Single Daily
af

Cenia Bahnsen

Marc Reese

En anke over vildsvinehegnet kan vedtages efter påske

Foreløbig er meningerne blandt Flensborgs politikere delte - nogle vil have mere information om hegnets forløb i Kollund Skov, mens andre er klar til at gøre brug af vetoretten nu.
Foreløbig er meningerne blandt Flensborgs politikere delte - nogle vil have mere information om hegnets forløb i Kollund Skov, mens andre er klar til at gøre brug af vetoretten nu.

– Jeg kan efterhånden kun ryste på hovedet, siger Helmut Trost, formand for SPDs byrådsgruppe i Flensborg, når vildsvinehegnet langs den dansk-tyske grænser kommer på tale. Det omstridte hegn har igen været til diskussion i danske og tyske medier. Også i Flensborg, hvor politikerne overvejer, om kommunen skal nedlægge et veto i denne situation. Det kan kommunen, som solgte skoven i 2006, fordi den i salgsaftalen betingede sig at kunne sige nej til forskellige anlægsprojekter og øvrige indgreb i skoven.

– Den største skade er sådan set allerede sket. Beskadigelsen af det gode forhold mellem Danmark og Tyskland. Ingen her i regionen har interesse i de atmosfæriske forstyrrelser, siger Helmut Trost og fortsætter:

– Vi må tage alle midler i brug i denne sag.

Arne Rüstemeier, gruppeformand for CDU og formand for hovedudvalget, som forleden havde hegnet på dagsordenen, satser på dialog og information.

– Jeg har sendt en mail til Aabenraas borgmester, Thomas Andresen. I modsætning til det, der blev oplyst i medierne, opfordrer vi ikke et veto. Det foreligger ingen politisk beslutning om. Jeg vil give udtryk for, at vi ikke bare kan lade det ske. Og hvis der er muligheder, så vil vi benytte os af dem, siger Arne Rüstemeier, som med mailen til borgmesteren i Aabenraa vil give udtryk for bekymringer omkring indgreb i Kollund Skov, men især håber på et møde. Simpelthen for at få mere at vide om placeringen.

– Det er på tide, at der kommer klarhed over det her. Derfor vil jeg drøfte det med Aabenraa Kommune, fordi jeg synes, at vi trænger til at få en afklaring. Jeg lægger dog stort vægt på, at min henvendelse til Aabenraas borgmester på ingen måde skal forstås sådan, at vi slår ind på en konfrontationskurs – og slet ikke over for Thomas Andresen. Men det er klart, at jeg helt bestemt ikke er fortaler for et vildsvinhegn, og jeg tror, at der må kunne findes en løsning, som ikke går ud over Kollund Skov, siger Arne Rüstemeier.

Grænseovergangen mellem Tyskland og Danmark ved Skomagerhus ligger lige ved Kollund Skov. Foto: Martin Ziemer

Grænseovergangen mellem Tyskland og Danmark ved Skomagerhus ligger lige ved Kollund Skov. Foto: Martin Ziemer

Thomas Andresen oplyser til Flensborg Avis, at han har modtaget henvendelsen fra Flensborg Kommune og at han har sendt den videre til direktør Stig Werner Isaksen for kultur, miljø og erhverv i Aabenraa Kommune, da det er et administrativt anliggende.

– Jeg er i tvivl om, hvor skovgrænsen ligger, og hvor matriklerne skal placeres. Den yderste konsekvens er, at det bliver lidt dyrere for den danske regering, skriver Thomas Andresen.

Ellen Kittel-Wegner, gruppeformand for De Grønne i Flensborg, går ind for, at Flensborg gør brug af sin vetoret. Hun henviser til, at De Grønne er et europavenligt parti, og hun kan overhovedet ikke se en mening med et vildsvinehegn.

Hendes partifælle, landdagsmedlem, kandidat til Europa-Parlamentet og byrådsmedlem i Flensborg, Rasmus Andresen, ser gerne, at man sender et klart signal, som et veto vil være.

– Jeg undrer mig lidt over den uklare holdning, som Susanne Schäfer-Quäck (gruppeformand i SSW, red.) kommer med. Vi har brug for en politisk beslutning efter påskeferien. Jeg har fået mange henvendelser fra danske miljøaktivister og modstandere af vildsvinehegnet. Vi bliver ligefrem opfordret til at nedlægge veto. Vores veto kan være et klart signal imod hegnet og for flere grænseoverskridende naturområder, siger Rasmus Andresen.

Christian Reimer, talsmand for Flensborg Kommune, siger, at kommunen undersøger det kommende vildsvinehegns nøjagtige forløb.

– Der foreligger ingen ansøgning, som jo bør komme, hvis vildsvinehegnet går igennem et område, hvor Flensborg Kommune igennem aftalen har indflydelse på (»Vertragsgebiet«), siger Christian Reimer til Flensborg Avis.

kommentar
deling del

Skriv et svar