Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Det sete afhænger af øjnene, der ser

Den tidligere skoledirektør Hans Andresen skriver historie om Dansk Skoleforening for Sydslesvig - som han selv har stået i spidsen for. Det er ikke uproblematisk - især ikke når det gælder beskrivelsen af den periode, hvor han selv var leder - en periode præget af interne konflikter. Fremstillingen af 1990erne er stærkt subjektiv, og burde have været skrevet af en professionel historiker.
Den tidligere skoledirektør Hans Andresen skriver historie om Dansk Skoleforening for Sydslesvig - som han selv har stået i spidsen for. Det er ikke uproblematisk - især ikke når det gælder beskrivelsen af den periode, hvor han selv var leder - en periode præget af interne konflikter. Fremstillingen af 1990erne er stærkt subjektiv, og burde have været skrevet af en professionel historiker.

Dansk Skoleforening for Sydslesvig har valgt at lade sin tidligere direktør Hans Andresen skrive historien om de danske skoler, børnehaver og øvrige institutioner fra 1920 til i dag. I forordet til sin bog kalder Hans Andresen de for »en samlet historisk fremstilling«.

Hans Andresen ligger inde med en kolossal viden om dansk skolearbejde i Sydslesvig gennem sin mangeårige lærer- og ledergerning inden for skolevæsnet syd for grænsen. Han blev ansat som lærer i 1958 og endte med at sidde som skoledirektør i ti år, før han gik på pension i 1999.

Det er ikke uproblematisk at kalde fremstillingen for »historisk«. Den kan ikke kaldes »historisk«, hvis det skal forstås derhen, at bogen er blevet til ud fra historiefagets discipliner inden for den humanistiske videnskab. Og fremstillingen kan heller ikke kaldes »historisk«, hvis det skal forstås sådan, at forfatteren fordomsfrit forsøger at udforske udviklinger, motivationer, begivenheder og årsagssammenhænge.

Hans Andresen har to kasketter på, når det gælder fremstillingen af perioden med ham som skoledirektør. Det er ofte mere normen end undtagelsen i Sydslesvig, så det er muligt, at mange slet ikke vil bide mærke i det, og man end ikke har skænket det en tanke, da man gav opgaven til Hans Andresen.

Man kan dog sagtens gå vidt som at sige, at Hans Andresen er inhabil til at foretage en historieskrivning, når det drejer sig om den turbulens, der var inden for og i forhold til skoleforeningen op gennem 1990erne. Her havde alle parter været bedst tjent med at få en anden skribent til i det mindste at stå for fremstillingen af netop dette tiår – især læserne.


Fortiden er den letteste

Forfatteren går kronologisk frem, og første bind omhandler perioden fra Slesvigs deling i 1920, da Nordslesvig kom ind under Danmark, mens den sydlige del af Slesvig fortsatte med at være en del af Tyskland. Man siger ofte, at 1920 derfor var begyndelsen på det danske mindretal, som vi kender det i dag. Første bind slutter groft sagt i 1970erne.

Første bind forekommer at være det mest redelige og saglige. Det kan naturligvis også skyldes, at hverken forfattere eller læsere har andel i den fjerne fortid i modsætning til andet bind, der både beskæftiger sig med den nære fortid og også er et stykke samtidshistorie. Når det gælder den nyere periode, vil der formentlig være en del aktører i Sydslesvig, der har vanskeligt ved at genkende Hans Andresens sagsfremstilling. Man får også det indtryk, at de interne spændinger i mindretallets skolevæsen tager til, efter at de eksterne spændinger med det tyske flertalssamfund er aftaget. Måske en tilfældighed. Men sådan fremstår det.

En klasse på Ansgar-Skolen i Slesvig med skoleinspektør Svend Johannsen – billedet stammer fra 1930erne.
(Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

I første bind beskriver Hans Andresen blandt andet oprettelsen af den første dansksprogede kommuneskole i Flensborg, oprettelsen af Duborg-Skolen og de preussiske mindretalsskoleordninger som væsentlige milesten i 1920erne. Skoleordningerne var de første spæde anerkendelser af mindretallets ret til at have egne skoler, men dog ikke i det omfang, vi kender det efter København-Bonn erklæringerne i 1955, hvorefter alle kan sende deres børn i en dansk mindretalsskole.

