Single Daily
af

Ritzau Nyhedsbureau

Delstatsvalg i Hessen får Merkels regering til at vakle

Partierne i Tysklands store regeringskoalition ventes at tabe mange stemmer ved vigtigt valg i Hessen.
Partierne i Tysklands store regeringskoalition ventes at tabe mange stemmer ved vigtigt valg i Hessen.

Meget tyder på en ny skidt dag for den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og hendes konservative parti CDU ved valget søndag i delstaten Hessen.

Det kommer kun to uger efter, at søsterpartiet CSU fik en kæmpemæssig lussing af vælgerne i delstaten Bayern.

Hessen ligger midt i Tyskland og har seks millioner indbyggere. Den største by er Frankfurt.

CDU har i 20 år stået i spidsen for delstatsregeringen i Hessen. Men partiet kan ikke være sikker på, at det fortsætter.

Cirka 28 procent ventes ifølge målinger at stemme på CDU – en tilbagegang på ti procentpoint i forhold til ved valget for fem år siden.

Den anden deltager i Merkels tyske forbundsregering, det socialdemokratiske SPD, blev mere end halveret ved valget i Bayern. Partiet, der fik 30 procent af stemmerne ved det seneste valg i Hessen, ventes at gå meget tilbage.

Tilbagegangen og interne skænderier i forbundsregeringen har udløst mange spekulationer om, at samarbejdet i den store koalition mellem CDU/CSU og SPD er tæt på at sprænges.

At et nyvalg kan være lige om hjørnet, at Merkels tid som Tysklands leder er ovre.

Udfaldet af valget i Hessen kan skubbe på den proces.

Det hele skal ses i lyset af, at det højreekstremistiske AfD bliver ved med at vokse, efter en million flygtninge og migranter søgte til Tyskland i 2015.

Hessen er den sidste delstat, hvor partiet endnu ikke er repræsenteret i det lokale parlament. Sådan vil det ikke længere være efter valget søndag, viser meningsmålinger. De giver AfD cirka 12 procent af stemmerne.

Merkel har deltaget i valgkampen i Hessen, og hun afviser, at valget søndag nødvendigvis afspejler tingenes tilstand hos regeringen i Berlin.

– Ikke alle delstatsvalg kan laves om til et lille nationalt valg. Det er forkert, sagde hun tidligere på ugen til en radiostation i Hessen.

Miljøpartiet De Grønne, der i øjeblikket sidder i delstatsregeringen sammen med CDU, stås til stor fremgang. Den samme tendens ses også på landsplan.

kommentar
deling del

Skriv et svar