Single Daily
af

Hans-Christian Davidsen

Den første moderne mindretalspolitiker

Historikeren Hans Schultz Hansen har udsendt første del af en solid biografi om H.P. Hanssen, de dansksindede sønderjyders førstemand. Den er detaljeret og grundig - nogle gange så meget, at læseren må arbejde for at bevare overblikket.
Historikeren Hans Schultz Hansen har udsendt første del af en solid biografi om H.P. Hanssen, de dansksindede sønderjyders førstemand. Den er detaljeret og grundig - nogle gange så meget, at læseren må arbejde for at bevare overblikket.

Den første moderne mindretalspolitiker i det dansk-tyske grænseland hed Hans Peter Hanssen – eller slet og ret H.P. Hanssen (1862-1936). De to s’er i efternavnet var i øvrigt ikke et resultat af snobberi, som Flensborg Avis’ redaktør Jens Jessen (1854-1906) havde ham mistænkt for. Efternavnet gik flere generationer tilbage.

Det er forskningsleder Hans Schultz Hansen, der i første del af en ny biografi drager H.P. Hanssen frem ikke blot som politiker, men også som moderne og med »mindretal« i det sammensatte substantiv.

Nu var danskerne – som han repræsenterede – nok mindretal i Slesvig-Holsten og sikkert også i Slesvig. Men var de det også i Nordslesvig?

Betegnelsen giver dog god mening, for de dansksindede syd for Kongeåen var fra 1864 til 1920 underlagt et tysk overherredømme og sammen med blandt andre polakkerne fra 1867 et af Preussens mindretal.

Et sønderjysk ikon

I den danske historieskrivning står H.P. Hanssen som et sønderjysk ikon. Han spillede en afgørende rolle ved oprettelsen af Vælgerforeningen for Nordslesvig og den efterfølgende organisatoriske opbygning. Han udgav og redigerede det dansksindede dagblad Hejmdal med base i Aabenraa samt Sønderjyske Årbøger, der i de første årtier – ud over historiske artikler – indeholdt aktuelt stof fra den dansk-tyske nationalitetskamp.

H.P. Hanssen sad i perioder i den preussiske landdag og i den tyske rigsdag som en af de danske repræsentanter, og han fik en afgørende betydning op til Nordslesvigs genforening med Danmark i 1920. Desuden var han også aktiv på flere felter inden for det danske kulturliv i Nordslesvig. Og frem for alt indså han nødvendigheden af en langsigtet strategi, hvor midlerne for at nå målet – det vil sige en genforening med Danmark – var foreningsliv, folkelig og kulturelt arbejde, en organiseret struktur og tætte forbindelser med landsmænd nord for Kongeåen. H.P. Hanssen var venstremand og stærkt påvirket af Grundtvigs tankegang efter flere højskoleophold.

Størst betydning

Første bind af Hans Schultz Hansens biografi omhandler alene perioden af H.P. Hanssens liv frem til Første Verdenskrigs udbrud i 1914.

Den seneste bog om H.P. Hanssens liv blev udsendt i 1988 af den nu afdøde historiker Henrik Fangel. Den havde dog slet ikke det omfang, som Hans Schultz Hansens tobindsværk kommer til at have, og den hvilede desuden i høj grad på fotografier.

Hans Schultz Hansens biografi er derfor en nødvendig udgivelse og naturligvis velanbragt op til 2020, hvor 100-året for genforeningen markeres. H. P. Hanssen var om nogen med til at skabe forudsætningerne for Nordslesvigs forening med kongeriget.

Forfatteren tegner et uhyre grundigt portræt af personen, han kalder for »de dansksindede sønderjyders førstemand«. Hermed tildeler han H.P. Hanssen en større betydning end personligheder som Jens Jessen og Gustav Johannsen (1840-1901). Førstnævnte stod H.P. Hanssen i et modsætningsforhold til. Ikke blot på det menneskelige plan, men også på det politiske. Hvor Jens Jessen holdt på den hårde linje over for Tyskland, var H.P. Hanssen den mere pragmatiske type. Gustav Johannsen gik H.P. Hanssen godt i spænd med i begyndelsen, men forholdet mellem de to blev senere noget køligere. Hans Schultz Hansen mener, det kan have spillet en rolle, at H.P. Hanssens prestige og vægt på et tidspunkt begyndte at overskygge Gustav Johannsens.

Generelt præsenteres læseren for H.P. Hanssens udlægninger, hvorimod hans modstandere kommer knap så meget til orde, og man fornemmer derfor en vis sympati for H.P. Hanssen og dennes fløj.

