Single Daily
af

Jens Nygaard

Dengang soldaterne og arbejderne overtog magten i Flensborg

I disse måneder for 100 år siden nærmede slutningen af Første Verdenskrig sig. Det førte i Flensborg til, at et arbejder- og soldaterråd overtog magten i en kort periode. Det havde ikke et samfundsomstyrtende program, men ville have krigen afsluttet og ville af med kejseren. Og det fik som et af de første steder i Tyskland indført 40-timers ugen.
I disse måneder for 100 år siden nærmede slutningen af Første Verdenskrig sig. Det førte i Flensborg til, at et arbejder- og soldaterråd overtog magten i en kort periode. Det havde ikke et samfundsomstyrtende program, men ville have krigen afsluttet og ville af med kejseren. Og det fik som et af de første steder i Tyskland indført 40-timers ugen.

Flensborg havde for 100 år siden omkring 65.000 indbyggere – og omkring 2000 af byens sønner var faldet under verdenskrigen.

Det var en krig, som indbyggerne var grundigt trætte af. Mange havde stadig slægtninge indkaldt som soldater og frygtede for deres skæbne. I august 1918 iværksatte de allierede nemlig en række store offensiver.

På hjemmefronten så det heller ikke for godt ud. Alt var rationeret, og i løbet af krigen var rationerne blevet mindre og mindre. Uden at ty til det sorte marked var det næsten umuligt at få nok at spise. Den tyske nation nærmede sig den berygtede kålrabi-tid, hvor en stor del af ernæringen bestod af roer. Og allerede dengang var det tyske folk meget kødelskende.

Heller ikke hos de lokale militærfolk var stemningen god. Soldaterne og søfolkene i Mørvig brokkede sig over, at den nye kommandant i byen, general von Boeckmann, ikke kunne sørge for ordentlig mad, ligesom straffene for selv de mindste forseelser blev hårdere og hårde. Hans forgænger, generalløjtnant Johan von Freyend, havde været afholdt, men det var efterfølgeren ikke.

Men selv hen i slutningen af oktober og starten af november regnede man ikke med, at krigen snart ville være ovre. Inden for Socialdemokratiet (SPD), som stod stærkt i Flensborg, blev der gået ud fra, at krigen ville fortsætte ind i 1919.

Men så kom matrosernes opstand i Kiel, da de tyske militære chefer ville sende den store tyske flåde ud i et sidste slag. Det ville søfolkene ikke være med til, og de gjorde oprør. I første omgang var det ikke noget, som soldaterne i Flensborg støttede:

– Vi kiggede mest med afsky og modvillighed mod Kiel, skrev af af soldaterne dengang. Det var en underofficerer ved navn Bues, og han førte dagbog.

På et af krigsskibene i Mørvig, Schlesien, overvejede mandskabet af sejle til Kiel og kæmpe mod de oprørske matroser.

Soldaterne forholdt sig afventende

Mytteriet i Kiel gik i gang den 3. november, og til at begynde med forholdt soldaterne i Flensborg sig afventende. Da de imidletid den 5. november havde fået nærmere besked om begivenhederne i Kiel, blev der indkaldt til et møde i fagforeningernes hus i Flensborg. Det var matroserne, der tog initiativet, og det blev befrygtet, at den lokale almindelige garnison ville prøve på at forhindre mødet. Det prøvede general Boeckmann også på. Men soldaterne adlød ikke hans ordrer – og det kom ikke til skyderi.

Der hvilede et stort pres på matroserne, der var bange for konsekvenserne af deres handling. Det viser en episode ved slutningen af mødet, hvor der bredte sig et rygte om, at bevæbnede soldater havde taget opstilling over for fagforeningshuset. Der udbrød panik, og nogle af matroserne forsøgte at springe ud af vinduerne. En del af dem blev lettere kvæstet.

Mødet valgte et soldaterråd, som i realiteten kun bestod af matroser, og denne ledelse mødtes senere med repræsentanter fra SPD. Næste morgen var man klar med en række krav – men der var ikke noget revolutionært over dem. Det drejede sig i høj grad om, at officerer og menige skulle have det samme at spise, om bedre muligheder for orlov og generelt bedre forhold.

General Boeckmann havde fået besked fra hærledelsen om, at han skulle undertrykke det nye soldaterråd – og det forsøgte han da også. Blandt andet ville han have en enhed med maskingeværer fra Haderslev til byen. De kom dog aldrig, og generalens handlinger fik kun den konsekvens, at den almindelige garnison nu også begik mytteri. Generalen frygtede for sit liv og forlod byen – gemt i en ambulance.

