Single Daily
af

Rasmus Meyer

Efterlyser klar melding om 
skolelukninger

Tilmeldingstallene for de fire lukningstruede danske skoler i Sydslesvig er stabile. Men i Risby efterlyser skolelederen en klar melding om skolernes fremtid.
Tilmeldingstallene for de fire lukningstruede danske skoler i Sydslesvig er stabile. Men i Risby efterlyser skolelederen en klar melding om skolernes fremtid.

Risby Danske Skole vokser fra 25 til 26 elever efter sommerferien. Det skyldes, at fire børn begynder i skolen, mens tre børn rykker op til næste klassetrin på Jes Kruse-Skolen i Egernførde.

– Det er en positiv udvikling sammenlignet med årene inden, forklarer skoleleder Niels-Jørgen Hansen.

Ifølge skolelederen har skolen i de seneste to år henholdsvis fået en og to nye elever. Ud fra det er en ny klasse på fire elever en positiv udvikling. Men stemningen på skolen er alligevel dårlig, forklarer Niels-Jørgen Hansen.

I efteråret 2018 orienterede leder på Risby Danske Skole, Niels-Jørgen Hansen, forældrene om den truende lukning af skolen. En endelig afgørelse foreligger endnu ikke. Arkivfoto: Lars Salomonsen

– Diskussionerne om en mulig skolelukning betyder, at nogle forældre overvejer at skifte til en anden skole, siger han, og tilføjer, at debatten også er mærkbar hos de ansatte.

– Det har ført til, at de overvejer at skifte til en anden skole, inden de bliver tvangsforflyttet, siger Niels-Jørgen Hansen.

Derfor efterlyser han en klar melding om, hvor de små skoler står.

– Fællesrådet vedtog en resolution, der går ud på, at der arbejdes for at bevare de små skoler. Men så vidt jeg har forstået, er skolelukninger stadig en mulighed. Det ville gavne forældrene og ikke mindst de ansatte på de små skoler, at der snart kommer en klar melding om de små skolers fremtid, fastslår Niels-Jørgen Hansen.

Formentligt først i december

Skoleforeningens direktør, Lars Kofoed-Jensen, oplyser om strukturudviklingen.

– Fællesrådet har besluttet at iværksætte en ekstern undersøgelse, primært af Skoleforeningens økonomi. Denne er sat i gang og afsluttes i løbet af efteråret, siger Lars Kofoed-Jensen og tilføjer, at undersøgelsen skal munde ud i et katalog af besparelses- og forbedringsforslag.

Ifølge Skoleforeningens direktør kan skolelukninger godt være en del af dette katalog. Han regner med, at de første resultater vil komme i slutningen af september.

Den endelig rapport ventes i slutningen af oktober eller i begyndelsen af november.

– Så skal Fællesrådet tage stilling til det, siger Lars Kofoed-Jensen og vurderer, at der formentligt først kan regnes med, at de endelige beslutninger tages i slutningen af november eller i begyndelsen af december.

Læs meget mere i mandagsavisen

 

kommentar
deling del

Skriv et svar