Hvor pragmatisk og realpolitisk – man kunne også sige kynisk – H.P. Hanssen i yderste konsekvens kunne være, illustreres i bogen med en afstemning i rigsdagen i Berlin, hvor han stemte for en økonomisk støtte til den tyske kolonimagts nedkæmpelse af opstanden hos den indfødte herero- og namaqua-befolkning i Tysk Sydvestafrika i 1904. Nedkæmpelsen er siden af FN blevet betegnet som det første folkedrab i 1900-tallet: 100.000 mennesker blev drevet ud i ørkenen, hvor de døde af sult og tørst. H.P. Hanssen stemte for for ikke at bringe regeringen til fald. Prisen ville så have været, at den såkaldte optantkonvention, der forhindrede udvisning af dansksindede nordslesvigere, ville være faldet.

Ikke et parti

I bogen fremhæves det, at H.P. Hanssen ikke så sig selv som leder af et parti, men som leder af en folkestamme. Interne uenigheder var der ellers nok af inden for de danske kredse, og kritikken af H. P. Hanssen voksede i et sådant omfang, at han i 1910 kastede håndklædet i ringen og frasagde sig sit kandidatur til rigsdagsvalget. Noget tydede på, det var spil for galleriet. Da hans kritikere – anført af blandt andre Peter Grau, der var redaktør af Dybbøl-Posten – ikke kunne finde en alternativ kandidat, var der ingen andre tilbage end H.P. Hanssen – der så ændrede mening og så ja til endnu et kandidatur.

Schultz Hansen anfører, at H.P. Hanssen var i en vanskelig position, da han oplevede modstand i både Berlin og blandt »sine egne« derhjemme. For H.P. Hanssen var i den grad en realpolitiker, der stod som kontrast over for de protestpolitikere, der fandtes i de danske kredse i Sønderjylland. Modsætningerne mellem edsnægterne og edsaflæggerne spillede vedvarende en rolle – det vil sige modsætningerne mellem de dansksindede lærere, embedsmænd og præster, der nægtede at aflægge ed til den preussiske forfatning, og så dem, der aflagde ed for at få mulighed for og fred til at kunne arbejde for de dansksindede i Sønderjylland. H.P. Hanssen tilhørte ubetinget den sidstnævnte gruppe.

Udgangspunktet var her Paragraf fem i Pragfreden, som blev indgået efter den preussisk-østrigske krig i 1866. I denne hed det, at de nordlige dele af Slesvig skulle afstås til Danmark, hvis et flertal ved en fri afstemning ønskede det. Denne paragraf blev først ignoreret og sidenhen sløjfet i 1878.

For særligt interesserede

Det kan være indviklet stof for de nye, der gerne vil stige på, og disse gør denne bog ikke særlig meget for at hjælpe. Ofte er bogen primært for særligt indviede og interesserede det vil sige fagfolk og læsere med et solidt baggrundskendskab til denne periode af Sønderjyllands historie. For det første er Hans Schultz Hansen så detaljeret og grundig, at man som læser nogle gange må kæmpe meget hårdt for at bevare overblikket. Grundig ønsker han naturligvis som faghistoriker at være, men det går ud over formidlingen, der ikke er særlig levende. Den er opremsende og indeholder megen informationstung dokumentation. Faktabokse, hvor man eksempelvis havde kunnet forklare begreber som Paragraf fem og optant-begrebet, samt resumeer i en særskilt grafik, ville have hjulpet gevaldigt (En optant kaldes i folkeretten den borger i et afstået landområde, som ved eget valg beholder sit borgerskab i den stat, som vedkommende forud tilhørte til trods for, at vedkommende vælger at blive boende i det afståede område).

Et stikordsregister ville også have været læseren en stor hjælp.

Hans Schultz Hansens studier kan der næppe sættes en finger på. Han har foretaget dyberegående kildestudier af H.P. Hanssens ungdomsår og avisen Hejmdals drift og haft fat i primære kilder for at kunne verificere H.P. Hanssens egne fremstillinger. Resultatet er en solid biografi. Tiden fra Første Verdenskrigs udbrud til H.P. Hanssens død behandles i andet bind.

Hans Schultz Hansen: De danske sønderjyders førstemand. H.P. Hanssen 1862-1914, 359 sider (Historisk Samfund for Sønderjylland og Sprogforeningen).

kommentar
deling del

Skriv et svar