Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: De Grønnes usynlighed

Det er ved at være mange år siden, at De Grønne har haft enepatent på klima og miljø.
Jørgen Møllekær

Det er noget af et paradoks.

Den politiske diskussion i Tyskland denne sommer er præget af dieselskandalen.

I Antarktis revner det hidtil største stykke af et isbjerg som endnu et dystert tegn på den globale opvarmning. Kerne-temaer for det fremmeste af alle miljøpartier i Tyskland; De Grønne. Og hvad siger meningsmålingerne? Let tilbagegang. Insa-instituttet siger, at partiet ifølge den seneste måling tirsdag har mistet et halvt procentpoint mere og nu ligger på lidet imponerende 6,5 procent af vælgernes tilslutning. Til sammenligning fik de Grønne ved Forbundsdagsvalget i 2013 8,6 procent.

Og det var en tilbagegang fra 10,7 ved valget i 2009. Valgforskerne har også fundet ud af en anden tendens, som er potentielt endnu farligere for det lille miljøparti. De Grønne er det parti, der har flest vælgere (37 procent), som aktuelt siger, at de igen er kommet i tvivl efter, at de egentlig fast havde givet udtryk for, at krydset skulle være grønt.

Det er der flere årsager til.

Overløberen fra landdagen i Hannover, Elke Twesten, der pludselig blev konservativ CDUer, efter at hun ikke blev genopstillet for de Grønne, har ramt partiet hårdt. Fordi Twesten symboliserer en grøn tilnærmelse til konservative værdier, som de venstreorienterede grønne kernevælgere bestemt ikke bryder sig om. Insa siger samtidig, at Die Linke – Tysklands svar på Enhedslisten – går et procentpoint frem.

Nogle af de vælgere kommer givetvis fra De Grønne.

Det kan godt være, at De Grønne har en meget populær grøn og værdikonservativ ministerpræsident ved navn Winfried Kretschmann i det ellers traditionelt CDU-prægede Baden-Württemberg. Men partiets venstrefløj, hvortil også det slesvig-holstenske landdagsmedlem og sydslesviger Rasmus Andresen henregner sig til, er ikke jublende glade for dén diskussion.
Dernæst har De Grønne et synlighedsproblem. Efter en spidskandidatproces, der varede nærmest hele 2016, valgte man med ekstremt knebent flertal Cem Özdemir som den mandlige del af de Grønnes mantra om altid at have en dobbelt kønsneutral politiske ledelse.

Den kvindelige frontfigur hedder Katrin Göring-Eckardt. Gode sympatiske mennesker begge to og engagerede politikere utvivlsomt. Men De Grønne kommer ikke udenom, at denne dynamiske duo ikke evner at brænde igennem.
Hvorfor er personerne så vigtige? I De Grønnes tilfælde er de det, fordi de to kandidater opleves som en fortsættelse af noget bestående. Og dermed manglende fornyelse. Virkeligheden er jo, at de Grønne har haft deres storhedstid i tysk politik op gennem 80erne og 90erne, kulminerende med regeringsdeltagelsen med SPD under Gerhard Schröder.

Men det er ved at være rigtig mange år siden, at De Grønne i vælgernes opfattelse har haft enepatent på at løse miljø- og klimaproblemer. De Grønne havde jo ret tilbage i 80erne, og har bidraget helt afgørende til at flytte det poltiske fokus i en lang række relevante diskussioner. Men i 2017 stoler vælgerne på, at partier som SPD og sågar CDU også mener det alvorligt et langt stykke henad vejen, når vi diskuterer vores klimaudfordringer eller dieselskandaler.

Dét er hovedårsagen til, at De Grønne ikke brænder igennem i valgkampen. Derfor var det en fejl, da partiets basis urdemokratisk med blot 75 stemmer flere kårede undskyld udtrykket »genbrugsvaren« Özdemir. Fremfor at satse på – fortjent eller ej – det nye ansigt bosiddende i Flensborg. De Grønnes miljøminister i Kiel, Robert Habeck. De Grønne må håbe på lige akkurat at blive tungen på vægtskålen for en kommende regeringsdannelse. For at få fornyet synlighed.

kommentar
deling del

Skriv et svar