Single Daily
af

Ritzau Nyhedsbureau

Det kan slå gnister på højspændt topmøde

Det er et af de mest imødesete G20-topmøder i årevis, som Tyskland denne uge er vært for. Både den officielle dagsorden og møder på sidelinjen kan skabe splid.
Det er et af de mest imødesete G20-topmøder i årevis, som Tyskland denne uge er vært for. Både den officielle dagsorden og møder på sidelinjen kan skabe splid.

Angela Merkel er vært. Vladimir Putin dukker op. Xi Jinping kommer.

Men det er først og fremmest Donald Trump, der vil blive holdt øje med, når verdens mest magtfulde ledere samles til G20-topmøde i Hamburg fredag og lørdag.

På dagsordenen er blandt andet handel og klima – to emner, hvor Trump i sine første måneder som amerikansk præsident har lagt sig ud med store dele af verden.

På handelsområdet har Trump eksempelvis trukket USA ud af en frihandelsaftale med 12 lande i stillehavsområdet. Han har skældt Tyskland og Kina ud for at have for store handelsoverskud.

Og skulle nogen have glemt, at Trump mener det seriøst, når han siger “America First”, så kom han med en påmindelse, da han onsdag satte sig i præsidentflyet Air Force One med kurs mod Europa.

– USA har lavet nogle af de værste handelsaftaler i verdenshistorien. Hvorfor skal vi fortsætte disse aftaler med lande, der ikke hjælper os?, spurgte præsidenten på det sociale medie Twitter.

Det er kun seks uger siden, at Trump var til sit første store møde i Europa – Nato-topmødet i Bruxelles. Her efterlod han de andre regeringschefer måbende, fordi han ikke direkte ville bakke op om alliancens musketered, hvor man lover at forsvare andre allierede, hvis de skulle blive angrebet.

Godt en uge senere lavede Trump rav i den igen, da han annoncerede, at han vil trække USA ud af den globale klimaaftale fra Paris.

EU og lande som Kina og Indien har siden slået fast, at de står ved Parisaftalen, og at den ikke er til forhandling.

Læs også: Merkel mødes med Kinas leder og rejser tvivl om USA-støtte

Men G20-mødet er første lejlighed for de 19 andre deltagere til sammen at fordømme den amerikanske beslutning. Det giver også mulighed for at sikre, at andre ikke lader sig inspirere af Trumps træk, noterer nyhedsbureauet AFP.

– På dette topmøde ønsker tyskerne og resten ganske enkelt at isolere USA, så amerikanerne ikke “smitter” andre lande, siger Mohamed Adow fra ngo’en Christian Aid, der har fulgt de internationale klimaforhandlinger i årevis, til AFP.

Donald Trump selv har sagt, at han vil hjælpe med at gøre G20-mødet til en succes. Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har dog på forhånd nedtonet forventningerne til mødet.

Matthew Goodman, analytiker ved Center for Strategic and International Studies i Washington, har heller ikke store forventninger.

– Der er altid en mulighed for gennembrud, men jeg vil mene, at der er større sandsynlighed for en form for skænderi, sagde han for nylig på en telekonference.
Også sikkerhed er på dagsordenen, og her vil Nordkoreas seneste missiltest formentlig blive diskuteret.

Én ting er dog, hvad der sker på den officielle del af mødet. Noget andet er det, der foregår i kulissen, hvor der ventes flere interessante samtaler på tomandshånd mellem verdenslederne.

Ved disse ofte mindre formelle møder indtager Trump igen en af hovedrollerne, når han for første gang skal stå ansigt til ansigt med Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Rusland beskyldes for at have forsøgt at påvirke sidste års amerikanske valgkamp. Og i USA bliver det gransket, hvilke forbindelser Trumps stab har haft til russerne.

Hvad er G20?

  • Sammenslutning af verdens 19 vigtigste industrilande og vækstøkonomier samt EU.
  • Medlemmer er Sydafrika, Canada, Mexico, USA, Argentina, Brasilien, Kina, Japan, Sydkorea, Indien, Indonesien, Saudi-Arabien, Rusland, Tyrkiet, Frankrig, Tyskland, Italien, Storbritannien og Australien.
  • Dannet i 1999 som reaktion på finanskrisen i Asien.
  • Der har siden 2008 været årlige eller halvårlige topmøder. Værtskabet går på skift mellem landene.
  • G20 har ingen formel beslutningskraft eller myndighed. Men mødernes sluterklæringer udstikker retningslinjer for, hvad de magtfulde lande vil og kan sammen.

(Kilder: Globalis, g20.org.)

kommentar
deling del

Skriv et svar