Single Daily
af

Niels Ole Krogh

»De bedste danskere bor i Sydslesvig«

Familien Bergentz er svensk og har blandede erfaringer med Danmark. Efter et par knap så opmuntrende ophold på danske øer har de fire valgt at bosætte sig i Flensborg, som de oplever som åbent og rummeligt.
Familien Bergentz er svensk og har blandede erfaringer med Danmark. Efter et par knap så opmuntrende ophold på danske øer har de fire valgt at bosætte sig i Flensborg, som de oplever som åbent og rummeligt.

De bedste danskere bor i Sydslesvig. Det siger familien Bergentz, svenskere, der for få år siden først boede på Anholt langt ude i Kattegat og siden på Ærø i Det Sydfynske Øhav. Nu bor de fire på Havnedammen (Hafendamm) i Flensborg, som de efter fire år konstaterer har det, de savnede i Danmark: Rummelighed og venlighed overfor fremmede.

Havnedammen er den sjette adresse Anna, Magnus og børnene Anton og Amanda har boet på de seneste 15 år. De udgør en næsten helt almindelig svensk familie – tilsat en lille dosis verdensborgere og et drys eventyrlyst. Anna er pædagog og bibliotekar, og Magnus er lydtekniker inden for film og TV, komponist, pædagogisk assistent og snart også pædagog.

Tour de force

Flensborg Avis mødte familien for at høre, hvordan åbenheden og tolerancen har det i Sverige, Danmark og Sydslesvig set gennem den bergentzke prisme. Familien har gjort deres erfaringer, for de har arbejdet med flygtninge i en forstad til Stockholm, pendlet mellem København og Malmø og er fortsat store tilhængere af svenskernes egen udgave af et velfærdssamfund, Folkhemmet. Måden at være svensk på blev i 1900-tallet podet ind i folket gennem årtiers uafbrudt socialdemokratisk styre. Det vender vi tilbage til efter et indblik i de fire svenskeres tour de force fra Sverige til Sydslesvig.

– I mange år arbejdede jeg for SVT (Sveriges Television). Det var ikke mindst i de år, da svenskerne havde stor succes med at filmatisere krimier og sælge dem over hele kloden. Der var masser at rive i, men jeg røg ud i en sparerunde. Vi boede i Trollhättan, der også kaldes Trollywood på grund af de mange filmselskaber. Der var arbejde nok, jeg tjente styrtende som freelancer, men prisen var for mange arbejdstimer, som jeg ofte havde andre steder i Sverige. Jeg savnede kort sagt mere familietid, siger Magnus.

Fire der trives i Flensborg: Magnus og Anna og børnene Anton og Amanda i selskab med Mufaza på fire ben. (Foto: Lars Salomonsen)

Fire der trives i Flensborg: Magnus og Anna og børnene Anton og Amanda i selskab med Mufaza på fire ben. (Foto: Lars Salomonsen)

Det vindblæste Anholt

Det rummelige hus var også blevet lidt for besværligt at vedligeholde, og Anna kunne også godt tænke sig, at kompetencerne som autismepædagog blev udnyttet bedre.

Hun begyndte at lede på internettet. Det var i 2008.

– Jeg faldt over en annonce fra Anholt. Der bor kun omkring 100 mennesker. En af dem var et autistisk barn, og han havde brug for en specialpædagog, gør Anna en lang historie kort.

– Anholt lød spændende, tænkte jeg, og da jeg var til jobsamtale i Grenå, blev vikariatet på tre måneder pludselig til en fast stilling, tilføjer hun.

Familien solgte huset i Trollhättan og flyttede ind i et lejet hus på den vindblæste og golde ø. Magnus tog alt sit lydgrej med og fortsatte på langdistance med at samarbejde med de svenske filmproducenter.

Et forkert match

– Men det blev et meget mærkværdigt ophold. Det viste sig hurtigt, at anholterne er delt i to grupper. Den ene er meget konservativ. Alt skal blive som det er, og Danmarks love gælder kun delvist på den isolerede ø. Og den anden gruppe, en bås som vi hurtigt blev sat i, vil have udvikling. Sammen med nogle andre kvinder arbejdede jeg for, at der skulle komme en tandlæge til øen, men uha det var ikke velset. Øens skraldemand nægtede simpelthen at tømme vores skraldespand, siger Anna med vantro i stemmen.

– Jeg var glad for at gå i øens børnehave, men da jeg kom i 1. klasse, blev jeg hurtigt mobbeoffer som ham der svenskeren, fortæller Anton på 15 år, der som sin søster også sidder ved det store spisebord med undulater, krybdyr i terrarium og hunden Mufaza som umælende iagttagere. Anholt og familien Bergentz passede ikke til hinanden.

– Vi ville til en større ø. Et sted, hvor vi kunne vælge mellem flere skoler, og hvor ølivet var lidt en garant for selvstændig tænkning. På Anholt var der kun én af alt, fortæller Anna. Valget faldt på idylliske Ærø.

Det perfekte mobbeoffer

Familien købte hus og sommerhus, og børnene kom i skole og børnehave.

– Men jeg fik en underlig lærer. Hun var meget bombastisk, så jeg blev faktisk bange for at gå i skole, husker Amanda, der nu er 13 år og som sin bror går på Duborg-Skolen.

