Single Daily
af

Lars Geerdes

En ærlig fødselsdagsgave

Det er svært at beskæftige sig med Emil Nolde, en af de største tyske malere i det 20. århundrede, uden at komme ind på konflikten mellem Noldes storartede værker på den ene side og hans usympatiske karaktertræk på den anden side. Kommende mandag (7. august) ville Nolde være fyldt 150 år, og i den anledning har Nolde-stiftelsen i Søbøl i Nordfrisland fået lavet en ny film om ham.

11 år efter, at Nolde-filmen »Drømme ved havet« udkom, er det igen ­instruktøren Wilfried Hauke, der har fået opgaven at vise kunstneren med hans mange facetter. Den nye film har fået titlen »Emil Nolde. Maler og myte«, og det er lykkedes Wilfried Hauke at producere en spændende og vedkommende filmisk biografi, hvor blandt andre forskere, tidligere naboer og medarbejdere kommer til orde og skildrer deres syn på den store kunstner.

Filmen fortæller Emil Noldes liv ganske kronologisk – fra fødslen på bondegården i Nolde i Sønderjylland til hans død den 13. april 1956 – og den efterfølgende dyrkelse af myten om Nolde som det evige offer på det museum, som er indrettet i kunstnerens hjem i Søbøl. Det var den første direktør af Nolde-stiftelsen, Joachim von Lepel, der prøvede at slette alle spor af kunstnerens omdiskuterede rolle i det Tredje Rige for at bevare et rent billede af Nolde i efterkrigs­tidens Tyskland. For øvrigt med stort held og godt hjulpet af, at Nolde ændrede væsentlige dele af sin egen biografi.

– Opgaven var at afdække myten uden samtidig at ødelægge det hele. Her kan vi fornemme de kritiske toner og kan alligevel nyde kunsten, sagde Wilfried Hauke om filmen, da den tirsdag blev præsenteret for pressen.

Direktøren for Nolde-stiftelsen, Christian Ring (t.v.), og filminstruktøren Wilfried Hauke præsenterede tirsdag den nye film om Emil Nolde for pressen. På søndag kan den ses på tysk tv. (Foto: Sven Geißler)

Direktøren for Nolde-stiftelsen, Christian Ring (t.v.), og filminstruktøren Wilfried Hauke præsenterede tirsdag den nye film om Emil Nolde for pressen. På søndag kan den ses på tysk tv. (Foto: Sven Geißler)

Hyldest og kritik

Filmens fortjeneste er, at den på samme tid hylder den store kunst, Emil Nolde har efterladt sig, og meget kritisk belyser Noldes personlighed. Billeder fra det nordfrisiske landskab omkring kunstnerens bopæl bliver stillet over for Noldes malerier for at illustrere, hvor præcist maleren indfangede farver og stemninger. Imellem de enkelte afsnit om hans kunstneriske udvikling fortæller blandt andre Nolde-biografen Kirsten Jüngling og Nolde-forskeren Bernhard Fulda, men også den tidligere medarbejder ved Nolde-stiftelsen, den nu 80-årige Veronica Ewaldsen om, hvordan de har oplevet Nolde enten personligt eller fra tilgængelige kilder.

På den måde bliver det i filmen hurtigt klart, at Emil Nolde meget tidligt var en udpræget tilhænger af sig selv og sin kunst. I al ubeskedenhed følte han sig altid misforstået og undervurderet og gav også udtryk for det. Rollen som offer dyrkede Nolde meget grundigt hele sit liv. Hans fjender var de førende skikkelser på den daværende tyske kunstscene, især kunstnergruppen »Berliner Secession« med jøden Max Liebermann i spidsen.

Emil Nolde og hans hustru Ada i haven i Søbøl på et foto fra 1941. (Foto: Nolde Stiftung Seebüll)

Emil Nolde og hans hustru Ada i haven i Søbøl på et foto fra 1941. (Foto: Nolde Stiftung Seebüll)

Som tilhænger af nazi-ideologien og især Adolf Hitler regnede Nolde i 1930erne med at kunne blive den førende tyske kunstner, fordi han betragtede sin kunst som »ur-tysk« og dermed på linje med regimet. At Hitler havde nogle helt andre forestillinger om, hvad der skulle være »tysk«, kom som et chok for Nolde, som endda måtte lide den tort, at hans malerier blev betragtet som »uartet«, og at han fra 1941 fik forbud mod at sælge sin kunst. At han alligevel holdt fast ved sin beundring for Hitler og sit medlemskab i NSDAP er en kendsgerning, som stadigvæk ikke helt kan forstås, indrømmede Nolde-stiftelsens nuværende direktør, Christian Ring.

I filmens kommentar, som i øvrigt er indtalt af skuespilleren Axel Milberg (kendt som »Tatort«-kommissær fra Kiel), gives der udtryk for stor respekt for Noldes kunst og en vis forståelse for hans personlighed efter en barndom under kummerlige forhold og de problemer, han havde med at finde anerkendelse som kunstner. Der lægges dog ikke skjul på, at manden som person havde sine skyggesider.

Forkert syn på grænselandshistorie

Med det dansk-tyske grænselands ­historie, som uden tvivl hører med til Noldes biografi – ikke mindst fordi han var gift med en dansker og blev dansk statsborger efter Første Verdenskrig, på trods af, at han følte sig tysk – har holdet bag filmen dog visse problemer. Således hedder det i filmen, at fødestedet, landsbyen Nolde, i 1867 »endnu var tysk«, selv om det på det tidspunkt kun havde været tysk, eller hellere sagt preussisk, i ganske kort tid. Og lidt senere fortæller filmen, at »Nordslesvig efter Første Verdenskrig tilfaldt Danmark«, som om det var et resultat af krigshandlinger, og Sønderjylland indtil da altid havde været tysk.

– Her var vi nok fanget af den typisk tyske følelse af at have lidt et tab, indrømmede Christian Ring på avisens spørgsmål om den historisk forkerte fremstilling.

For Wilfried Hauke var det en udfordring at skulle lave en ny film om Nolde, som han i forvejen havde beskæftiget sig med. Det skulle nødigt blive til en »remake«. Mens den gamle film fortalte Noldes liv udelukkende med citater fra Nolde selv, er det nu andre, der ytrer sig, og det gør, at man får et mindre selvhøjtideligt billede af kunstneren.

– Vi har tidligere set for meget gennem Noldes egne briller. Det var derfor vigtigt at bryde Nolde-myten ved at lade andre eksperter fortælle om ham.

– Med filmen giver vi Nolde noget, som ikke er en nem, men en ærlig fødselsdagsgave, sagde Christian Ring afsluttende.

Filmen, som her vises i Nolde-museets biografsal, kommer ganske tæt på både Emil Noldes kunst og kunstnerens personlighed. (Foto: Sven Geißler)

Filmen, som her vises i Nolde-museets biografsal, kommer ganske tæt på både Emil Noldes kunst og kunstnerens personlighed. (Foto: Sven Geißler)

kommentar
deling del

Skriv et svar