Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Dømt revisor udgiver bog om sine dyrt købte erfaringer

Direktør for Danrevision i Hanved, Ralph Böttcher, er dømt for bedrageri, men er fortsat aktiv som revisor. 
Nu udgiver han en bog om sine erfaringer.
Direktør for Danrevision i Hanved, Ralph Böttcher, er dømt for bedrageri, men er fortsat aktiv som revisor. 
Nu udgiver han en bog om sine erfaringer.

Revisor Ralph Böttcher, Danrevision i Hanved (Handewitt) er kendt for at være en særdeles aktiv mand med store planer. Men karrieren tog et drastisk sving, da han i august 2007 blev arresteret og siden dømt for bedrageri.

– Men jeg har udstået min straf. Under hele retssagen, der tog et helt år at gennemføre og involverede 144 virksomheder, ytrede jeg mig ikke en eneste gang om sagsforholdet. Jeg sagde intet og afstod bevidst i en aftale med retten på min ret til et forsvar. Som følge af denne aftale kan jeg i dag – trods dommen – stadig kan arbejde som revisor, siger Ralph Böttcher, der i branchen beskrives som en »væltepeter« med stor selvtillid.

Han rejser sig i krisen og får det bedste ud af en i grunden umulig situation.

Nu har han skrevet bogen »Steuerberater in Haft« (Fængslet revisor) om sine erfaringer med som revisor at blive dømt og rejse sig igen. Samtidig turnerer han Tyskland tyndt som talsmand og foredragsholder for et forsikringsselskab, der har specialiseret sig i ydelser inden for retshjælp, der blandt andet omfatter godtgørelse af udgifter til retssager. De beløber sig for Ralph Böttchers vedkommende til 164.000 euro.

 Ralph Böttcher: Jeg har taget min straf og vil gerne dele mine erfaringer med kolleger, siger revisoren, der snart får udgivet sin bog »Fængslet revisor« og har en anden på vej. Foto: Sven Geißler

Ralph Böttcher: Jeg har taget min straf og vil gerne dele mine erfaringer med kolleger, siger revisoren, der snart får udgivet sin bog »Fængslet revisor« og har en anden på vej. Foto: Sven Geißler

Forlag fortrød

Bogen skulle have været udgivet på Datev eGs forlag, men det store andelsselskab, der ikke mindst tæller revisorer blandt sine 40.000 medlemmer, fik kolde fødder. Selskabet fik så mange klager fra medlemmer, at det for få uger siden bad den nordtyske revisor finde sig et andet forlag. Blandt klagerne lød, at bogen mest af alt ligner en opskrift på, hvordan man snyder og slipper godt fra det.

– De har helt misforstået mit formål med bogen. Det er ikke et dramatisk værk, hvor jeg forsøger at vaske hænder. Den handler ene og alene om at oplyse firmaer og mine kolleger om, hvordan forløbet blev oplevet af mig og om, hvad de kan gøre, hvis de kommer i en lignende situation. Jeg havde det held, at jeg var forsikret. Er folk i branchen ikke det, så risikerer de hus og hjem, siger revisoren.

Hans selskab, Danrevision, henvender sig i overvejende grad til danske erhvervskunder, der har eller ønsker at drive virksomhed i Tyskland.

Hvad siger kunderne?

– Risikerer du ikke at miste kunder, når du går i offentligheden med en sag, der måske er ukendt af mange af dine kunder?

– Nej, det modsatte sker. Kunderne kan se, at jeg har lært af sagen. Jeg vil hævde, at kan de ikke bruge os som revisionsselskab med den viden, der er i bogen, så passer vi ikke sammen, siger revisoren.

– Jeg har taget min straf, men jeg vil sammenligne sagen med en ulykke, hvor du ganske vist ikke overholder færdselsreglerne, men hvor konsekvenserne går langt videre, end du kunne forestille dig. Hvis du er så uheldig, at et menneske dør i trafikuheldet, kan du dømmes for uagtsom manddrab. En af mine pointer er, at revisorer, der ikke ser sig godt nok for, risikerer noget lignende, siger Ralph Böttcher.

Bogen bliver nu udgivet på et andet forlag.

Det er i øvrigt ikke den eneste bog, Ralph Böttcher er på vej med. Først i det nye år udkommer »Die Dänemark-Methode« (Den danske metode). Det er en bog, der har tyske erhvervsfolk som målgruppe, og som på dansk og tysk oplyser om, hvordan »dansk ledelsesstil med succes og i øjenhøjde gennemfører forandringer«.

En betinget dom

Sagen trak overskrifter i delstatens medier, da Ralph Böttcher i maj 2015 sammen med en kollega stod tiltalt ved landsretten i Kiel for bedrageri.

I årene fra 2005 til 2007 fandt retten det ved domafsigelsen i marts 2016 bevist, at Ralph Böttcher bidrog til at gradbøje reglerne for offentlige tilskud til mindre private selskaber i en grad, så han fik en betinget dom på et års fængsel med en forvandlingsdom på to år, hvis han begik nye ulovligheder. Kollegaen indgik forlig, fik tiltalefrafald og betalte et stort rundt beløb.

Ralph Böttcher er vokset op i Husum. Han har læst erhvervsøkonomi på 
Fachhochschule Flensburg. Siden tog han en uddannelse som skatterådgiver. Han har siden 1997 været partner i Danrevision.

Han er ifølge egne oplysninger ejer af fem selskaber og medejer af fire andre – herunder selvstændige revisionsfirmaer, der under navnet Danrevision rådgiver danske virksomheder.

Han er gift, og børnene har gået i dansk skole i Sydslesvig.

kommentar
deling del

Skriv et svar