Garnisonen sluttede sig nu til matroserne, og der blev fremsat nye krav. Det drejede sig blandt andet om, at rådet skulle anerkendes, at der ikke længere skulle gøres honnør, at der skule være forsamlingsfrihed, og at officerer ikke længere måtte bære skydevåben.

Den 7. november 1918 fik Flensborg besøg af en delegation fra matroserne i Kiel. Sammen med det lokale råd udgik der besked til alle officerer om, at de foreløbig var fritstillet. Det betød, at den militære magt udelukkende lå i hænderne på det, som man nu kaldte arbejder- og soldaterrådet.

Der blev sendt en delegation til rådhuset bestående af fremtrædende SPDere. Her kunne overborgmester Todsen kun konstatere, at han måtte bøje sig for overmagten og ikke ville gøre modstand, men rette sig efter anvisningerne fra arbejder- og soldaterrådet.

En af de udsendte til rådhuset var Waldemar Sörensen, der kom fra en dansk familie og tidligere havde været sætter ved Flensborg Avis. Han sad i byrådet for SPD og blev kontaktpersonen til det nye råd i byen. Senere brød han for øvrigt med socialdemokraterne, fordi han mente, at dette parti under afstemningskampen i 1920 alt for ensidigt tog parti for Tyskland.

Todsen blev dog ikke afsat, men samtidig med mødet på rådhuset blev det røde flag hejst på mange krigsskibe, og bevæbnede soldater fra rådet patruljerede i byen. Rådet selv slog sig først ned i et hotel ved banegården og senere i den tomme restaurant »Bürgerbräu«. Men det var nu først og fremmest SPD, der tog tøjlerne fra de politisk uerfarne soldater.

Nogle dage senere blev der sendt en delegation afsted til den fremtrædende SPDer Gustav Noske, der havde overtaget ledelsen af begivenhederne i Kiel. Han anbefalede at genindsætte officererne, men det var noget, rådet i Flensborg tøvede med. Det blev først omsat nogle uger senere.

I hele processen blev byrådet og forvaltningen ved med at arbejde, og herfra lød det, at man ikke anerkendte arbejder- og soldaterrådet, men kun bøjede sig for dets magt.

Den 9. november blev Friedrich Ebert udnævnt til ny tysk regeringsleder, og det var noget, som passede rådet i Flensborg. Herfra blev der den 15. november sendt en delegation til Berlin for at få at vide, hvordan man skulle forholde sig. I mellemtiden var krigen blevet afsluttet den 11. november.

På papiret bestod rådet i Flensborg helt frem til den 18. februar 1919, så man i realiteten havde et dualt system. Derefter opløste rådet sig selv. Kort tid efter var der valg til byrådet, og her blev socialdemokraterne klart det største parti.

Når man ser tilbage, så var det faktisk kun i nogle enkelte dage, at byen reelt blev behersket af rådet – og der var slet ikke noget revolutionært over det, mener historikeren Christopher Andresen, der har studeret emnet. Han peger på, at rådet selv definerede sig som et foreløbigt organ.

– Det var en måde, hvorpå soldaterne kunne befri sig selv fra de militære lænker og få krigen bragt til en afslutning, anfører historikeren.

Han og andre historikere peger dog på ét område, hvor Flensborg var helt i front. Det drejer sig om 40 timers ugen, der af arbejds- og soldaterrådet blev indført i Flensborg den 18. november 1918. Det skete først i resten af Tyskland den 23. november. Rådet i Flensborg ville også gerne af med den tyske kejser – som så mange andre – og Wilhelm II måtte da også takke af og gå i eksil.

Flensborg var dengang dog ikke engang i nærheden af at blive en rådsrepublik, påpeger historikerne. I stedet for at ville nationalisere bad rådet arbejdsgiverne om hjælp i den vanskelige situation.

Rådet trådte også selv tilbage, og langsomt kom der igen normale forhold i Flensborg. Som hurtigt fik andet at tænke på – nemlig om byen skulle være dansk eller tysk?

Artiklen bygger på en afhandling af Christopher Andresen: Arbeiter- und Soldatenräte in Flensburg 1918/19. Den kan findes på nettet.

kommentar
deling del

Skriv et svar