Hans Andresen (født 1934) er opvokset i Flensborg og var lærer ved Gustav Johannsen-Skolen, skolekonsulent, skoleinspektør ved Jørgensby-Skolen og viceskoledirektør, før han sluttede sin karriere af med at være skoledirektør fra 1989 til 1999.
(Fra indbydelsen til en bogpræsentationen)

Slap relativt godt

Hans Andresen konstaterer, at mindretallets skoler slap relativt godt gennem årene under det nazistiske regime, selv om der fra 1936 blev lagt et hårdere og hårdere pres på det danske skolevæsen – især efter at strategien for det såkaldte »Grenz­gürtelarbeit« blev lagt på et fortroligt møde mellem stærkt nationale tyske beslutningstagere i Deutsches Haus i Flensborg i november 1936. Fra da af skulle »de nationalt ubefæstede medlemmer af det danske mindretal opsøges i deres hjem og udsættes for åndelige massage«, som det hed på det fortrolige møde med deltagelse af blandt andre Flensborgs overborgmester dr. Ernst Kracht og redaktør Ernst Schröder fra Korrespondenzbüro Nordschles­wig.

Antallet af elever i de danske skoler begyndte da også at gå tilbage fra 1937.

Efter 1945 kom de danske kommuneskoler i Flensborg under Dansk Skoleforening, og med den store tilgang til det danske mindretal efter nazi-regimets nederlag gjaldt det om at få erstattet interimistiske skolebygninger med tidssvarende skolebygninger af sten. I 1949 fik det danske mindretal også et dansk gymnasium på Duborg-Skolen, hvis studentereksamen dog først blev anerkendt af den tyske stat på et langt senere tidspunkt.

Omhyggelig fremstilling

Alt dette beskriver forfatteren omhyggeligt og samtidig fængende. Spændende er især beretningen om anlæggelsen af danske skoler syd for Slien og Dannevirke. Her gjaldt det både for den danske stat og Dansk Skoleforening om at gå på listefødder. Politikerne i Danmark anerkendte, at det ville være problematisk med en kulturoffensiv i egne, der lå uden for »gammel dansk folkegrund«, som skribenten Tage Mortensen formulerede det i »Sydslesvig i dag« i 1955-56.

Karl Otto Meyer-sagen fra 1950erne bliver også refereret og analyseret. Karl Otto Meyer fik af kultusmininisteriet i Kiel frataget sin undervisningstilladelse, da han offentligt havde udtalt sig mod tysk genoprustning. Efter to års afbræk kunne Karl Otto Meyer i 1954 genoptage sit arbejde som lærer og skoleleder – men det skyldtes ingenlunde 100 procent rygdækning fra skoleforeningen, der – som hans Andresen formulerer det – under hele sagens forløb indtog »en afventede og på sin vis defensiv position i forhold til landsregeringen«.

1960erne beskriver Hans Andresen som begyndelsen på en normalisering og stabilisering for de danske mindretalsskoler i det tyske flertalssamfund – både med fokus på det generelle, men også med en række enkeltnedslag i konkrete sager. De interne sager begynder at fylde en del – blandt andet den såkaldte Ejdersag, hvor en personstrid eskalerede til en principiel debat om, hvordan det danske skolearbejde i Rendsborg og området langs Ejderen skulle organiseres fremover.

Stærkt subjektiv

I andet bind fortsætter forfatteren med at beskrive de danske skolers endelige vej mod ligestilling med de tyske skoler – blandt andet med den statslige de facto-anerkendelse af eksamensbeviserne fra de danske skoler.

Efter drøje forhandlinger kunne overenskomsterne for Skoleforeningens medarbejdere omsider underskrives i juni 1999. Fra venstre ses Jørgen Milert Møller, Niels Nielsen og Irid Stephani fra forhandlingsfællesskabet og skoledirektør Hans Andresen som repræsentant for arbejdsgiversiden.
(Foto: Martina Metzger)

Hertil har mindretalsskolernes problemer med den tyske herbergsstat og dens myndigheder – både på delstatsplan, amtsplan og kommunalt plan – fyldt mest i bogværket. Her og der har der også været gnidninger med dele af det flertalstyske civilsamfund. Men fra 1990erne præges skoleforeningen – ud fra Hans Andresens fremstilling at dømme – af ofte ganske store interne uoverensstemmelser. Og denne periode er sammenfaldende med Hans Andresens tid som skoledirektør.

Denne del af bogen er stærkt subjektiv, og der er nærmere tale om et partsindlæg end om en neutral og saglig fremstilling. I visse afsnit bliver begivenhedsforløb refereret meget ensidigt – pudsigt nok noget, som Hans Andresen i bogen bebrejder andre for, blandt andet pressen.

Det gælder frem for alt den store debat og problemfyldte proces, der var med at få gennemført den tyske driftsrådsmodel inden for Dansk Skoleforening. Det legitime argument fra skoleforeningens ledelse var, at foreningens ansatte fagretsligt nødvendigvis måtte organiseres efter den tyske model – det vil sige efter Betriebsverfassungsgesetz med driftsråd som en slags svar på den danske tillidsmandsinstitution.

