Single Daily
af

Bianca Kirkeby

Ekspertens top syv over valgplakater: SSWs er fuldstændigt intetsigende

Flensborg Avis har sendt valgplakater fra syv forskellige partier i Slesvig-Holsten til en ekspert og bedt ham bedømme dem.
Flensborg Avis har sendt valgplakater fra syv forskellige partier i Slesvig-Holsten til en ekspert og bedt ham bedømme dem.

AfDs valgplakat ligner en turistbrochure, mens SSWs er fuldstændigt intetsigende.

Sådan lyder en valgplakateksperts dom over to af plakaterne i Slesvig-Holsten til delstatsvalget den 7. maj. Orla Vigsö er professor ved institut for journalistik, medier og kommunikation på Göteborgs Universitet. Han har i flere år forsket i brugen af valgplakater.

Ifølge Orla Vigsö skal en valgplakat støtte det budskab, som et parti giver på andre måder gennem sin kampagne. Det mener han ikke de klassiske portrætbilleder gør, som er blevet hyppigt brugt som valgplakat inden for de seneste 20-30 år.

– Portrætbilleder giver en opfattelse af, at personen har stadset sig op til at blive fotograferet og  sælge sig selv. Og så er der ingen kontekst i portrætplakater til resten af partiets kampagne, siger Orla Vigsö til Flensborg Avis.

Orla Vigsø er ekspert i valgplakater. Foto: Göteborg Universitet.


Orla Vigsö – ekspert i valgplakater

  • Professor ved Institut for journalistik, medier og kommunikation på Göteborgs Universitet.
  • Udannet fra Århus Universitet i statskundskab og nordiske sprog.
  • Tidligere professor i retorik.
  • Orla Vigsö har i flere år forsket i brugen af valgplakater som et medium mellem kunst, reklame og politik.
  • Han skrev sin afhandling om svenske valgplakater og har tidligere sammenlignet svenske og danske valgplakater.

Flensborg Avis har sendt Orla Vigsö valgplakater fra syv forskellige partier i Slesvig-Holsten og spurgt ham, hvad han synes om dem. Herunder kan du se hans top syv-liste over plakaterne.

1. Kubicki er tillidsvækkende, naturlig og autentisk

Foto: FDP.

Førstepladsen går til Wolfgang Kubicki fra FDP.

– Kubicki ser tillidsvækkende, menneskelig, naturlig og afslappet ud. Han ligner én, som tager sit arbejde alvorligt, siger Orla Vigsö.

Billedet af Kubicki er ikke opstillet som et klassisk portræt. Det er heller ikke taget i et studie men   et sted, hvor Kubicki kunne arbejde. Samtidig ligner hans tøj et sæt, han kunne gå med til hverdag. Det gør ham autentisk, lyder dommen fra Orla Vigsö, som også bemærker, at Kubicki kigger væk. Ifølge Orla Vigsö ligner det, han funderer. På den måde fremstår han som en tænksom type.

Eksperten fremhæver også Kubickis hvide hår, og at han er ubarberet.

– Det giver ham pondus.

2. Albig scorer point på sit grin

Foto: SPD.

SPD’s valgplakat med Torsten Albig lå tæt i feltet med Kubickis valgplakat, men SPD lander alligevel på en andenplads. Ifølge Orla Vigsö skiller plakaten sig ud fra de andre, fordi den er sort/hvid.

Der har været meget diskussion om, at valgplakater ligner reklamer for meget – men det bryder SPDs valgplakat med, forklarer han. Derudover scorer plakaten point på Albigs grin og med et baggrundsbillede ude i det fri.

– Han ser ualmindeligt sympatisk ud, fordi han ler mere, end man normalt ville gøre på en valgplakat. Det er svært ikke at synes om ham, fordi han ser så sympatisk ud, siger Orla Vigsö.

Han bemærker, at valgplakaten mest vil virke, hvis man i forvejen har et positivt syn på spidskandidaten, fordi slagordet på plakaten er meget ukonkret.

3. ”Ham ville jeg godt købe en brugt bil af”

Foto: CDU.

Daniel Günthers (CDU) billede er en portrætplakat uden kontekst, siger valgplakateksperten.

Selvom billedet er taget et sted, som ikke er i et studie, giver det ingen fornemmelse af, at han er ude i verden.

Ifølge Orla Vigsö giver Daniel Günther ikke meget mere end et udtryk af naturlighed og afslappethed.

– Han ser sympatisk og afslappet ud. Ham ville jeg godt købe en brugt bil af, siger eksperten.

