Single Daily
af

Marc Reese

Drømmerejse på 10.000 kilometer

Pensionisterne Ciska og Hans har været rundt i Nordeuropa i to måneder. Det blev også til et kort ophold i Flensborg.
Pensionisterne Ciska og Hans har været rundt i Nordeuropa i to måneder. Det blev også til et kort ophold i Flensborg.

Ciska og Hans (De ønskede ikke at få deres efternavn med i avisen, red.) kommer fra Holland, hvor de bor mellem Eindhoven og grænsen til Belgien. Siden den 20. maj har deres autocamper været deres hjem. Det slutter dog lørdag, når deres lange rejse gennem Nordeuropa er slut. De har været i Sverige, Finland og Norge – set Lofoten og Nordkap på deres drømmerejse.

– Når vi er hjemme lørdag, vil vi have kørt næsten 10.000 kilometer, sagde Hans kort efter ankomsten onsdag formiddag på autocamper-pladsen ved Citti-Park i Flensborg.

Det var mere eller mindre tilfældigt, at de landede i Flensborg, men byen lå lige på ruten hjem. De har aldrig været i Flensborg før.

– Sidste nat har vi været et sted tæt på Odense. I morgen tager vi videre til Wedel ved Hamborg. Vi plejer at køre 200 kilometer om dagen, fortæller parret.

Det vigtigste for dem er, at en autocamperplads byder på faciliteter, så de kan få vand og skaffe sig af med spildevandet.

– Det er altid praktisk, hvis en plads ligger tæt på en busholdeplads eller en metrostation, så vi kan komme ud og kigge nærmere på en by eller komme ud at spise, forklarer parret.

Ciska og Hans fra Holland kom forbi Flensborg på deres lange tur gennem Nordeuropa. De nyder at gå ture på de steder, som de kommer frem til. Foto: Sven Geißler

De nyder hinandens selskab, og der er ikke megen kontakt til de øvrige turister i autocamperne. Jo, der bliver da sagt, »Goddag«, »Hvor kommer i fra?«, eller »Har i været der?« en gang imellem. Men det var så det, og det gør heller ikke noget.

– Venner har vi jo derhjemme, forklarer Hans med et smil.

Parret har kørt rundt i autocamper i 12 år.

– De første to år lejede vi os frem for at se, om det var noget for os. For ti år siden købte vi så en autocamper – et år før vi blev pensionister, fortæller Hans.

Hvorfor foretrækker i at rejse med autocamper frem for andre ferieformer?

– Det er, fordi man på den måde får øje på mere, svarer Hans hurtigt.

– Ja, og hvis et sted er smukt og flot, så kan vi bare blive der, tilføjer Ciska omgående.

En anden væsentlig fordel, som parret nævner, er, at man har alt det med i autocamperen, som man i det daglige har brug for.

Læs mere om autocamperpladsen ved CITTI-park i torsdagsudgaven af Flensborg Avis eller se mere her.

kommentar
deling del

Skriv et svar