Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Den totale undergang

Landestheater bruger Melvilles »Moby Dick« til allegorier på menneskets grådige og enfoldige kamp mod naturens kolossale kræfter - og til et studie af de dynamikker, der opstår i en gruppe af mennesker.
Landestheater bruger Melvilles »Moby Dick« til allegorier på menneskets grådige og enfoldige kamp mod naturens kolossale kræfter - og til et studie af de dynamikker, der opstår i en gruppe af mennesker.

Naturens kræfter ligger hele tiden og lurer i mørket i Landestheater spændende opsætning af Moby Dick. Vi ser aldrig rigtig den store, hvide hval som det centrale symbol på den mægtige Moder Natur, som mennesket kæmper en omsonst kamp imod. Men vi ser hvide gestalter, der som kontrast til det sorte bliver sindbilleder på de højere ikke-materielle værdier.

Hvis vi ikke lige selv regner ud, hvad vi skal med en opsætning af Herman Melvilles romanklassiker her i 2017, så får vi en pædagogisk håndsrækning fra et videodesign med billeder af menneskets uhæmmede udnyttelse af naturen. Blandt andet billeder af store tønder med atomaffald, der gemmes væk i underjordiske depoter – en sekvens fra starten på forestillingen.

Man kan bebrejde stykket for at skære det hele lidt for meget ud i pap, når der vises brudstykker af videobilleder med tråde til vor tids miljøproblemer, men man kan også sige, at stykket hjælper publikum på vej ind til de mange allegorier, som Herman Melville senere præsenterer i sin sit værk.

Moby Dick er skildringen af hvalfangerkaptajnen Ahab (Reiner Schleberger) og dennes fanatiske jagt på »den store hvide hval«, kaskelothvalen Moby Dick, som han vil have hævn på, fordi den i en tidligere kamp kostede ham det ene ben. Ahab besættelse og hævntørst bliver skæbnesvanger for besætningen på hvalfangerskibet »Perquod«, hvor et magtfuldkomment diktatur ender med den totale undergang. Som Stubb (Simon Keel) fra besætningen siger på et tidspunkt: »Kaptajnen bryder ikke reglerne. Kaptajnen er lig med reglerne«.

Kaptajnen (Reiner Schleberger) gående på dækket på skibet tager hele sin besætning med ned – på nær én. Forrest fra venstre er det Nenad Subat, Christian Simon, Timon Schleheck, Neele Frederike Maak og Simon Keel. På masten ses en af de hvide gestalter, der bærer flere symbolikker i sig.
(Foto: Henrik Matzen)

Symbolikken

Symbolikken i navnet Ahab ligger lige for: Ahab var navnet på den gudløse hersker i det nordlige Is­rael, som af profeten Elias blev spået Guds straf for sit hensynsløse had og tyranni. I det hele taget er den mellemmenneskelige interaktion om bord på skibet et sociologisk stu­dium værd.

Melviles alter ego i historien er Ishmael (Lorenz Baumgarten), der opsøger den eneste overlevende fra hvalfangerskibet »Perquod«, den desillusionerede Nickerson (René Rollin).

Moderniseret

Flere steder er fortællingen fra 1800-tallet (dengang store hvalfangerskibe fra USA jagtede hvaler på havet for at få fat i hvalernes olie til energiforbrug) blevet moderniseret, og det er sket uden, at der øves vold mod hensigt og handling. Opdateringen er tværtimod gennemført elegant og med omtanke.

Det er en opsætning med overdådige scenebilleder med de hvide væsener, der på et tidspunkt spreder lange hvide lagener – og hvalen – ud over publikum i salen. I scenedybden opstår ofte flere lag med en verden bag et grovmasket og dermed gennemsigtigt lærred samt effektfuld og smuk oftest blå-violet belysning.

Selv om undertegnede har fået en allergi over for forestillinger, hvor skuespillernes skal bevæge sig rundt i salen, uden at det i sig selv er begrundet, så kan jeg leve med den måde, det gøres på i »Moby Dick«. Som for eksempel i en dialog med de hvide gestalter (Manja Haueis, Katrin Schlomm og Lisa Karlström), der indtager en position på balkonen bagest i salen.

Stor teateroplevelse

Nogle steder løsnes den lidt trøstesløse fortælling op med moderne musik og humoristiske indslag, der undgår al for megen ballade og ramasjang. Et eksempel er en scene, hvor den stumme Pip (Neele Frederike Maak) sættes til at drikke 20 glas vand. Hvordan hun klarer dette uden at eksplodere, det skal ikke fortælles her. Så forsvinder pointen.

De sidste tre roller som sømændene Queequeg, Flask og den ikke uvæsentlige figur Starbuck varetages af henholdsvis Nenad Subat, Christian Simon og Timon Schleheck, hvor især den sidste falder i øjnene både på grund af rollens tyngde og det overbevisende skuespil. En væsentlig andel i succesen har dog veteranerne Reiner Schleberger og René Rollin, der alle udnytter deres store potentiale fuldt ud.

Efter nogle halvlunkne opsætninger på Landestheater føler man sig igen stærkt beriget efter denne store teateroplevelse.

Schleswig-Holsteinisches Landestheater: Moby Dick – skuespil baseret på Herman Mevilles roman. Iscenesættelse: André Rößler. Scenografi og kostume: Simone Steinhorst. Video: Elmar Szücs. Premiere på Rendsborg Teater den 16. december.

kommentar
deling del

Skriv et svar

...vi gør Danmark lidt større.

FLENSBORG AVIS AG

Wittenberger Weg 19

D-24941 Flensburg

om os kontakt impressum Datenschutzerklärung
© Flensborg Avis 2018