Single Daily
af

Bianca Kirkeby

Ekspert korrekser medier: SPD og CDU står fuldstændigt lige

Partierne SPD og CDU står fuldstændigt lige i valgkampen i Slesvig-Holsten, selvom meningsmålingerne illustrerer et lille forspring til CDU. Det siger professor fra Center for Journalistik på Syddansk Universitet David Nicolas Hopmann.

De seneste meningsmålinger fra ZDF og ARD viser, at CDU er foran SPD med henholdsvis to og et procentpoint. Du kan se meningsmålingerne herunder.

Grafik: Kay Ohlesen og Eyla Boysen.

Men ifølge David Nicolas Hopmann er forskellen for lille til at udråbe CDU til at være det førende.

– Man kan ikke konkludere, at det ene parti ligger foran det andet. Vi kan konkludere, at de har lige stor opbakning, siger David Nicolas Hopmann til Flensborg Avis.

David Nicolas Hopmann. Foto: Syddansk Universitet.

Derfor ligger CDU ikke foran SPD

Når partierne ligger på omkring de 30 procent, er der en usikkerhed på omtrent tre point i resultaterne. Det betyder, at de to partier i virkeligheden kunne ligge henholdsvis tre procent højere eller lavere. For eksempel kunne SPD ligge på 33 procent, selvom ZDF’s meningsmåling viser 30 procent.

Læs mere: CDU ligger foran SPD i nye målinger

– SPD ligger på 30 procent, fordi det er det bedste bud, vi har på baggrund af meningsmålingen. Men tallet er behæftet med usikkerhed. Det kunne ligeså godt ligge på noget andet på grund af de statiske usikkerheder, fordi det kommer fra en stikprøve, siger David Nicolas Hoppman.

Den statistiske usikkerhed afhænger af, hvor mange der er blevet spurgt, og det er afgørende, at de er tilfældigt valgt ud af alle dem, der kan stemme.

Lille forskel kræver flere adspurgte

Selvom meningsmålingerne er foretaget på den korrekte måde, vil der ifølge David Nicolas Hopmann altid være en statistisk usikkerhed. En måde at gøre sin statistik mere sikker på er at øge antallet af adspurgte.

Læs mere: Syv partier kommenterer ligestilling mellem mindretallene og flertalsbefolkningen

En meningsmåling er betydelig mere sikker, når der 1000 adspurgte end 500 adspurgte. Ved at spørge 1500 personer i stedet for 1000 er der ifølge forskeren ikke en særlig stor gevinst i sikkerheden af resultatet.

-For at have været mere sikker på en forskel mellem de 32 og 30 procent, skal de spørge væsentligt flere – og det vil være alt for dyrt at gøre det, siger forskeren.

-Når tallene nu har den usikkerhed, de har, bør medierne også tage højde for den og ikke konkludere for skråsikkert. Hvis CDU ikke vinder den 7. maj, vil alle jo sige, at man ikke kan stole på meningsmålinger. Problemet er ikke målingerne, men at der konkluderes for hårdt på dem.

kommentar
deling del

Skriv et svar