Spændingsfelt

Sagen illustrerer fremragende det spændingsfelt, Sydslesvig ofte kan befinde sig i mellem ikke blot dansk og tysk kultur, men også mellem to landes vidt forskellige måder at organisere arbejdsmarkedet på. Lærerne og pædagogerne havde på deres side også legitime argumenter for deres kritik af skoleforeningens omorganisering efter tysk lov med blandt andet etablering af driftsråd. Lærerforeningen frygtede især at miste indflydelse til driftsrådene. Men skoleforeningens modparts synspunkter bliver refereret selektivt, til dels mangelfuldt og ofte med en dømmende tone.

Et eksempel:

»Diskussionen om lærernes interesseorganisationer optog en hel del spalteplads i Flensborg Avis. Gennem udtalelserne og talrige læserbreve forsøgte lærerforeningen og enkeltpersoner at svække skoleforeningens omdømme i offentligheden… På den anden side kunne kritikerne ikke pege på alternative, bæredygtige løsninger af de af skoleforeningen skitserede forslag«.

Mon lærerforeningen vil kunne skrive under på den udlægning?

Det var tydeligvis kun skoleforeningen og Hans Andresen, der havde fattet, hvad det hele drejede sig om. Citat:
»Flensborg Avis ledsagede processen med mødereferater, reportager og kommenterende artikler, men avisen fokuserede især på konflikterne og uenigheden og gav sig kun sjældent tid til at trænge til bunds i selve materien. På den måde spillede avisen ikke nogen større rolle som oplysende og objektiviserende faktor«. Javel ja.

En sag gik op i en spids

I 1993 indgav en tale-hørepædagog, Lone Vosgerau, en klage til skoleforeningen over arbejdsforholdene på skolepsykologisk kontor. Klagen blev tilbagevist af skoleforeningen, hvorefter Lone Vosgerau gik til avisen med sin kritik. Skoleforeningen svarer igen med at kalde sagen for »en personalesag«. Det er det evige dilemma: Hvornår er der tale om en principiel og afgørende – og derfor nødvendig – kritik fremsat af en ansat ved en offentlig eller halv-offentlig institution eller myndighed, og hvornår er der tale om »en personalesag«?

I Hans Andresens optik står det naturligvis lysende klart: Der var tale om »en hetz«.

Temmelig bizart bliver det da han som forfatter omtaler sig selv i tredje person og fremstiller sig selv som den fornuftige. Klagesangen blev på et tidspunkt politisk og nåede helt op i skoleforeningens øverste organ, Fællesrådet, bestående af valgte forældrerepræsentanter. En række forældrevalgte talte nemlig klagerens sag, men på side 622 kan man læse følgende sætning: »Skoledirektør appellerede til fællesrådsmedlemmernes sunde fornuft«.
Skoleforeningens styrelse (skoleforeningens politiske ledelse) indbød derpå en »erfaren forvaltningsjurist« til at udlægge teksten, og pudsigt nok havde denne indbudte jurist en opfattelse, der passede som fod i hose med skoledirektionens opfattelse. Den slags tilfælde er set før. Som man spørger, får man svar.

Det kom til en konflikt mellem fællesrådet og styrelsen, og styrelsen stod ofte tættere på direktionen end på fællesrådet – selv om både styrelse og fællesråd består af folkevalgte forældre. En interessant symbiose, man sagtens kunne have boret mere i på det generelle plan.

Beskrivelsen af tiden under Hans Andresens ledelse burde have været skrevet af en professionel historiker.
Skoleforeningen har med jævne mellemrum været kritiseret for mangel på åbenhed. Flensborg Avis forsøgte for eksempel i dette konkrete tilfælde at få oplyst, hvor meget bogværket havde kostet foreningen, men det ønskede skoleforeningen ikke at oplyse. Mens det danske mindretal på politisk plan plæderer for offentlighed i forvaltningen i det tyske flertalssamfund, er det ikke noget, man gør sig synderligt store anstrengelser for at opnå internt i det danske mindretal.

Hans Andresen: Sydslesvigs danske skoles historie efter 1920, 933 sider, 65 euro/550 kroner (Syddansk Universitetsforlag).

Fakta

  • Forfatter Hans Andresen (83 år), tidligere ansat i Dansk Skoleforening, senest som skoledirektør
  • Ideen til værket, til krøniken, opstod for små ti år siden
  • Dansk Skoleforening for Sydslesvig blev oprettet i 1920
  • De to bind er på 933 sider – vejer 2,6 kilo – 169 kapitler med slutnoter bagerst og er illustreret.
  • Bind 1 omhandler perioden fra 1920 til slutningen af 1970erne. Bind 2 begynder fra tiden efter 1980 og slutter med sammenfatning af ti centrale temaer
  • Bogværket sælges samlet ved Skoleforeningen eller Syddansk Universitetsforlag
  • Oplaget er på 1000 stk.
  • Er rent juridisk Dansk Skoleforenings bog.
Omkostningerne ved værket ønsker Skoleforeningen ikke at oplyse.

kommentar
deling del

Skriv et svar