Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Dørene åbnes for 90.000 kunstgæster

Efter at have kigget mod fjernere lande som Kina, Rusland, Mongoliet, Israel og de tre baltiske stater vender kunstudstillingen NordArt i Bydelstorp (Büdelsdorf) i år blikket mod nabolandet.

Danmark bliver temaland, når NordArt fredag åbner officielt med deltagelse af blandt andre den danske kulturminister Mette Bock (Liberal Alliance) og den danske ambassadør i Berlin, Friis Arne Petersen.

21 kunstnere fra Danmark udstiller i en særlig dansk pavillon i Bydelstorp. 22.400 kvadratmeter står til rådighed i det nedlagte jernstøberi Carlshütte og ACO-vognremisen lige ud til hovedgaden i Bydelstorp, Dertil kommer 80.000 kvadratmeter udendørs arealer omkring Carlshütte og udvalgte steder i det offentlige rum i Bydelstorp.

Kunstneren Jette Gejl Kristensen har tilrettelagt udstillingen i den danske pavillon. Hun mener ikke, det giver mening at præsentere, hvad hun kalder »specifik dansk kunst«, men vælger i stedet for at præsentere et eksempel på en kunstnersammenslutning.

Installationen »Gun« i en af udstillingshallerne i Carlshütte i Bydelstorp. Der udstilles både indendørs og udendørs. (Foto: Carsten Rehder/dpa)

Trods fjendskheden

Kunstnerkollektiver findes også i andre lande end Danmark, men fænomenet med, at kunstnere slår sig sammen i grupper har en særlig og lang tradition i Danmark, fremhæver Jette Gejl Kristensen.

– På trods af, at Danmark har en international fremtoning som et homogent og fremmedfjendtligt land, kan man sige, at kunstnerkollektiverne er et patchwork af geografiske steder og aldersgrupper, som bindes sammen via motiver, materialer og metoder. Kunstnerkollektiverne har en åben, fordomsfri og dynamisk samhørighed i det danske samfund, siger Jette Gejl Kristensen.

Da de første kunstnerkollektiver opstod for 125 år siden, var det som en protest mod den etablerede og akademiske kunstverden. I dag er det kollegiale principper som kunstneriske fællesnævnere og fascina­tion for materialer, der binder kunstnerne sammen på tværs af generationer, medier og genrer.

Tjekken David Czerný er »fokus-kunstner« på NordArt 2017. Her er hans kæmpe-babyer ved at blive bugseret på plads på udstillingen. Han har tidligere fremstillet babyer, der kravlede op ad fjernsynstårnet i Prag. (Foto: Carsten Rehder/dpa)

De 21 danske kunstnere

Jette Gejl Kristensen har samlet kunst fra tre generationer lavet af kunstnere mellem 23 og 70 år.

Hun deltager selv i det udstillende danske kunstnerkollektiv sammen med Milena Bonfacini, Anders Bonnesem, Astrid Marie Christensen, Sophus Ejler Jepsen, Marianne Hesselbjerg, Sys Hindsbo, Anders Kirkegaard, Erland Knudssøn Madsen, Pernille Kragh Kristensen, Sonja Lillebæk Christensen, Marie Markman, Morten Modin, Tanja Nelleman, Bodil Nielsen, Sif Nørskov, Kaspar Oppen Samuelsen, Eva Örling, Jacob Tækker samt duoen Randi Jørgensen og Katrine Malinovsky.

Mere end 200 kunstnere fra alle verdens kontinenter deltager i NordArt, der dermed ikke blot har et stærkt internationalt præg, men som også er en af Nordeuropas største kunstudstillinger i omfang. Arrangørerne regner med 90.000 gæster på udstillingen, der byder på sammenlagt 1000 kunstværker. Over 4000 kunstnere har søgt om at komme ind på den censurerede udstilling.

De kinesiske kunstnere har tidligere haft en fremtrædende placering på NordArt, ikke blot da temalandet var Kina, men også i de udstillinger, der vises uden om lande-pavillonen og kunstnere, som der sættes fokus på.

I år vil der være to store kinesiske projekter at se ud over en lang præsentation af moderne kunstnere fra »riget i midten«. Kunstneren Xu Bing viser den spektakulære installation »Phoenix«, to 30 meter lange og hver otte tons tunge værker, der tidligere har været vist i Beijing, Shanghai, New York og på Biennalen i Venedig.

21 kunstnere fra storbyen Shenzhen i provinsen Guangdong ved Kinas kyst til det Sydkinesiske Hav beskæftiger sig i deres kunst med den kolossale forvandling, byen har gennemgået i takt med det økonomiske opsving i landet.

Den danske kurator og kunstner Jette Gejl Kristensen står foran sin egen installation i den danske pavillon. (Foto: Carsten Rehder/dpa)

Tjekkisk fokus-kunstner

Fokus-kunstner på NordArt 2017 er den tjekkiske kunstner David Cerný, der også var med i Bydelstorp i 2004 – dengang med to overdimensionerede babyer, som tidligere var klatret op ad fjernsynstårnet i Prag. David Cerný vil af mange være kendt for et af sine tidligere værker, en gylden Trabant, der gik på ben ind i den tyske ambassade i Prag. David Cerný får æren af at være fokus-kunstner på udstillingen efter, at han sidste år blev tildelt NordArt-prisen på 10.000 euro indstiftet af ACO-gruppens direktør, Hans-Julius Ahlmann og hans hustru, Johanna Ahlmann.

Det er 19. gang, at NordArt finder sted. Siden 1999 er udstillingen vokset i både kvalitet og kvantitet.  Udstillingen byder på et bredt og nutidigt udsnit af billeder, skulpturer, fotografier og installationer – ofte i meget store formater.

NordArt har siden 2011 huset Slesvig-Holsten Musik Festivals Orkesterakademi – et symfoniorkester med 120 unge musiktalenter fra hele verden. Orkestret øver og spiller i ACO-Thormannhalle, der har plads til 1200 koncertgæster. På Carlshütte-området spilles 17 koncerter, når Slesvig-Holsten Musik Festival finder sted fra den 1. juli til den 27. august.

Udstillingsåbningen fredag er for særligt indbudte gæster. Fra lørdag klokken 17 er der offentlig adgang.

NordArt 2017 i Carlshütte i Bydelstorp (Büdelsdorf) – 10. juni til 8. oktober. Åbningstider: Tirsdag-søndag klokken 11-19. Rundvisninger onsdage klokken 15, lørdage klokken 11 og 13 og søndage klokken 13 eller for grupper efter aftale. Rundvisninger tilbydes på flere sprog, blandt andet dansk, tysk og engelsk.

kommentar
deling del

Skriv et svar