Single Daily
af

Bianca Kirkeby

Dansklærer med tysk far og dansk mor kan ikke få dansk statsborgerskab

Dansklærers ansøgning om dobbelt statsborgerskab er blevet afvist, fordi hun mangler dokumentation for kendskab til danske samfundsforhold.
Dansklærers ansøgning om dobbelt statsborgerskab er blevet afvist, fordi hun mangler dokumentation for kendskab til danske samfundsforhold.

Nanna er tysk statsborger, fordi hendes far stammer fra Sydslesvig og har tysk pas. Men hun er født og opvokset i Danmark, uddannet skolelærer og underviser i faget dansk. Alligevel har hun netop fået afslag på sin ansøgning om dobbelt statsborgerskab.

Læs også: DF rykker for svar om statsborgerskab til mindretallet

Det fortæller 41-årige Nanna Ploog Ditlev i et Facebook-opslag, der er er blevet delt og kommenteret flere tusind gange siden onsdag.

– Jeg skrev opslaget, fordi jeg stod med en frustration over et system, der efter min mening havde fejlet og var problematisk, siger Nanna Ploog Ditlev til Flensborg Avis.

Mangler dokumentation for dansk kendskab

Nanna Ploog Ditlev fortæller i sit opslag, at hun søgte om et dansk statsborgerskab ved siden af sit tyske tilbage i juni 2016. Men et år og fire måneder senere har hun nu fået afslag.

Hun mangler en indfødsretsprøve for at kunne få dobbelt statsborgerskab. Prøven skal dokumentere, at dansklæreren – der også underviser i historie og religion – har kendskab til danske samfundsforhold.

Læs også: Test dig selv: Hver anden dumper til indfødsretsprøve

Nanna Ploog Ditlev skulle sende dokumentationen inden for to uger. Men prøven afholdes kun to gange om året. Derfor anmodede hun om at få en udsættelse, så hun kunne tage prøven næste gang, den afholdes 30. november. Men det var ikke muligt at forlænge fristen.

– Dette system er himmelråbende, bureaukratisk og vanvittigt! Jeg kan ikke forstå, at der ikke kan tages individuelle hensyn, da der i forvejen dispenseres for mange forhold – jeg UNDERVISER danske børn i danske samfundsforhold – og har gjort det i 12 år! skriver hun i opslaget.

Afslaget betyder, at Nanna Ploog Ditlev skal sende en ny ansøgning og vente halvandet år mere på svar for at kunne få dobbelt statsborgerskab. Men selvom hun gør det, har hun stadig ingen garanti for, at hun vil ende med at få det.

Håber på reaktion fra politikere

Nanna Ploog Ditlevs opslag har fået over 15.000 reaktioner og delinger indtil videre. En opmærksomhed, hun er meget overrasket over.

– Jeg havde ikke forestillet mig, at der kom så mange reaktioner. Jeg havde meget ydmygt spekuleret i, om folk ville læse så langt et opslag. Jeg troede slet ikke, at det ville tage til med sådan en fart, siger Nanna Ploog Ditlev.

Nanna Ploog Ditlev har kendskab til andre, der har kæmpet med sager, der ligner hendes. Derfor håber hun, at hendes opslag ikke kun får politikere til at reagere på hendes sag men systemet generelt.

– Det ville ikke være dårligt, hvis opslaget havde en positiv konsekvens for min sag, men det vigtigste er, at politikerne bliver opmærksomme på, at der er noget galt, for jeg kan se, at jeg ikke er den eneste, siger hun.

kommentar
deling del

Skriv et svar