Single Daily
af

Jens Nygaard

5000 underskrifter – hver dag

I Det Sydslesvigske Samråd, som mandag aften blev informeret om kampagnen for at skaffe en million underskrifter til mindretallenes borgerinitiativ, er flere i tvivl om, om det kan lade sig gøre.
I Det Sydslesvigske Samråd, som mandag aften blev informeret om kampagnen for at skaffe en million underskrifter til mindretallenes borgerinitiativ, er flere i tvivl om, om det kan lade sig gøre.

To repræsentanter fra mindretalsunionen FUEN var mandag aften mødt op til mødet i Det Sydslesvigske Samråd for at fortælle om den kampagne, der gerne skulle skaffe en million underskrifter til mindretallenes borgerinitiativ med navnet Minority Safepack. Det er betingelsen for, at EU-Kommissionen kan blive tvunget til at gøre noget for at sikre mindretallenes rettigheder.

Der er tid til den 3. april til at samle de mange underskrifter, og for tiden er der kun 12.000, der har skrevet under online, ligesom der er en del papirunderskrifter. Eftersom der er under 200 dage til den 3. april, betyder det, at mindretallene inden for EU hver dag skal samle mindst 5000 underskrifter.

– Der er gået næsten et halvt år, siden initiativet blev registreret, og jeg forstår ikke, hvorfor kampagnen først starter nu. Vi har tidligere prøvet at indsamle 50.000 underskrifter i en meget vigtig sag, og vi ved, hvor hårdt det var, sagde formanden for Dansk Skoleforening, Udo Jessen.

FUEN siger, at forsinkelsen i høj grad skyldes, at man først har skullet have de forskellige tilladelser og skulle sikre en vis finansiering.

– Kampagnen burde have været skudt i gang med det samme. Nu har vi tabt et halvt år, sagde formanden for Sydslesvigsk Forening, Jon Hardon Hansen.

Han blev suppleret af Peter Lynggard Jacobsen fra Dansk Kirke i Sydslesvig:

– Jeg tror ikke, at det kan lykkes at samle så mange underskrifter. Vi vil bare komme til at spilde tid og penge, sagde han.

Samme holdning var Udo Jessen inde på:

– Jeg er lidt bange for at investere mange penge i noget, som rent tidsmæssigt ikke kan nås, sagde han.

Eva Penzes og Nehle Mommsen fra FUEN kunne fortælle, at kampagnematerialet nu er på vej ud til FUENs medlemsorganisationer. De skulle have det senest i næste uge – og så formodes det, at kampagnen virkelig vil komme op i omdrejninger. FUEN laver et lille team, der skal stå for arbejdet.

Læs mere: Leder: Chancen er forspildt

Minority Safepack blev oprindeligt søsat under FUEN-kongressen i 2013 i Brixen i Sydtyrol – men så fulgte en langvarig retssag.(Arkivfoto)

Minority Safepack blev oprindeligt søsat under FUEN-kongressen i 2013 i Brixen i Sydtyrol – men så fulgte en langvarig retssag.(Arkivfoto)

De mange underskrifter skal samles i mindst syv forskellige EU-lande, hvor der hvert sted skal nås et minimum af underskrifter. I Tyskland er antallet 72.000, og der satses på at nå 80.000. Det har nemlig vist sig, at der er fejl i mange papirunderskrifter, så de bliver kasseret. Derfor satses der mere på underskrifter online. Her vil systemet gøre opmærksom på det, hvis der indsniger sig fejl.

På trods af udbredt skepsis var der i Samrådet enighed om at gå i gang med opgaven.

– Måske kan alle mindretal finde en fælles aktionsdag, hvor vi går på gaden og samler underskrifter i mange lande inden for EU. Det ville også give en god opmærksomhed om sagen, sagde Martin Lorenzen, der er daglig leder i Sydslesvigsk Vælgerforening.

Et kommunikationsnetværk inden for det danske mindretal har i den forbindelse lavet en række forslag. Et af dem er, at der laves et korps med Minority Safepack-ambassadører.

– Vi mener, at de bør aflønnes for at sikre, at arbejdet bliver gjort, sagde Daniel Durkop fra netværket.

Han fik støtte fra Martin Lorenzen:

– Jeg tror kun, at det vil være muligt at samle underskrifter nok, hvis vi også afsætter ressourcer til det. Enten må vi tage det alvorligt eller slet ikke. Det kan ikke sådan bare gøres ved siden af, sagde han.

Læs mere: Enig landdag støtter Minority SafePack

I Samrådet blev det dog klart, at der ikke er stemning for at skride til nye ansættelser i forbindelse med borgerinitiativet.

– Vi laver en Task Force, som kan bestå af nogle medlemmer af netværket og andre, sagde generalsekretæren i SSF, Jens A. Christiansen. Det er hans holdning, at der skal være tale om et »ret lavt økonomisk niveau«, og at arbejdet i høj grad skal baseres på frivillige.

 

kommentar 2 kommentarer
deling del

2 kommentarer

Skriv et svar