Single Daily
af

Cenia Bahnsen

Danske turister strømmer til Sydslesvig

Danskerne strømmer til Sydslesvig for at opleve tilbuddene i regionen, og det kan mærkes hos kulturarrangører, overnatningssteder og på turistkontorerne.
Danskerne strømmer til Sydslesvig for at opleve tilbuddene i regionen, og det kan mærkes hos kulturarrangører, overnatningssteder og på turistkontorerne.

Danske turister er vilde med at være aktive i Sydslesvig om sommeren, og specielt i årets varme og tørre vejr valfarter de til kulturtilbuddene i Flensborg, udstillingerne på Dannevirke, og hotellerne i hele delstaten.

Kulturkonsulent Thomas Frahm arrangerer kulturtilbud i Flensborg, og han mærker, at danskerne i stigende grad deltager i det kulturelle liv.

– Der er flere og flere danskere, der køber billetter til vores kulturaktiviteter. Det kan vi direkte se på internetsalget, fordi adressen er angivet, siger Thomas Frahm fra Stadt Flensburg.

Selv om mange af Sydslesvigs turistattraktioner ikke har fået optalt deres besøgstal for 2018, mærker de, at der kommer flere og flere danskere.

– Der er så mange danskere her, at turistkontoret oftere er fyldt med danskere end tyskere, fortæller Anthonia Voss-Ketelsen fra Frederiksstads turistkontor. Lignende oplevelser har de på turistkontoret i Slesvig.

– Jeg kender ikke de reelle tal endnu, men vores parkeringsplads er fyldt med dansk indregistrerede biler, siger marketingchef Andrea Simons.

Danevirke Museum har altid haft mange danske gæster, men kan mærke, at vejret har gjort en forskel.

– Sidste år var vejret dårligt, så der kom ikke så mange besøgende som i år, forklarer museumsdirektør Nis Hardt, der på vegne af museet har modtaget udnævnelsen som verdens­kulturarv i år.

Flere af de danske turister overnatter på campingpladser, i lejligheder og på hoteller, så der er mulighed for at se og opleve flere attraktioner.

– Vi har mange flere skandinaviske gæster i år, og specielt danskere, siger receptionisten fra det luksuriøse Hotel Hafen Flensburg. Det samme konstaterer flere af campingpladserne.

Selv om danskerne valfarter til Sydslesvig, har Thomas Frahm oplevet, at god markedsføring tiltrækker gæsterne på de rigtige tidspunkter.

– Vi havde kun solgt syv billetter til baggårdsvandringen, indtil jeg fornylig satte en annonce i JyskeVestkysten, fortæller Thomas Frahm, og fortsætter:

– Det gjorde, at arrangementet hurtigt blev fyldt.

kommentar
deling del

Skriv et svar