Single Daily
af

Dorthe Wolff

En fjerdedel af danske skoler uden svømmeundervisning

Mange steder ligger de danske skoler for langt fra en svømmehal til, at man kan tilbyde eleverne svømmeundervisning.
Mange steder ligger de danske skoler for langt fra en svømmehal til, at man kan tilbyde eleverne svømmeundervisning.

I de nyeste læreplaner fra undervisningsministeriet i Kiel forpligtes de tyske grundskoler til at lære hver enkelt elev at svømme inden udgangen af grundskolen. Disse læreplaner er de danske skoler i Sydslesvig ikke omfattet af. Derimod må de danske skoler suverænt bestemme selv, om de vil tilbyde svømmeundervisning. Sådan fortæller Uwe Prühs, vicedirektør og områdechef i Skoleforeningen:

– Det er op til skolerne selv at vurdere, om de har tid og ressourcer til at prioritere svømmeundervisning. Men fra Skoleforeningens side anbefaler vi selvfølgelig altid de enkelte skoler at tilbyde eleverne svømmeundervisning, understreger vicedirektøren.

For lang transporttid

Ud af Skoleforeningens 40 danske skoler (med mindre skoleklasser) har der de seneste år været cirka 30 skoler, der har tilbudt svømmeundervisning.

– Og det vil jeg tro, at der også vil være i det kommende skoleår. De resterende skoler, der ikke tilbyder svømmeundervisning, ligger for langt væk fra en svømmehal til at det kan lade sig gøre, forklarer vicedirektøren og tilføjer, at der skal en lærer med for hver femtende elev.

– Hvis man så sidder i en bus i en hel klokketime for at tilbyde en halv times svømning, så hænger det jo ikke sammen. Men jeg er bekendt med, at alle de steder, hvor skoler kan komme i nærheden af det, så prøver man på at tilbyde det.

Cirka 30 ud af Skoleforeningens 40 danske skoler har de seneste år tilbudt svømmeundervisning. Arkivfoto: Lars Salomonsen

Cirka 30 ud af Skoleforeningens 40 danske skoler har de seneste år tilbudt svømmeundervisning. Arkivfoto: Lars Salomonsen

Vigtigt tilbud

Trene-Skolen i Tarp er et af de steder, hvor man godt kan få svømmeundervisningen til at hænge sammen. Her kører skolens tredjeklasser nemlig hver fredag til svømmeundervisning i svømmehallen i Jaruplund. En bustur, der tager ti minutter hver vej, og udbyttet er en reel svømmetid på 45-50 minutter. En vigtig prioritet, mener skoleleder Georg Thomsen:

– Vi bor i landet i mellem to have på højre og venstre side, og hvis man kigger på, hvad forældrene lærer deres børn idag, så mener jeg, at det er vigtigt, at vi varetager denne opgave.

Derfor har man også på Trene-Skolen startet et nyt vandtilvænningskursus op, hvor børnehavebørnene sendes ud til friluftsbadet i Tarp for allerede der at opnå de første svømmefærdigheder, fortæller skolelederen.

Manglende ressourcer

Lyksborg Danske Skole er et af de steder, hvor man – for tiden – ikke tilbyder svømmeundervisning. Og det på trods af, at der kun er et par kilometer til nærmeste svømmehal. Leder Annegret Andersen forklarer:

– Vi har tilbudt svømmeundervisning tidligere, men nogle gange er der nogle omstændigheder, der gør, at vi ikke kan tilbyde det. Jeg skal jo både have timer og lærerkapacitet til det, og det har vi ikke haft de sidste par år, fortæller skolelederen og tilføjer:

– Men det er selvfølgelig ærgerligt, og jeg vil da bestemt arbejde på, at vi kan tilbyde det igen.

kommentar
deling del

Skriv et svar