Single Daily
af

Cenia Bahnsen

Det blev en fest for Søstrene Grene

Den nye Søstrene Grene-butik i Flensborg blev åbnet med musik, dans og en lang kø af kunder, der fredag morgen havde stillet sig i kø for at være klar til åbningen klokken 8.59.
Den nye Søstrene Grene-butik i Flensborg blev åbnet med musik, dans og en lang kø af kunder, der fredag morgen havde stillet sig i kø for at være klar til åbningen klokken 8.59.

Klokken 8.50 fredag morgen havde en 40 meter lang kø af glade kunder formet sig foran Søstrene Grenes nye butik i Flensborg. De ventende gæster modtog alle en bæredygtig indkøbspose påtrykt Søstrene Grenes logo til den ene hånd og gløgg i en genbrugskop til den anden.

– Jeg er vildt glad for, at butikken er kommet til Flensborg. Derfor ville jeg være en af de første hernede, sagde Elisabeth Skaustrup, der nød det store ståhej ude foran butikken.

En klassisk strygekvartet stod ude foran butikken og spillede moderne melodier i en klassisk version. Ved siden af viftede en styltedanser klædt i hvidt med sine duevinger til musikkens rytmer. Åbningsceremonien underholdt kunderne i den lange kø og fik gågadens mange besøgende til at stoppe op.

– Det er vildt, at der er kommet så mange kunder. En time før døren åbnede var der allerede kø, men vi forventede også, at åbningen ville blive fantastisk her i Flensborg. Der er altid fyldt med glade mennesker, og vi håber, at de får en skøn oplevelser i butikken, sagde Frederik Lundstad fra Søstrene Grenes marketingsafdeling i Aarhus.

Humøret var højt ude foran butikken, så der var ingen sure miner over, at butikken kun lukkede kunderne ind et par stykker af gangen.

Køen var lang foran Søstrene Grene, der fredag åbnede deres butik i Flensborg. Foto: Martin Ziemer

Køen var lang foran Søstrene Grene, der fredag åbnede deres butik i Flensborg. Foto: Martin Ziemer

VIP gæster

Få håndplukkede gæster fik allerede lov til at betræde butikkens gulve klokken 8.30 før alle andre. De var en del af en lille gruppe, som var blevet inviteret indenfor som de første. En af VIP-gæsterne var blogger Julia Nissen Deichdeern fra Bargum i Nordfrisland:

– Det var på tide, at butikken kom til Flensborg. Jeg kommer fra Nordfrisland og plejede at køre helt til Sønderborg for at komme i Søstrene Grene. Nu sparer jeg så meget tid på kørsel, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal bruge den til, grinede hun og fortalte om oplevelsen:

– Det føles som om man er i en anden verden inde i butikken. Alle sanserne bliver stimuleret af indretningen, lyset og farverne. Det er en oplevelse i sig selv, sagde Julia Nissen Deichdeern. Hun stod med to store brune papirsposer fyldt med sager fra butikken; ved siden af stod veninden, der havde købt lige så meget. De lyttede lidt til musikken, før de tog hjem for at udsmykke huset med de nyerhvervede godter.

kommentar
deling del

Skriv et svar