Single Daily
af

Lars Geerdes

Danske æg hitter i Nordtyskland

Højere krav til æg i Danmark end i resten af EU gør, at danske æg ifølge brancheorganisationen er de mest sikre i verden.
Højere krav til æg i Danmark end i resten af EU gør, at danske æg ifølge brancheorganisationen er de mest sikre i verden.

Diarré, kvalme, mavepine, opkast, feber eller bare ganske almindelig utilpashed. Ingen af disse symptomer, der hyppigt udløses af salmonella-bakterier, er særligt velkomne, så der er god grund til at passe på, når man tilbereder sin mad. I Danmark har man i mange år gjort en stor indsats mod salmonella især i hønseæg, og det har givet gode resultater. Danske æg er i dag nok de mest sikre og testede i verden, lyder det selvbevidst fra brancheorganisationen Danske Æg, der står bag varemærket Danæg. Efterhånden har også tyske forbrugere – især i Nordtyskland – lagt mærke til de danske ægs kvalitet, og det giver sig blandt andet udslag i, at for eksempel supermarkedskæden Rewe i Flensborg sælger rigtig mange æg, der er af dansk herkomst.

– Rewe har i flere år solgt æg fra Danæg ved siden af tyskproducerede øko-æg, siger pressetalsmanden for Rewe, Thomas Bonrath.

Årsagen er den korte afstand til Danmark, men ifølge Bonrath også, at der på æggekartonen udtrykkeligt henvises til, at æggene er fri for salmonella.

Lige før jul var efterspørgslen efter æg så stor, at de tyske øko-æg næsten var udsolgt og forbrugerne var henvist til de danske æg. Modsat tyske æg er Danæg, der kan købes i Rewe, ikke sorteret efter størrelse.

Ud over, at danske æg er salmonellafrie, er de »stort set også produceret uden antibiotika og med stor hensyntagen til hønernes velfærd«, siger sektorchef for Danske Æg, Jørgen Nyberg Larsen.

Danske Æg lancerede i efteråret 2018 et nyt logo, som æggene tatoveres med, og som skal gøre opmærksom på danske ægs høje standard. Det skete som reaktion på, at andelen af udenlandske æg med ringere fødevaresikkerhed er steget. Ved at se efter, om ægget er forsynet med det nye mærke, der har form af et våbenskjold, kan man være sikker på, at man har med danske æg at gøre.

– Mange danskere ved stadig ikke, at det faktisk er lykkedes danske ægproducenter at gøre danske æg så sikre, at de ifølge Fødevarestyrelsen igen kan spises rå, siger Jørgen Nyberg Larsen.

– Hvis ægget er tatoveret med våbenskjold, kan man altså roligt piske det til æggesnaps eller slå det udover pariserbøffen.

Danske æg testes for salmonella hver anden uge for alle knap 3000 forskellige typer salmonella, mens EU kun kræver test hver 15. uge og kun for de fem mest udbredte typer af salmonella.

kommentar
deling del

Skriv et svar