Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Emil Nolde og havet

Kunstmuseet på Før præsenterer billeder, der viser Noldes særlige forhold til Slesvig-Holstens kyster.
Kunstmuseet på Før præsenterer billeder, der viser Noldes særlige forhold til Slesvig-Holstens kyster.

Man skulle tro, hver en sten var vendt og drejet, når det gælder Emil Noldes kunstneriske løbebane. Men selv om Nolde malede et utal af billeder med havet som motiv, er der endnu aldrig blevet vist en særudstilling med Emil Noldes maritime billeder som tema.

Det råder kunstmuseet på vadehavsøen Før bod på med en udstilling, der åbner den 9. september. »Nolde og havet« er titlen på udstillingen, som Museum Kunst der West­küste viser i Alkersum frem til den 6. Januar næste år. 25 malerier og lidt over 50 akvareller kan gæster­ne se, og det drejer sig ikke om billeder fra Noldes store rejser til Italien eller det sydlige Stillehav, som man måske skulle forvente, men om billeder fra Slesvig-Holstens kyster – både fra Vadehavet og fra østkysterne med deres klinter og bøge­skove.

Der vises primært malerier udlånt fra Nolde-Museum i Søbøl (Seebüll). Det er atmosfærefyldte stemningsbilleder side om side med farvemættede malerier med havet, der emmer af Emil Noldes begejstring for sammenspillet mellem luft og vand samt vind og bølger. Navnlig i akvarellerne er der næsten euforiske farve­kompositioner, hvor elementerne grænseløst flyder over i hinanden. Her ser man, hvad det var, Emil Nolde kunne med farver.

Ved ferniseringen lørdag den 8. september kokken 17.30 fortæller professor Ulrike Wolff-Thomsen, der er direktør for Museum Kunst der Westküste, og dr. Astrid Becker, der er vicedirektør på Nolde-Museum i Søbøl, om udstillingen og om Emil Noldes kunst.

Emil Nolde: Meer im Abendlicht, 1938-1945.

Emil Nolde: Meer im Abendlicht, 1938-1945.

kommentar
deling del

Skriv et svar