Single Daily
af

Ritzau Nyhedsbureau

Ekstremisme knyttes til tysk politikerdrab

Den tyske politiker Walter Lübcke blev tidligere på måneden likvideret i sin egen baghave. Nu er en mand med mulig tilknytning til det yderste højre anholdt.
Den tyske politiker Walter Lübcke blev tidligere på måneden likvideret i sin egen baghave. Nu er en mand med mulig tilknytning til det yderste højre anholdt.

En 45-årig mand, der er blevet anholdt i forbindelse med et skuddrab på en tysk delstatspolitiker, havde forbindelser til det højreekstremistiske miljø i Tyskland.

Det rapporterer flere lokale medier.

65-årige Walter Lübcke, der var regeringspræsident i Kassel og medlem af den tyske kansler Angela Merkels parti, CDU, blev fundet på terrassen i sin baghave i Istha kort efter midnat 2. juni. Han blev erklæret død to timer senere.

Ifølge obduktionen blev den 65-årige politiker dræbt af skud i hovedet på klos hold. Selvmord er blevet udelukket.

Lørdag morgen anholdt tysk politi en 45-årig mand i byen Kassel, der ligger cirka 160 kilometer nordøst for Frankfurt.

Søndag blev den 45-årige stillet for en dommer og efterfølgende varetægtsfængslet.

– Anholdelsen skete på baggrund af et dna-match, oplyste anklagemyndigheden i delstaten Hessen søndag ifølge mediet Deutsche Welle.

De tyske aviser Frankfurter Allgemeine Zeitung og Bild rapporterer, at den anholdte mand var medlem af det højreekstremistiske miljø. Bild citerer unavngivne efterforskere i sagen.

En talsmand for anklagemyndigheden ønskede søndag ikke at kommentere disse oplysninger.

Tysk politi har tidligere udtalt, at det ikke kan udelukkes, at der kan ligge et politisk motiv bag drabet på Walter Lübcke.

Deutsche Welle skriver, at Lübcke modtog dødstrusler muligvis som følge af politikerens liberale flygtningepolitik.

Walter Lübcke var tilhænger af Tysklands beslutning om at tillade en stor bølge af syriske flygtninge og andre migranter at komme ind i landet i 2015.

Politikeren brugte som argument, at det er en grundlæggende kristen værdi at hjælpe mennesker i nød.

– De, der ikke deler disse værdier, kan forlade det her land til enhver tid, sagde han tilbage i 2015.

Delstatspolitikeren modtog herefter flere dødstrusler fra den yderste højrefløj, skriver mediet Politico.

Ifølge samme medie vil tysk politi og anklagemyndigheden frigive flere oplysninger om den mistænktes potentielle motiv mandag.

En uge efter drabet på Walter Lübcke blev en ung mand anholdt på en færge i Østfrisland. Han blev dog løsladt kort tid efter uden sigtelse.

Lübcke var regeringspræsident i Kassel, der er en region i delstaten Hessen. En regeringspræsident er ikke at forveksle med en ministerpræsident, som er en delstats øverste politiske post.

Drabet på Lübcke har vakt stærke reaktioner på sociale medier. Blandt andet har flere bifaldet drabet, hvilket den tyske forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier, har fordømt på det kraftigste.

kommentar
deling del

Skriv et svar