Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Det rigtige lys

Sandra Bartocha fra Potsdam og Werner Bollmann fra Kiel har taget hele vejen fra Danmark til Svalbard og fotograferet nordiske landskaber. De imponerende resultater kan ses på en fotoudstilling på Stadtmuseum i Slesvig.
Sandra Bartocha fra Potsdam og Werner Bollmann fra Kiel har taget hele vejen fra Danmark til Svalbard og fotograferet nordiske landskaber. De imponerende resultater kan ses på en fotoudstilling på Stadtmuseum i Slesvig.

På tysk findes et begreb, der hedder Bullerbü-Syndrom. På en skandinav kan stavning af Bulderby virke noget pudsig, for det er Astrid Lindgrens fiktive landsby »Bulderby«, som begrebet tager udgangspunkt i.

»Bulderby-syndromet« er en betegnelse for det ofte temmelig romantiske billede, der i Tyskland findes af Sverige. Her er uberørt natur, røde træhuse, lykkelige mennesker, velfærdssamfund, orden i tingene. Syndromet siger ikke blot noget om tyskernes opfattelse af Sverige og Norden, men også om en længsel efter noget af det, der er gået tabt i Tyskland.

En ny fotoudstilling på Stadtmuseum i Slesvig går også uden om menneskeskabte problemer og fokuserer på det æstetiske i den nordiske natur. Klimaændringer, træfældning og intensivt hold af rensdyr i enorme flokke ser man ikke noget af på udstillingen »Lys – Eine Hommage an das Licht des Nordens«. Og det er et helt bevidst valg, siger de to fotografer bag udstillingen.

»Sommerdans« - valmuer på Gotland i Sverige.
(Foto: Sandra Bartocha)
»I vinterskoven« - høgeugle i Oulanka Nationalpark i Finalnd.
(Foto: Werner Bollmann)
»Et kort skænderi«
(Foto: Werner Bollmann)
»Stormen« - Vinterstorm på Austvågøya i Norge.
(Foto: Sandra Bartocha)

Æstetisk fokus

– Vores fokus er det æstetiske. Vi har besluttet ikke at have mennesker med på billederne og ikke at illustrere de problemer, der også findes. Så havde vi skullet lave en reportage i stedet for, og så var billederne blevet helt anderledes, siger de.

Over 2500 kilometer er der i afstand fra Danmark til Svalbard.

Sandra Bartocha fra Potsdam og Werner Bollmann fra Kiel har taget hele vejen – ad flere omgange. I fire år har de to naturfotografer været undervejs i Norden. Sammenlagt er det blevet til et års rejse, og det længste ophold varede to måneder. Hvad det har kostet af penge, fremlægger de to fotografer ikke noget eksakt regnskab for, da de gæster Stadtmuseum i Slesvig.

Men for at sætte tingene i relief fortæller de om de barske realiteter på Svalbards største ø, Spitsbergen. Her er man som individuel gæst nødt til at hyre en guide til 500 euro om dagen – blandt andet på grund af faren fra isbjørne.

Fælles opfattelse

Fredag åbnede Stadtmuseum en ny fotoudstilling med de to naturfotografer. »Lys« er overskriften på udstillingen ligesom deres fælles bog, der udkom i sommer. Med på udstillingen er en brøkdel af de naturfotos, de præsenterer i bogen – fra kultiverede landskaber i Danmark og Sydsverige over Mellemsveriges mægtige skove til skærgården ved Østersøen, Finlands mægtige tundra og skovområder og de nordske fjelde og fjorde.

Der ligger ikke blot et mangeårigt venskab bag deres samabejde, men også en fælles æstetisk opfattelse. Og hvor Sandra Bartocha primært fotograferer landskaber, er Werner Bollmanns fokus også på dyrene.

De to naturfotografer, der begge er aktive i Gesellschaft Deutscher Tierfotografen, har undgået turisternes fikspunkter som for eksempel de hyppigt fotograferede fjorde i Norge og opsøgt almindelige landskaber, der er karakteristiske for de nordiske lande. I Mellemeuropa kan man besøge store skovområder i nationalparker, men uden for nationalparkens grænser holder landskabet så ellers også op. Nationalparkens landskab er ikke typisk for resten af landet. I Skandinavien er vildmarken og skovene typiske – eksemplariske så at sige. Landskaberne strækker sig over store afstande.

Netop de kolossale afstande fordrede en nøje planlægning fra de to fotografers side. Der var ikke råd til at besøge de samme steder to gange for at få de rigtige billeder på harddisken.

– Vi var tvunget til at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, fortæller Sandra Bartocha og Werner Bollmann. Og her hentyder de især til fotografens vigtigste råstof: Det rigtige lys.

Selv som garvede fotografer erkender de to, at det i dag er særdeles vanskeligt at lave fotos, der kan rage op som et unikt foto. Vi er blevet vant til en overflod af fotos på sociale fotodelingstjenester som Instagram, og vi scroller hurtigt videre til det næste foto efter at have betragtet et i måske kun få sekunder.

Men det kan lade sig gøre, når der investeres masser af tid, og billederne skal fremstå som tidløse. De to fotografer har villet undgå den fælde, at man om fem-ti år vil kunne komme og sige: Nå ja, det var sådan, man fotograferede i 2016.


Udstilling på Stadtmuseum i Slesvig: Lys. Eine Hommage an das Licht des Nordens. Varer til den 11. marts 2018.

kommentar
deling del

Skriv et svar