Single Daily
af

Cenia Bahnsen

De Grønne har klart flertal på Duborg-Skolen

Flertallet af eleverne fra 12. og 13. årgang på Flensborgs mindretalsgymnasium søger de grønne værdier. Det viste resultaterne fra skolens politiske 
paneldiskussion om Europa-parlamentsvalget.
Flertallet af eleverne fra 12. og 13. årgang på Flensborgs mindretalsgymnasium søger de grønne værdier. Det viste resultaterne fra skolens politiske 
paneldiskussion om Europa-parlamentsvalget.

Duborg-Skolen indkaldte i denne uge seks politikere fra de største partier til paneldiskussion om Europa-parlamentsvalget. Politikerne fik ikke lov til at sidde ved siden af hinanden og debattere politik, og det var til fordel for de 112 deltagende elever.

– Jeg tror, at eleverne fik et bedre indtryk af hvert parti, fordi de fik lov til at diskutere direkte med politikerne, sagde Niko Klemke, der var med til at arrangere paneldiskussionen med fem andre elever.

Politikerne Marquardt Petersen fra CDU, Moritz Hausberg fra FDP, Delara Burkhardt fra SPD, Rasmus Andresen fra De Grønne, Kevin Kazmierczak fra Die Partei og Maylis Rossberg fra SSW-U deltog i debatterne. SSW var tilstede for at fremlægge mindretallets holdninger på forskellige områder, selv om partiet ikke stiller op til Europa-parlamentsvalget. Desværre kom Die Linke og AfD slet ikke.

Eleverne stemte både før og efter debatterne, og resultatet blev afspejlet i de to valgrunder. Elevernes stemmer forskubbede sig fra Die Linke og Die Partei til de mere traditionelle partier, som for eksempel CDU, SPD og FDP.

Det var dog De Grønnes kandidat, Rasmus Andresen, som var på hjemmebane på flere områder. For det første fik han mere end 50 procent af stemmerne både før og efter diskussionerne, og for det andet er han gammel elev fra Duborg-Skolen. Stemmerne viste klart, at størstedelen af de 89 elever, der stemte til skolens Europa-parlamentsvalg, understøttede de grønne værdier.

Det var De Grønnes kandidat, Rasmus Andresen, som fik mere end 50 procent af stemmerne både før og efter diskussionerne. Arkivfoto: Martin Ziemer

Det var De Grønnes kandidat, Rasmus Andresen, som fik mere end 50 procent af stemmerne både før og efter diskussionerne. Arkivfoto: Martin Ziemer

Anderledes opsættelse

På Duborg-Skolen havde man arrangeret forløbet, så hver politiker sad overfor 15 til 20 elever. Her kom eleverne tæt på politikerne, da de var i direkte dialog med dem.

– Der blev stillet mange spørgsmål – også flere end hvis man havde siddet i én stor sal og lyttet til politikerne, sagde Tore Teichmann.

– På den måde kom vi tættere på politikerne, og de havde ikke mulighed for at køre ud i de typiske politiker-snakke, tilføjede hans kammerat Niko Klemke.

Spørgsmålene handlede hyppigst om flygtningepolitik, Fridays for Future, udenlandspolitik og klimapolitik. Eleverne fik lov til at stille spørgsmål til alle politikerne, da de roterede fra den ene politiker til den næste.

Til allersidst stillede politikerne sig samlet op over for hinanden og havde hver 60 sekunder til at opsummere partiets holdninger til Europa-parlamentsvalget.

Sjove debatter

En af arrangørerne, Niko Klemke, sad det meste af tiden ved Die Partei og lyttede til elevernes diskussioner med partiet.

– Nogle af eleverne forstod ikke rigtigt formålet med et satirisk parti. De blev ophidset over, at Kevin Kazmierczak lavede grin med politik, fortalte han og kommenterede, at ophidselsen stammede fra holdningen om, at sådan et parti ikke burde være en del af »seriøs« politik.

Lige meget hvilket parti eleverne ønskede at stemme på, så håbede Niko Klemke, at eleverne ville tage imod følgende budskab fra arrangementet:

– Tænk jer om, før I beslutter jer for, hvem I vil stemme på. Og gå så ud og sæt det kryds. Vi skal bruge vores stemmeret til at gøre en forskel, sagde han.

kommentar
deling del

Skriv et svar