad er tid for en størrelse?

Billedhuggeren Alf Becker fra Hasselberg ved Kappel viser skulpturer i cortenstål, specialstål og bronze. Temaet balance er et vigtigt udgangspunkt i hans arbejder.
Billedhuggeren Alf Becker fra Hasselberg ved Kappel viser skulpturer i cortenstål, specialstål og bronze. Temaet balance er et vigtigt udgangspunkt i hans arbejder. Fotos: Hans Christian Davidsen.
kultur2
kultur4

Skulpturer fra Angel

Billedhuggeren Alf Becker viser i rummet ved siden af skulpturer i specialstål og bronze. Balance er det gennemgående tema i hans værker, hvor runde og kantede geometriske former står i kontrast til hinanden.

Alf Becker er uddannet på Folkwangschule i Essen i anden halvdel af 1970erne og slog sig i 2012 ned ved Hasselberg tæt på Østersøen. Her har han en skulturhave, som man kan besøge. En del af hans værker er udført i cortenstål, som er en korrosionstræg ståltype, der traditionelt anvendes til produktion af skibscontainere. Cortenstålet danner et beskyttende rustfarvet lag på overfladen og bliver en del af værkernes æstetik.

Sydslesvigs Danske Kunstforening: Udstilling med Berit Dröses installationer og Alf Beckers skulpturer. Kan ses på Flensborg Bibliotek til og med den 10. februar.

kommentar
deling del

Skriv et svar