Single Daily
af

May-Britt Petersen

Der Nordschleswiger forbereder sig på at lukke papiravisen

Med papiravisen når Der Nordschleswiger ikke længere ud til mindretallet på samme måde som tidligere. Derfor drøfter man nu inden for det tyske mindretal, hvordan en fremtid uden papiravis kunne se ud. Chefredaktør Gwyn Nissen ser det også som mulighed.
Med papiravisen når Der Nordschleswiger ikke længere ud til mindretallet på samme måde som tidligere. Derfor drøfter man nu inden for det tyske mindretal, hvordan en fremtid uden papiravis kunne se ud. Chefredaktør Gwyn Nissen ser det også som mulighed.

Da Gwyn Nissen startede som chefredaktør for Der Nordschles­wiger, avisen for det tyske mindretal i Sønderjylland, sagde han, at han går ud fra, at den sidste papirudgave af mindretalsavisen vil blive trykt i hans tid som chefredaktør. Han regnede dengang med, at der ville gå fem til syv år. I år ligger Gwyn Nissens tiltræden fem år tilbage, og Der Nordschleswiger er så småt i gang med at forberede sig på at lukke papiravisen.

Der er ikke truffet en endegyldig beslutning endnu, men budskabet på generalforsamlingen af presseforeningen under Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN, hovedorganisationen for det tyske mindretal) mandag aften var klart. Elin Marquardsen, formanden for presseforeningen, understregede, at alle beslutninger, der er blevet truffet de seneste år, leder frem til at lukke papiravisen og erstatte den med en online-udgave.

– Der Nordschleswiger når ikke ud til mindretallet på samme måde som for 20 år siden. Medievanerne har forandret sig, konstaterer Gwyn Nissen.

Hvornår papiravisen bliver trykt for sidste gang, og hvilken model Der Norschleswiger vil satse på i fremtiden, vil blive diskuteret i de kommende måneder.

– Planerne er ikke så konkrete endnu. Vi ved bare, at vi skal træffe en beslutning på et tidspunkt, men der er ingen fast tidsramme, og vi giver os tid til at diskutere de forskellige løsninger, forklarer chefredaktøren.

Rettidig omhu

Formanden for BDN, Hinrich Jürgensen, understreger, at det handler om rettidig omhu.

– Inden nogle andre siger, vi skal lukke papiravisen, vil vi være forberedte, siger han.

Mulige modeller for fremtiden kunne være at udkomme som e-paper, som ugeavis, som månedsmagasin eller udelukkende på hjemmesiden.

– Personligt kunne jeg godt tænke mig, at vi så udkommer som ugeavis. Det ville være en god overgang. Men det ville måske være nemmest at lave et clean cut og satse udelukkende på det digitale, påpeger Gwyn Nissen.

I de seneste måneder er der allerede lagt fokus på at modernisere Der Nordschleswigers digitale univers. Der er blevet lanceret en ny hjemmeside og investeret en større sum penge. Desuden har man fået ekstra mediestøtte og støtte fra kulturministeriet, således at der arbejdes videre på at optimere hjemmesiden.

Drøfte fremtidsscenarier

De mulige fremtidsscenarier vil blive drøftet i de kommende måneder, så der muligvis vil træffes en beslutning til efteråret. Samtidig vil det blive diskuteret, hvornår papiravisen i givet fald skal lukke.

– Det skal næppe være, inden hjemmesiden fungerer optimalt, siger Hinrich Jürgensen.

Desuden er der andre hensyn at tage.

– For eksempel kunne det være fint at have en papiravis i 2020, når der 100 års jubilæum for grænsedragningen, siger Gwyn Nissen, der personligt stadig er en stor tilhænger af papirudgaven.

– Jeg vil da komme til at savne det trykte dagblad. Jeg har skrevet til avisen, siden var jeg 12-13 år gammel, og er vokset op med den. Så det bliver et kæmpe savn – også for en del læsere. Og her skal vi så have fundet løsninger, så savnet bliver mindre, fastslår chefredaktøren.

Positive aspekter

Netop her ser han dog også muligheder, som kan styrke Der Nordschles-wiger i fremtiden.

– Når jeg har grædt tårerne, så bliver den nye satsning en stor chance. Med det digitale kan vi nå ud til folk, som vi ikke når ud til i dag, mener Gwyn Nissen.

– Det er altså en beslutning, der træffes med vemod, men også med gå-på-mod, afslutter han.

BDN-formand Hinrich Jürgensen ser ligeledes positive aspekter i udviklingen og frygter ikke de store konsekvenser for hele det tyske mindretal.

– Den yngre generation læser ikke længere avisen, men dem kan vi måske fange online, mener Hinrich Jürgensen.

– Og online-udgaven kan vi lave til en helt anden pris, måske kan den endda være helt gratis, siger BDN-formanden.

Han ser derfor den øgede fokus på det digitale som en ny mulighed for at sprede det tyske sprog og den tyske kultur til endnu flere – og det er jo selve formålet med Der Norschleswiger, påpeger han.

kommentar
deling del

Skriv et svar