Bedre gik det ikke for Anton.

– Med mit krøllede hår, briller, mit fokus på skolen og min manglende interesse for sport var jeg det perfekte mobbeoffer, og på Ærø blev vi også mobbet, fordi vi var svenskere, fortæller han.

Anna fortsætter:

– Vi gjorde alt det rigtige. Opsøgte lærerne, forsøgte at forstå problemet, afprøvede løsninger, men det hjalp ikke rigtigt, så jeg tog børnene ud af skolen og underviste dem hjemme. Men det var jo ikke nogen holdbar løsning. Så jeg måtte på nettet igen, hvor jeg faldt over Flensborg, som jeg kunne se har borgere fra hele verden. Det emmede lidt af god stemning. Jeg konstaterede, at der var et dansk mindretal og kunne se, at der både var danske skoler og børnehaver, fortæller Anna.

- Jeg har lige været i praktik og skal aflevere en rapport - på tysk, siger Anton Bergentz, som ikke synes, at han kan mærke så meget til et dansk mindretal. (Foto: Lars Salomonsen)

– Jeg har lige været i praktik og skal aflevere en rapport – på tysk, siger Anton Bergentz, som ikke synes, at han kan mærke så meget til et dansk mindretal. (Foto: Lars Salomonsen)

Tiltro til byen

Magnus og børnene blev sendt på rekognoscering i Flensborg og kom hjem med et »go«.

– Vi var ret begejstrede for, hvordan Flensborg tog imod flygtningene. Vi var selv på banegården med legetøj og tøj i efteråret 2015. Flensborg er en by, hvor man hjælper hinanden. Vi var også glade for, at byen imødegik røverhistorier ved at gå ud med information om, hvordan den ville tackle problemerne, siger Anna.

Anton synes ikke, at han har mærket så meget til et dansk mindretal.

– Det nævnes i dronningens nytårstale, men jeg var skuffet over, at så få taler dansk på skolerne. Jeg har lige været i praktik og skal aflevere en rapport – på tysk, siger Duborg-eleven med et sigende blik.

– Man må vel kunne forvente på danske skoler, at der også tales dansk i timerne, siger Anna.

Åbne og lukkede

Hun er pædagog på fællesskolen Gustav Johannsen-Skolen. Hun og Magnus, der er medhjælper i den danske vuggestue i Sporskifte og læser til pædagog, mener, at de lærer meget af at være i Sydslesvig og Tyskland.

– Forskelle og ligheder bliver tydelige for os. Svenskerne er som mange tyskere indadvendte. I Danmark er man mere åbne, men samtidig også lukkede overfor fremmede. Selv vi svenskere bliver mødt med distance i Danmark. Da jeg i sin tid boede i Malmø og arbejdede i København, mente mine kollegaer, at de skulle passe på, at jeg ikke drak for meget ved firmafesterne. Det kniber for danskerne at skelne mellem folk, og at vi ikke alle er »de fulde svenskere«, pointerer Anna.

Hun peger på, at svenskerne »elsker danskerne«.

– Vi svenskere synes, at danskerne er så hyggelige, sjove og åbne, men de bryder sig ikke om os. Der er gået kludder i det dansk-svenske ægteskab, siger Anna med et syrligt grin.

Amanda giver til kende, at hun er tilfreds med Duborg-Skolen, og at hun som den eneste af de fire anser sig for at være mere dansk end svensk. Hun var kun tre år, da familien flyttede til Danmark.

Plads til alle

Det gamle fjendskab mellem broderfolkene har fået ny næring i flygtningekrisen, hvor tyskerne og svenskerne tog mod langt flere flygtninge end danskerne. I det netop overståede valg til Riksdagen i Stockholm forudså danske medier en enorm valgsejr for det indvandrerfjendske Sverigedemokraterna.

Efter valget skrev Magnus på Facebook:

»Her på dagen efter et meget spændende valg vil jeg bare sige: Tillykke Sverige! 82 procent af os stemte for fortsat demokrati og et åbent samfund med plads til alle«.

Familien tvivler ikke på, at Sverige med tiden nok skal få styr på udfordringen med at integrere de 140.000 flygtningene, der kom i efteråret 2015.

– Vi har jo brug for hænderne, siger Magnus.

Lille og yndig

– Men nemt er det ikke. For vi troede, vi kunne bruge erfaringerne fra dengang, vi modtog mange flygtninge under Balkan-krigene. Tilsyneladende skulle vi starte forfra, da flygtningene fra Syrien kom, beklager Anna. Hun tilføjer, at når det drejer sig om flygtninge, går danskerne i for små sko.

– Danskerne taler om deres lille yndige land, som de skal passe rigtigt godt på.

– Men vi har rigtig god plads i Sverige, siger Anton.

– Vi er opvokset med, at man skal hjælpe hinanden. Det ligger dybt i os, siger Magnus.

Og hvor går rejsen hen næste gang? Til Norge eller Finland?

– Vi har ikke nogen planer om at flytte. Vi trives alle sammen her i Flensborg, men måske er der tid til et lille Grønlands-eventyr, når børnene er flyttet hjemmefra, funderer Magnus på ægtefællens og egne vegne.

kommentar
deling del

Skriv et svar