4. Die Grüne er anderledes uden at være anderledes

Foto: Die Grüne.

For Orla Vigsö er Die Grünes valgplakat med Monika Heinold befriende anderledes – men den er anderledes på præcis samme måde som mange andre grønne partiers.

Monika Heinold har almindeligt hverdagstøj på, hun ser naturlig og glad ud og holder et bundt gulerødder.

– Gulerødderne er et symbol på økologi, men når man kigger på hende, spørger man sig selv, hvorfor hun skal styre regionen, siger Orla Vigsö.

Ifølge ham er det meget almindeligt blandt grønne partier, at de tager en rekvisit med ind i billedet, der symboliserer deres politik.

5. AfDs plakat ligner en turistbrochure

Foto: AfD.

AfDs valgplakat med Jörg Nobis er for kunstig og konstrueret. Orla Vigsö anbefaler spidskandidaten at få taget billedet på havnen og samtidig bære passende tøj.

– Han ser meget formel ud i lyseblå skjorte og mørk habit. Det er lidt for stift for resten af billedet.

Orla Vigsö sammenligner plakaten med CDUs. Daniel Günther ser mere naturlig ud, mens Jörg Nobis ligner en, som der blevet pudset og børstet, så alt ser perfekt ud – og det mener eksperten får Nobis til at virke mindre autentisk.

– Plakaten ser ud som turistbrochure. Det ser ud som om, han har sagt til reklameafdelingen, at nu skal vi finde et billede, der viser Flensborg. siger Orla Vigsö.

Det ville virke bedre, hvis kandidaten havde fået taget et billede, hvor han var i Flensborg i stedet for at photoshoppe byen ind. Ifølge eksperten ville det give opfattelsen af, at han var i miljøet, at han færdes der og ved, hvad der foregår.

6. Die Linke giver dårlig samvittighed

Foto: Die Linke.

Die Linke fremstiller sine synspunkter ved at vise, hvem det er synd for. Partiet fremlægger et problem, som de har svaret på – en skoleelev ser mut ud på et dystert billede, og partiet ved, hvad der skal til for at gøre hende glad igen.

Ifølge Orla Vigsö er det typisk venstre-partier at bruge den metode.

– Plakaten spiller ekstremt meget på følelserne og giver dårlig samvittighed. Det bryder jeg mig ikke om, siger han.

7. SSWs plakat er fuldstændigt intetsigende

Foto: SSW.

Orla Vigsö bedømmer SSW’s til at være den dårligste ud af de syv valgplakater.

– Der er dårlig reklame og turistbrochure over SSWs valgplakat. Den er jo fuldstændigt intetsigende. Billedet har ingenting at gøre med teksten, siger han.

Eksperten fremhæver, at der kan være en smule symbolik over det med fyrtårnet. Et symbol på, at partiet skal vise vejen, men han mener ikke, at teksten knytter an til det. På den måde forstærker SSW ikke noget i resten af sin kampagne gennem sin plakat.

Ifølge Orla Vigsö er det modsat de andre partiers plakater, der ville kunne gøre det alt afhængigt af, hvordan de kombineres med resten af kampagnen.

– SSWs plakat har hverken det personlige eller grafiske med sig. Den er bare kedelig.

SSW: Fyrtårn giver sikkerhed

SSW forklarer, at der netop er symbolik i fyrtårnet på deres plakat.

Ifølge pressemand for SSW, Per Dittrich, at fyrtårnet spiller sammen med deres slogan ”Det kan du stole på.”

– Fyrtårn giver normalt sikkerhed og sørger for, at skibe ikke rammer ind i noget, siger Per Dittrich

Forskelle på tyske og danske valgplakater

  • Valgplakaterne i Slesvig-Holsten har flere ligheder med tyske valgplakater end med danske.
  • Teksten er ofte kursiv på tyske valgplakater – det er den ikke på danske valgplakater. Man ved ikke hvorfor.
  • Det er typisk i Tyskland, at skriften sættes i en tekstboks – ligesom på Wolfgang Kubickis plakat (FDP).
  • Danske valgplakater ofte portrætbilleder taget i et studie og uden nogen kontekst. Det er anderledes i Tyskland. For eksempel Jörg Nobis’ (AfD) plakat viser Flensborg i baggrunden.
  • Skrigende farver er blevet brugt på flere af valgplakaterne fra Slesvig-Holsten. Markante farver ses oftere på tyske valgplakater end på danske.

 

kommentar 4 kommentarer
deling del

4 kommentarer

Skriv et svar