Single Daily
af
AS
Anker Simonsen

Det giver dobbelt glæde at være to plus to

Tvillinger fra Odense på ferie i Skovlund tog værtsfamiliens tvillinger med tilbage til en uges genbesøg.
Tvillinger fra Odense på ferie i Skovlund tog værtsfamiliens tvillinger med tilbage til en uges genbesøg.

Nikolaj og Simone fra Odense er nogle af de danske børn, der i år har prøvet at holde ferie hos en sydslesvigsk familie. Tvillingerne på ti år ville gerne blive sammen i ferien, og da de og deres mor, Rikke Merton, gennem Feriekontoret hos Dansk Skoleforening opdagede, at tvillingerne Jorid og Silas på 11 år i Skovlund (Schafflund) sammen med deres mor Jonna Rebentisch gerne ville have besøg af børn fra Danmark, lå det lige for at prøve, om kemien stemte.

Det gjorde den, kunne Rikke Merton konstatere, da hun fulgte med til Skovlund og indlogerede sig hos en familie i nærheden, der tilbød bed and breakfast.

– Jeg havde min laptop med, så jeg kunne passe mit arbejde derfra. Og jeg fik god tid til at arbejde. Jeg mødte selvfølgelig børnene et par gange i løbet af ugen, men de havde knap nok tid til at hilse på mig, forklarede hun med et bredt smil, da hun lørdag morgen sammen med sine tvillinger gjorde klar til at tage med feriebussen fra Christian Paulsen Skolen tilbage til Odense.

Nikolaj og Simone kommer dog ikke til at undvære deres nye kammerater før om en uges tid. Sammenholdet mellem de fire børn er nemlig blevet så godt, at Jonna og Rikke spontant blev enige om, at Jorid og Silas den næste uge er på besøg i Odense, hvorfra de om en uge tager med Feriekontorets hjemrejsebus.

Jonna og Marco Rebentisch var mødt op for at afsked med fire børn: Deres egne tvillinger Jorid, til venstre, og Silas, nummer to fra højre, samt gæstebørnene Simone og Nikolaj, til højre, der fortsætter feriesamværet den næste uges tid i Odense. Foto: Tim Riediger

Jonna og Marco Rebentisch var mødt op for at afsked med fire børn: Deres egne tvillinger Jorid, til venstre, og Silas, nummer to fra højre, samt gæstebørnene Simone og Nikolaj, til højre, der fortsætter feriesamværet den næste uges tid i Odense. Foto: Tim Riediger

I den forløbne uge har de to hold tvillinger sammen været i Tolk Schau og på badetur ved Vadehavet samt en udflugt til Flensborg for at se nogle af seværdighederne – samt ikke mindst nyde chancen for at shoppe.

Også de sydslesvigske tvillingers far, Marco, der er skilt fra Jonna, har været i aktiveret som ferievært på udflugter og lagt husrum til børnene. Han har nydt at være sammen med tvillingerne og har konstateret, at dobbelt også kan være dobbelt så godt.

– Det at have feriebørn fra Danmark prøvede vi første gang sidste år. Det fungerer fint, at de kommer med bussen tilbage, når vi bringer børn herfra til Danmark. Det giver en bedre udnyttelse af busserne, og for børnene er det en stor oplevelse at komme til et andet land og at opleve det sammen med børn, som de kan tale dansk med, forklarer Sally Flindt-Hansen, der er leder af Feriekontoret.

kommentar
deling del

Skriv et svar