Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Døgnets rytme i Tøndermarsken

Den prisbelønnede danske fotograf Henrik Saxgren udsender fotobog på Gyldendal sideløbende med sin ny udstilling på Museum Sønderjylland. Flensborg Avis har valgt »Tøndermarsken« som månedens bog i juli - her kan du se en kort præsentation på video:
Den prisbelønnede danske fotograf Henrik Saxgren udsender fotobog på Gyldendal sideløbende med sin ny udstilling på Museum Sønderjylland. Flensborg Avis har valgt »Tøndermarsken« som månedens bog i juli - her kan du se en kort præsentation på video:

For nogle år siden tog den danske krigsfotograf Jan Grarup en tur på hovedvejen mellem Tønder og Sønderborg og fotograferede det »eksotiske danske udkantsområde«.

Nu er det en anden af Danmarks allerdygtigste fotografer, den prisbelønnede Henrik Saxgren, der er taget helt ud i periferien af det danske kongerige – og til den allermest fascinerende periferi: Tøndermarsken.

Frem til den 1. september kan man på Museum Sønderjylland i Tønder se en udstilling med Henrik Saxgrens fotografier fra området. Sideløbende med udstillingen udsendes denne fine bog på Gyldendal med tekst af den kendte danske kunsthistoriker Hans-Edvard Nørregård Nielsen. Det er primært en fotobog, men med sine små essays giver Nørregård-Nielsen en bred kulturhistorisk indføring i området, som den kendte sydslesvigske kulturpersonlighed Niels Bøgh Andersen var rundet af ligesom den ekspressionistiske maler Emil Nolde.

Henrik Saxgrens naturfotos fra marsklandskaberne er blevet til over en periode på tre år. Fotografierne indbyder ikke til en egentlig billedanalyse, som man måske har lært i fagene dansk, kunsthistorie eller foto. De har nærmere en meditativ funktion, som åbner en dør til noget andet. Det er meget stemningsfyldte, men samtidig afdæmpede fotos.

Saxgren følger i sine billeder døgnets cyklus. I 2017 viste han sig for alvor som natur- og landskabsfotograf i bogen »Ultima Thule« med fotografier fra Thule i Nordøstgrønland. Metoderne herfra har han taget med ud i det sydvestligste Danmark. Det er frem for alt roen og det storslåede møde med naturen, der formidles i bogen.

»Tiden har altid været den afgørende faktor i fotografiet, men i stedet for at stoppe tiden og fange det afgørende øjeblik, har jeg forsøgt at læse tiden i mine billeder«, skriver Henrik Saxgren selv om sit arbejde.

Det er sådan en bog, man kan have liggende på stue- eller sengebordet og gentagne gange tage frem og bladre i i en ledig stund. Bogens titel er »Tøndermarsken«. Den titel er næppe dækkende. Flere af fotografierne ser ud til at stamme fra marsken ved Ribe.

Henrik Saxgren og Hans-Edvard Nørregård-Nielsen: Tøndermarsken, 208 sider, 349,95 kroner (Gyldendal).

kommentar
deling del

Skriv et svar